Mag. art. KRISTEN MØLLER:

E

NHVER Egn havde for et Par Menneskealdre siden sin egen Type af Både.  Selvom Forskellen måske ikke var særlig stor sammenlignet med et nærliggende Fiskerlejes Både, så var der dog oftest et eller andet, som gav et vist Særpræg.  Det er kun naturligt, at de forskellige Kyststrækninger krævede forskellige Bådetyper, at det enkelte Fiskerleje havde fået udformet den Type, som passede bedst -- eller ansås for at passe bedst -- til vedkommende Kyststrækning og til Arten af det Fiskeri, der hørte hjemme her.  Bådene kunde så være byggede på Stedet eller andetsteds, hvor der dreves Bådebyggeri. -- Selvfølgelig gælder noget lignende delvis endnu den Dag i Dag, især for de mindre Bådes Vedkommende, men takket være først og fremmest Motorkraftens Indførelse er det stadig gået henimod en Standardisering af enkelte bestemte Typer af Fiskerfartøjer.

  Jeg skal her fortælle noget om de gamle åbne Gilleleje-Både, der endnu for godt og vel et halvt Århundrede siden brugtes ved Garn- og Næringefiskeri på Dybet, på Smittenstrå, ved Sjællands Odde og flere Steder, -- de gamle Sildebåde eller ,,Bundsættebåde" som man også lejlighedsvis senere har kaldt dem.  Min Viden om disse Både er for største Delen fremkommet ved Udspørgning af ældre Gillelejere.  Her må jeg først og fremmest nævne forhenværende Bådebygger Rudolf Ferdinandsen.  Men også Martin Nielsen, Lars Andreasen, Lars Nielsen, Kari Nielsen, Christian S. Christiansen m. fl. og -- udenfor de ældres Kreds -- de nuværende Bådebyggere Andersen og Ferdinandsen har givet mig værdifulde Oplysninger.¹)

  Det er bl. a. de gamle Både Jonas Collin kortelig omtaler i sin Redegørelse for Fiskeriet i Gilleleje (Nordisk Tidsskrift for Fiskeri IV, 1878, S. 1 ff.). Han skriver her: ,,Af Både findes der ialt 48. De 20 af disse anvendes udelukkende til Fragtfart, 2 anvendes desuden til Fiskeri, 21 alene til Silde- og Rødspættefiskeri og 5 små Både til Torskefiskeriet under Land. De største stikke 3-4' (90-125cm), ere på 2-2 1/2 Læster (under 5t), byggede af Eg med galvaniserede Jernklinker ... De bygges alle i Sverrig, navnlig i Viken, mellem Kullen og Helsingborg."

  I Henhold til den sidste Oplysning ligger det nær at spørge: Blev der ikke bygget Både i Gilleleje dengang, i 1870erne og tidligere? Herom kan jeg oplyse følgende, der for så vidt berigtiger Collins Angivelse. Der vides at være bygget to større Både på Gilleleje engang sidst i 1850erne eller først i 1860erne. Det var Bådebyggerne Jens Bendtsen og Ferdinand Karlsen (Rudolf Ferdinandsens Far), der byggede disse to Både, af hvilke den ene fik Navnet ,Emma". Den anden, der vistnok bar Navnet Den ny Prøve" og uofficielt kaldtes ,,Kalifen", tog Jens Bendtsen -- så vidt man ved -- med til Humlebæk, da han nogle År senere nedsatte sig der.  Denne Båd må imidlertid senere være blevet købt tilbage til Gilleleje.  For øvrigt var de to Både ikke forskellige fra de på Skånekysten indkøbte Både.  En Årrække, i 1860erne og 1870erne, blev der ikke bygget nye Fartøjer på Gilleleje; man var udelukkende beskæftiget med Reparationer og Fortømringer.  Men i 1880erne byggede Ferdinand Karlsen sammen med Sønnen Rudolf Ferdinandsen og Bådebygger David Andersen en Del Fiskekvaser, jfr. Fig. 4. Det var ligeledes i 1880erne (i nogle Tilfælde allerede i 70erne) man fik lagt Dæk i de åbne Både.  Fragtbådene var der allerede før den Tid lagt Dæk i.

