Gartnerfagenes efteruddannelse
Kursus: Plantekundskab og beskæring 1968

Træplantninger -- Planlægning

ved afdelingsgartner Willy F. Hansen.

  En samlet træplantning opfattes af den overfladiske iagttager blot som en grøn masse.  En nøjere undersøgelse vil dog hurtigt vise, at træplanterne har meget forskellige vokse-måder og vokse-hastigheder.  Og når man så en tid har foretaget disse dendrologiske studier, opfyldes man af beundring over den umådelige kyndighed og indsigt i trævæksternes verden,  som planlæggerne at disse træplantninger, vi ser rundt om os, må være i besiddelse at.  De må jo kende planternes form, vækstenergi, højde, bredde, blomstringstid, farve, hårdførhed, evne til at tåle blæst, krav til jordbunden og meget mere.  Jeg kender da én, der troede, at man kun gav sig i kast med denne krævende opgave med en meget solid dendrologisk viden.  Og så skulle planlæggeren samtidig løse en æstetisk opgave.
 
  Men senere har denne naive person fået mistanke om, at problemet med beplantnings-planterne ikke tages så tungt.  I praksis foregår det sikkert ofte på denne måde, chefen siger til den yngste mand i firmaet: 
  "Nu har ham her anlægsgartner Muldvarp rykket for beplantnings-planerne til "Søystsøgård", jeg lovede planerne færdige til i morgen, nu skal jeg til byggemøde, tag og klar denne sag lidt hurtigt". Den unge mand er frisk og svarer: "Ja, joe, jeg skal gøre mit bedste men . . ." " Ork, det skal man ikke tage så tungt på, De ved jo, hvad for planter vi plejer at bruge." Men hvor kommer så ideen ind i billedet?
 
 

  Når der skal laves noget særligt fint, anvendes kun en planteart.  Blåt er altid pænt, hed det engang,  Citat fra en anmeldelse af en have: "Beplantnings-problemet er løst ved suveræn anvendelse af Rosa rugosa."
 
  Ja,, undskyld, nu fremsættes der nogle ganske elementære betragtninger om formålet med beplantningen.


2

  1. ) Planterne skal virke plastisk-skulpturelt.
      Planterne anvendes i trægrupper, enkeltstående træer, eventuelt buskplantninger bestående af buske med forskellig vækstform.  Enkeltstående busk og småtræer kan også benyttes.
     
  2. ) Endelig kan man ønske, at der i plantningerne anvendes arter, der er pæne eller iøjnefaldende på en eller anden måde, smuk blomstring, frugtsætning eller høstfarve, således at plantningen afspejler årets gang.
 I de fleste haveanlæg ønskes træmaterialet anvendt som nævnt i de træ grupper.  Planterne skal da placeres, så de danner en harmonisk helhed, og det kan måske nok være vanskeligt.
  Men opgaven kan løses, hvis plantevalg og placering udføres på en teknisk rigtig måde.  Hermed tænkes selvfølgelig ikke på selve plantnings-arbejdets udførelse, at rødderne skal nedad, at planterne skal placeres sådan i forhold til hinanden, at de så nogenlunde kan udvikle sig efter deres natur.

De Hegnende Planter

plantes i gruppe 1:

  I hækplantninger anvendes 5-6 planter pr. m. og da hækken klippes, kan man sige, at planterne anvendes todimensionalt.  Hækken hegner godt, virker samtidig rumdannende.  Men hækken opfattes alt fer ofte som noget stift og dødt, og den skal virke som en grøn mur, som er smukkest, når den er nyklippet.  Skønheden kommer først, når de nye skud bryder frem.  At en hæk kan virke smuk uden at være klippet efter en snor, kan ses på Asminderød Kirkegård. Hvorfor anvendes ikke i højere grad hække, der blot skal vinter klippes? --- Hækkene skal da blot plantes lidt længere fra skellet.  Gartnere fik da lidt mere tid til rent gartneriske sysler i sommertiden og more at bestille i vintertiden.  Og endelig kan klipningen helt undlades, så fås det, der kaldes det levende hegn, en betegnelse, der dog ikke er helt dækkende.  Til levende hegn kan anvendes arter mod udpræget smuk blomstring. Anvendes og egentlige træer til det


3.

Levende hegn, fås trærækken, som har stor rumdannende virkning og desforuden kan være smuk i sig selv.
Med planterne i gruppe 1 begåes der ikke så store beplantnings-mæssige fejl som ved de følgende grupper.  Det bør dog bemærkes, at man alt for ofte klistrer buskotter fer tæt op ad bækkene.

TRÆGRUPPERNE

plantematerialet i gruppe 2.
Trægrupper kan tiltrækkes på følgende måder:
  1. ) Man planter et større antal træer med en afstand på 1-2 m, og en successiv udhugning foretages, efterhånden som planterne vokser til.  Erfaringen viser, at udhugning ikke foretages, det kan f.eks. ses på Hovedvej 1 ved Tåstrup.
     