  Først skal jeg supplere Collins Oplysninger om disse Både i Almindelighed.  De gamle åbne Både målte fra 24-26 til 28 Fod mellem Stævnene (7,6m - 8,8m), og Bredden var fra 8-9 til 10 Fod. (2,5m - 3,1m) Bordenes Antal varierede på tilsvarende Måde fra 7 til 9.  Bådene var ret flade i Bunden og ikke så ,,opkilede", som de er i Nutiden.  Denne Ejendommelighed var naturligvis betinget af, at de stadig måtte trækkes op på Land og sættes ud igen ved Håndkraft både hjemme på Gilleleje, før Havnen kom, og ude i Nærheden af Fiskepladsen ved Sjællands Odde. Bådene skulde jo være så ,,grundflydte" som muligt.  Det var som Regel brugte Både, man opkøbte ovre på Skånekysten, i Viken, Mölle, Råå og flere Steder.

  Uden at fordybe mig i speciel Bådebyggerteknik og Bådebyggerterminologi, skal jeg gå over til en nærniere Omtale af den gamle åbne Båd. -- Kølen var i de ældste Både T-formet og uden Spunding, i Modsætning til hvad der nu forlængst er almindeligt. Kun henne ved Stævnene blev der hugget lidt Spunding. Mod Kølens Kam, altså dens øverste fremspringende Del, klinkedes det nederste Bord, Kølbordet. Det øverste Bord, Essinggangen, eller Essingbordet, var lidt sværere og noget bredere end de øvrige Bord.  Flere Særbetegnelser end de to nævnte var der ikke knyttet til Bådens enkelte Bord.  Bordene eller Gangene, som de også kaldtes, var skarvet sammen af flere (i Reglen tre) Bordstykker.  Skarven viste naturligvis agterud.  Stævnene var ret brede (se Fig. l); således målte Forstævnen forneden ca. 12 Tommer fra Spundingen og udefter(30cm).  Ordet ,,Stævn" var imidlertid kun Betegnelse for Forstævnen. Agterstævnen kaldte man for Agterskud²)(i bestemt Form: Agterskudden) eller blot Skud i Modsætning til Forstævn eller blot Stævn. For at tage af for Slid var der under Kølen anbragt en 3-4 Tommer tyk Planke (7-10cm), der blev fastholdt ved Hjælp af Trænagler, hvori der inddreves en Kile.  Denne Planke, der benævntes Køldraget, var af Bøg, for at den lettere kunde glide over Lundene, de 3-4 Stykker Bøgetræ, som Båden blev trukket op over, når, den skulde på Land. (Lundene var flade på Undersiden og halvrunde, hvælvede på Oversiden; over Midten fik de efterhånden ved Slid en Fordybning, et Hak, hvori man undertiden smurte grøn Sæbe eller Tælle). Køldraget bøjede lidt op foran Forstævnen, dels for at beskytte denne, dels for at man lettere kunde få Båden op over Lundene. Noget Navn til denne Del, f.eks. ,,Krig", synes ikke at være kendt.  Både forneden i Forstævnen og et lille Stykke inde på Kølen var der et Hul, hvori Krogen med Ophalingstovet fæstedes. Endelig sad der udvendig på Forstævnen en lille Klampe, hvorpå den sidste Mand, når Båden sattes ud, anbragte sin ene Fod, idet han svang sig op over ,,S[k]vættegangen".

En Enkelthed ved Forbindelsen mellem Køl og Stævn skal her ikke lades uomtalt.  For at holde Sammenføjningen mellem Køl og Stævne vandtæt boredes et hul tværs igennem, hvor Spundingen passerer Skarvningen. I Hullet inddreves en nøje tilpasset Fyrrenagle. Denne Fremgangsmåde bruges også i Nutiden; i Fagsprog tales der om en ,,Skørnagle". På Gilleleje havde (har) man imidlertid en anden Betegnelse for Naglen, nemlig Sudnagle (eller Sug[e]nagle)³) [u udtales som Tvelyd, hvis første Del er en y-agtig Midttungevokal; henholdsvis d og g udtales ikke].

Bådens Skelet dannedes af Tømmerne.  Disses nederste Del, Bundstokken, der går tværs over Kølen, var et krumvokset, svært Plankestykke. Tømmernes øverste Del, Oplængderne, var føjet sammen med Bundstokken på sædvanlig Vis. Ved Siden af Tommer alene taltes der også om et Spænd eller et Bind (Tømmer) som Udtryk for hele Spantet tværs over Båden, således ofte ved Angivelse af Mål, f.eks.: ,der var fem Bind i Midtrummet". Pigvrang og Bovvrang kaldtes henholdsvis det agterste og det forreste Tømmer. Det sidste Led ⁴) i de to sammensatte Ord forekommer desuden i Vrangnagle, der var Betegnelsen for den større Fyrrenagle, som udefra dreves ind i et boret Hul gennem det enkelte Bord og det enkelte Tommer. Udvendig var der et Hoved på Vrangnaglen, og indvendig forsynedes den med en Kile. Ellers var som nævnt Bådens Klinker af Jern. Bundsøm hed Spigerne, der dreves igennem Bordenes ,Land" og det enkelte Tømmer. (Syd. for Helsingør kalder man disse for Vrangsøm). -- Jfr. også Bådebyggernes Måleredskab en Vrangbue.

Indenfor det øverste Bords Overkant lå en ca. 8 Tominer bred og 2 Tommer tyk Liste, Essingen, som Oplængdernes øverste Ende var tappet op i. Endelig dækkedes Essinggangen og Essingen af en ty!idere Liste, Skandækket. For øvrigt anvendtes Ordet Essing også om, hvad man i almindelig (ikke-faglig) Sprogbrug benævner ,,Ræling" c: Overkanten af Båden, således: ,,over Essingen" ,,på Essingen" osv. Ved Stævnene var Essingen skarvet mod Klysbåndet, i nuværende Fagsprog ,,Stævnbåndet". Ved Forstævnen fandtes Beddingen til Fastgørelse af Ankertovet m.m. (se Fig. 2 og 3).  Udvendig på Båden, langs Essinggangens Overkant, løb en smal, halvrund Liste, der skulde beskytte mod Stød.  Denne Liste kaldtes Rundgård.  På Skandækket var der anbragt Klamper til Anlæg for årene under Roningen, de såkaldte Tolderor.  Heri sad åretoldene.  Både på Fig. 2 og Fig. 3 bemærker vi Tolderorene.  På den første Jolle er de imidlertid forhøjede på Grund af det påsatte Byrde, og i den lille Jolles Tolderor er der kun et Hul til den mere moderne Åregaffel.  Ovenpå Skandækket anbragtes endvidere en 6-7 Tommer høj Gang, der som Regel spidsede noget af hen mod Stævnene. Det var den såkaldte S(k)vættegang, der tjente til at hindre eller formindske Søstænket ind i Båden.  I Modsætning til Byrdet, der var fast og kun påsattes mindre Fartøjer, som man ønskede at gøre lidt højere, var S(k)vættegangen løs, således at den kunde tages af og sættes på igen efter Forgodtbefindende.  I begge Sider af Båden var den delt i fire Stykker, et bredere midtover og to kortere hen mod Stævnene samt udfor Bjælken et ganske kort Stykke, som bortfjernedes, når der toges Ballast ind. S(k)vættegangen holdtes fast til Skandækket ved Hjælp af Vinkeljern og Kramper.  Henne ved Skud og Stævn fandtes dog et kort fast Stykke, i hvis Yderender der var en Fals, som de tilstødende S(k)vættegangsstykker gik ned i. På Fig. 1 skimter man dette Stykke. (Den oprindelige løse S(k)vættegang er imidlertid på Modellen afløst af en fast Gang). Udfor Tolderorerne havde S(k)vættegangen en Udskæring til Årerne. Når disse ikke brugtes, skød man et lille ,,Skud" ned for Åbningen indvendig, hvor det fastholdtes ved Hjælp af et Par Småklamper.

  Tofterne i Båden var dels faste, dels løse.  Der var to faste, ret svære Tofter med Knæer ud i Borde: Sejlbjælken (eller blot Bjælken) og Agtertoften (de to mellemste Tofter på Fig. 2). Sejlbjælken havde i sin Agterkant en halvmåneformet Udskæring til Masten. Agten for Agtertoften fandtes en løs Tofte, der var et Slags Låg til den ,Kiste', som dannedes ved, at der op til henholdsvis Toftens For- og Agterkant stødte to Skotter. Selve Toften, der var ret bred, ca. 1 Alen, hvilede delvis i en Udskæring, et Glam, i det tilstødende Tømmer, Pigvrangen.  Den benævntes Kistetoften (Kistebænken). eller blot Kisten, henne på Kisten".  I denne Kiste eller Kistebænk gemtes Småsejlene, Provianten, Kompasset med flere Småting.  Foran Sejlbjælken træffer vi så den anden løse Tofte, Stavntoften eller Fortolten. Udenpå Tømmerne, fra Bjælken til Agtertoften og lige under disse, løb en smal Liste af Fyr, Langremmen; den brugte man til at stikke et eller andet fra sig i. En Stump Langrem fandtes desuden som Støtte for Stavntoften (kan skimtes på Fig. 2).