  2. ) Enkelte træer kan plantes med den afstand, man ønsker de ud voksede træer skal have (l0, 15 eller 20 m). Forsynes træerne med en fodpose af småbuske til værn mod alskens overlast, er er det en god metode.
     
  3. ) Man kan plante 3-5 træer i grupper med den afstand, man ønsker træerne skal have i udvokset tilstand, og så senere rydde de svageste af træerne.  Men rydning foretages kun sjældent, og så fås disse træbenede træer, som ikke er så kønne som et enkelt veludviklet træ. --- Overlades pladsen til ét træ, vil det i udvokset tilstand fylde lige så meget som tre træer på samme plads.
  De her nævnte metoder til tiltrækning af trægrupper (eller enkelttræer) ses for sjældent, oftest blandes træarterne i grupperne, eller der underplantes med træer, som viser sig at vokse sig højere end tænkt og derved konkurrerer med de egentlige blivetræer om lys og næring.
 
  Og alt for ofte plantes hurtigvoksende træer som poppel og pil. Det er fristende at opnå en hurtig virkning, men hver pladsen er stor nok, vil de være farlige, når de er udvoksede. Man bør kun plante popler under den forudsætning, at de skal stynes eller på anden måde beskæres regelmæssigt.  Pil er kortlevende, når de er en snes år, kommer de ind i alderdomsstadiet og får større eller mindre tørre partier. Og pil griser til med faldende blade næsten fra løvspring.


4.

BUSKET-PLANTNINGERNE

plantematerialet i gruppe 3.

Med disse plantninger gøres de største fejlgreb.  Klyngerne af de enkelte arter gøres for små, og blandes disse smågrupper til et større busket, bliver det et uløseligt problem at finde den rigtige planteafstand.  En del stærkt-voksende buske er faktisk småtræer (Cornus mas, Fraxinus ornus).  Hunderose kan blive kæmpestor og passer ikke sammen med svagere voksende roser som R. rugosa eller R. eglanteria.  Roser er lyskrævende og passer ikke i blandet busketter, de er smukkest som enkeltbuske eller plantet i rækker (levende hegn).  Stærktvoksende cotonoaster som Cotonoaster salicifolia, Cotonoaster hyb. 'Brændkær',  Cotonoaster bullata bliver i busketter nogle kedelige kæppe.  Buske af denne type bør plantes enkeltvis, de kan da blive overordentlig smukke, de har både form, linier og farver.  Hyppigt plantes almindelig tjørn som mellemplantning mellem andre buske. Hvad er meningen med disse mellem-plantede tjørn?  Skal de ved årlige tilbageskæringer over en sidegren holdes på ca. 1 m højde og bredde, eller skal de af og til skæres helt ned?  Det kan måske nok gøres pænt nogle år, men det tager tid, og man skal ikke regne med, det bliver gjort. Tjørnene er plantede for at hindre færdsel gennem buskettet, vil man måske indvende. Javel, men når man ved, at de nødvendige nedskæringer ikke bliver gjort, er det langt rimeligere at anvende lave buske som mellemplantning, f.eks. Symphoricarpus, Kerria japonica (endelig arten K. j. ikke K. j. fl. pl.) eller Stephanandra incisa. Symphoricarpus chonaultii er fortrinlig til at danne spærringer, den sætter metorlange skud, der virker som snarer, Ofte ses det, man kan kalder de ædlere tjørnearter, indplantede i blandede busketter.  Disse tjørn udvikler sig til nogle store planteparaplyer, der hindrer lys og vand i at nå ind til plantorne under dem.  Så griber man til den udvej at opstamme tjørnen, og så mister de deres skønhed, der netop er betinget af, at grenene er bevaret helt ned til jorden. Det må indrømmes, at selv en omhyggelig planlægning af en beplantning ikke starter et perpetuum mobile, et haveanlæg, der kører til evig tid. Haveanlægget må også passes af gartnere, der forstår --- og får lov til --- at udtynde busket-plantningerne, når tiden er inde.


5.

  Men planlæggeren letter den senere gartneriske vedligeholdelse, hvis plantningen ikke har fer megen karakter af "pragtblanding".  Og hvis planlæggeren har haft en idé eller tanke med beplantningen, så vil dat være rimeligt, at tankerne røbes i korte træk.
  Og endelig kan man spørge: hvor ofte finder man en beplantning med ide?  Vi tænker os en større bebyggelse med etageejendomme liggende i parallelle blokke.  Der er græs mellem disse, og 4 hvert hjørne af de firkantede plæner er at par træer, måske en busket-plantning.  Det er set så mange gange og er ikke svært at forestille sig, Ligger der nogen ide bag dette med 95 pct. græs og 5 pct. plantninger?
  Har man søgt at skabe læpladser? Det er ørkesløst at søge efter en ide bag mange anlæg af denne type.
 