  Bådens enkelte Rum, således som vi ser dem på Fig. 2, benævntes 1. Midtrummet, imellem de to faste Tofter. Dette Rum indtog omtrent Halvdelen af Bådens Længde. 2. Østen [langt ø med Stød], fra Agtertoften til Kistetoften. 3. Bagpiggen [i'et har Stød; g udtales ikke] kaldte man Rummet fra Kistetoften ud til Agterskudden. 4. Rummet mellem Sejlbjælken og Stavntoften havde ikke noget særskilt Navn; man betegnede det ved at sige ,henne for". 5. Det samme var Tilfældet med Rummet ved Forstævnen; man talte ikke om nogen ,Forpig"; det hed ,henne på Pligten".

  Med den sidste Benævnelse er vi ved Bådens Bund. På langs igennem Midtrummet lige over Kølen lå en svær Planke, der var haget ned over og boltet til Bundstokkene, det såkaldte Kølsvin. Nærmere bestemt strakte det sig fra Agtertoften til det nærmeste Tømmer efter Sejlbjælken. På begge Sider af dette Kølsvin lå langskibs fra Agtertoft til Bjælke en Række Bundbrædder, der var sømmet fast på Tømmerne. Dette faste Gulv benævntes Bundtilje, i bestemt Form: Bundtiljet [Stød i 1; j udtales ikke]. Brættet nærmest Kølsvinet på begge Sider af dette var dog ikke sømmet helt fast; det hvilede på Klamper, der var anbragt ovenpå Tømmerne, således at Brættet kom op i Kølsvinets Højde. Disse to Brædder var til at tage op, når man vilde rense Spygattene, Hullerne forneden i Bundstokkene på begge Sider af Kølen til Bundvandet at passere igennem hen til Østen.  Sandsporene kaldte man dem.  Hvor Bundtiljet, der nåede op midt på Siden af Båden, sluttede, tættedes Mellemrummet mellem det øverste ,,Bundtilsbræt" og Bådens Klædning med en Række Lister, der nåede fra Tømmer til Tømmer, de såkaldte Skudluger, udtalt: Skulorer [o langt med Stød].  Den enkelte ,,Skulåre"⁵) var nøje afpasset til Åbningen og gik med en Tå hen på hvert af de tilstødende Tømmer.  Undertiden fik de et Søm, hvis Bundvandet under Bundtiljet ,,svalpede" så stærkt, at de sloges op. Såvel Bundtiljet som Skudlugerne kan ses på Fig. 3. -- Midtrummet begrænsedes agterefter af Agterskottet, et Skot, der gik op mod Agtertoften, nærmest på Agterkant af denne. Ved Sejlbjælken anbragtes ikke noget Skot, men navnlig i Sildefisket satte man dog et lavere Bræt tværsover ved denne Tofte, for at ikke de forskellige løse Genstande, der som regel lå her, skulde ,,løbe sammen i en Hap".  Her lagde man bl.a. Lyndestenene, Lundingerne, der hørte til Sildenæringerne. Lige over Kølsvinet var en ca. 3 Tommer tyk Planke stillet på Kant, rækkende fra Agtertoften, hvor den blev fastholdt mellem et Par Revler, omtrent hen til Masten. Dens forreste Ende stod lier fast i en Klampe, der var spigret på Kølsvinet.  Langs begge Sider støttedes Planken af en Række Pinde eller Jernbolte, der stod fast i Huller på Kølsvinet.  Denne Planke blev kaldt for Spidror [i udtalt som e; d stumt].  Det var Spidrorets Opgave at holde Ballaststenene på Plads.  Et Stykke foran Agterskottet stilledes et løst Skot tværsover (alm. op til det nærmeste Tømmer), når man drog Garn. Det således afgrænsede Rum hed Fiskerummet og Skottet Fiskeskottet. Herhen kastedes Rødspætterne, efterhånden som de pilledes af Garnene.