  Etagehusets have har man kaldt de grønne arealer i etagebyggeriet, men have betegner et hegnet areal. Disse friarealer betragtes som repræsentative, de er beplantede, så de kan ses udefra, en skueret, trafikanterne skal have lejlighed til at nyde. Bilisterne ser forhåbentlig ikke andet end vejen, og hvis fodgængerne trænger til at nyde det grønne, kan de jo kigge over hegnet eller gå indenfor.  Forudsat at græsarealerne ikke skal bruges til fodboldspil eller lignende, ville det være mere rimeligt, om træplantningerne indtog mere plads. Det ville give lune sidde- og ligge-pladser og desuden give flere legemuligheder for børnene. En bar græsplæne er da noget kedeligt noget, en art ørken,, men en ørken kan oplives svært ved oaser, d.v.s. træplantninger.
 
  Hvorfor arbejdes der ikke mere med det, der kan kaldes lunden?   Ved en lund forstås i denne forbindelse en samling træer af samme art plantet med en sådan afstand, at græs trives sådan nogenlunde under dem.
  Disse træer kan være småtræer, der vokser frit, eller kraftigere voksende træer, der beskæres moderat.
  En sådan lund kan starte på den måde, at et rimeligt antal - 30 - 50 - Fraxinus ornus plantes med 3-4 m afstand og derefter underplantes med f.eks. Ligustrum atrovirens. Underplantningen vil hjælpe til at presse Fraxinus ornus i vejret (Fraxinus ornus er fra naturens hånd busket i væksten). Når der er gået en halv snes år, ryddes ligusterplanterne og erstattes med græs, og så haves den dejligste lille lund. Det kan godt være, at børnene vil brække et par grene af,


6.

men askene skal nok klare sig, En lund kan fremstilles af stærkere voksende arter efter samme recept, og når man synes, træerne er ved at blive for store, kan deres vækst begrænses ved, at de årligt beskæres over en sidegren.
  Bøg og vintereg er fortrinlige til dette formål, de årlige beskæringer bevirker, at grene holdes unge, og derved beholder de jo deres blade om vinteren. Eller avnbøg kan anvendes, den er ikke så kræsen som bøg og ej heller så lunefuld, som eg kan være.  Det er for øvrigt mærkeligt, at avnbøg ikke er særlig estimeret som blivetræ, det har ikke så voldsom en vækst.  Avnbøg bliver et træ der giver indtryk af soliditet og styrke, og stammerne er furede og formede med særpræg, når de ældes.
  Hvis lundens træer spredes uregelmæssigt over et større areal, ha ves det der kan kaldes et græsningslandskab, og det er langt smukkere end en græsørken.  Hvorfra stammer dog denne besynderlige tilbedelse af den store græsplæne, som ikke engang er køn og ej heller behagelig at gå på, fordi den er slået så tæt.  En græsmark, hvorpå der har græsset køer, er langt smukkere, her er bevægelse i græsset.  Det er vanskeligt at finde noget så naturstridigt som disse tætslåede græsplæner.  Det er en udbredt overtro, at en plæne bliver smuk,, blot den slås tæt og hyppigt.  Salpeter og slåning i et par cm højde giver lækker og blød plæne med et passende tykt filt (turf).  Har man lyst og tid, må man godt slå græsset tit, men det må slet ikke slås tæt.  Nå, men det er jo egentlig en ganske anden historie.  Til slut vil det vel være rimeligt at prøve at vurdere det plantemateriale, der er valgt i et haveanlæg, som er anlagt fer en del år siden.  Enghaveparken er anlagt sidst i tyverne efter en plan, som må siges at være udmærket.  Men desværre valgtes stærktvoksende elm til alleerne, og de så også meget pæne ud de første år, men da der var gået godt en halv snes år, begyndte de at skygge stærkt for blomsterplantningerne, i tidens løb er derfor den ene trærække efter den anden forsvundet.  Nu indrammes parken blot af en trærække,. og det er den ikke blevet ringere af. Og så kan man sige, at det ikke var en særlig god ide at anvende elm til disse alleer.


7.

  Af og til kan man godt få det indtryk, at aller anvendes i haveanlæg, når man ikke kan finde på noget andet. Er allé skal faktisk beskæres regelmæssigt på en eller anden måde for at kunne være et varigt element i et haveanlæg.  En trærække har samme rumdannende virkning som en allé og bør derfor i fleste tilfælde foretrækkes.
 
  Selvfølgelig kan en god gartnerisk vedligeholdelse afbøde de uheldige virkninger af en mindre god beplantning, men så er det anlægsgartneren, der bliver den egentlige havekunstner, og dat er vel ikke meningen. Det fortælles, at der ved den nye Polytekniske Læreanstalt ved Lundtofte skal anvendes bøg som karaktertræ.  Det er en mægtig idé -- et nationalt træ, der omtales i fædrelandssangen.  Det er godt med noget nyt, når vel at mærke det nye er værdifuldt.  Men bøg har ikke i særlig grad været anvendt som parktræ, og det skyldes, at det skygger stærkt, der kan ikke gro noget under en stor bøg.  Bøg er ikke god at skære tilbage på, det er uvilligt til at sætte nye skud.  Linds store værdi som parktræ skyldes netop, at det kan forynges gang på gang.  Bøg er smukke i en skov, og der er ikke langt fra Lundtofte til Dyrehaven.

Willy F. Hansen.