  Masten var lidt længere end Båden.  Dens Rodende stod med en Tap ned i Mastesporet, et Hul i Kølsvinet.  Ved Sejlbjælken støttedes Masten af den halvrunde Udskæring, men der var ingen Bøjle til at lukke sammen om den.  For at Masten ikke skulde glide frem, når den rejstes, var der foran den under Bjælken ved en Tap op i denne og en tilsvarende ned i Kølsvinet fastgjort en Stump Bræt, der kaldtes for Sporekisten.  Forefter støttedes Masten af Staget, der fra først af førtes igennem et Hul i Forstævnen eller i Klysbåndet og fastgjordes om Beddingen. Senere fik man en Blok på Stævnen.  At stage Masten" var det gængse Udtryk for at give Masten dens rette Stilling ved at hale i Staget. Efter Siderne støttedes den af Vantene eller Hovedtovene, som de også kaldtes.  De to Hovedtov sattes med de såkaldte Puttinger ⁶), en Jernkæde eller blot et Stykke Tov, der dannede en Hanefod ved at være ført igennem et Hul foroven i to Nabooplængder.  I denne Hanefod fandtes da et Øje eller en Kovs, der ved Taljerebet eller Sytovet forbandtes med Hovedtovet.  Længere tilbage i Tiden nøjedes man med at føre selve Hovedtovet igennem et Hul i Oplængdet og gøre det fast.

  Som omtalt u. Fig. 1 var de gamle Både rigget med Sprydsejl.  Foruden Storsejl førtes Fok, Klyver og Topsejl.  Sprydetc: Sprydstagen, sad foroven i Sprydmutten på Storsejlet og forneden i Sprydstroppen om Masten.  Topsejlsstangen, der nåede halvvejs ned på Masten, holdtes i Stilling af Kajeren, et Tov, som enten gik igennem en Kovs i Storsejlets Forlig eller igennem en Klampe på Masten, Kajerklampen.  Klyverbommen holdtes fast ved en Surring på Beddingen og et Bændsel, der gik igennem et Hul i Forstævnen.  Undertiden nåede den helt hen til Masten, hvor den surredes fast.  Skøder og Fald (eller Falder, som det hed i Flertal) sattes fast, fængedes, som man kaldte det, ved Fængnagler (vist også kaldet Sejlnagler), Jernnagler, der fandtes under Essing og Bjælke. Til Storsejlet hørte en Løjbom.  Et Reb i Sejlet hed et Rift; heraf Riltebaand ell. Riftestropper.

Man havde både en lang og en kort Rorspind. Benyttedes den lange, sad man på Kisten og styrede, brugtes derimod den korte, sad man på et løst Styrebræt agten for Kisten.  Rorets Udseende kan man iagttage på Fig. 1.  Til dets enkelte Dele knyttede sig de alm.  Betegnelser: Ror(s)hoved, -løkke, -tap osv.  Forneden fandtes en lang Rortap, for at man lettere kunde anbringe Roret, når Båden ,,sattes ud".

Til Båden hørte foruden de almindelige Årer to lange og svære Årer, de såkaldte Langårer, der kun var i Anvendelse, når man drog Garn (ikke Næringer)⁷) på Dybet, og Garnene roedes ind". Den ene Åre roedes i Styrbordsside på Sejlbjælken (,,at ro i Bjælken". som det hed) og benævntes da Bjælkeåren; den anden roedes i Bagbordsside paa Stavntoften og kaldtes for Stavnåren.  At ro med denne Åre hed at ro på Stavnåren". Disse Årer var ca. 10-14 Alen lange (3-4m).  Undertiden (eller måske oftest og oprindeligst) var Stavnåren den længste, ca. 13-14 Alen lang (over 4m).  Almindeligvis roedes hver Åre af to Mand.  Den, der styrede Åren, sad da helt ovre i Bådens modsatte Side, og Hjælperen trak i et Håndtag.  Dette Håndtag var således anbragt et Stykke nede på Åreskaftet (på årelunden⁸) eller årelommen, som Skaftet blev kaldt), og det bestod af tre små Klamper anbragt i passende Afstand med et rundt Træstykke henover, således at Håndtaget egentlig blev todelt med et Rum til hver Hånd.  Var Vejret hårdt, hændte det, at en tredie Mand måtte skyde på Åren (Stavnåren) Ansigt til Ansigt med de to første Roere, og at der på samme Måde kom en Hjælper til Bjælkeåren, i det Tilfælde hvor denne kun blev roet af én Mand. Og ,,kneb det på", måtte man også ,,ro agter" henne i Østen med en Ha[a]ndåre (d.v.s. en almindelig åre) i Bagbordsside, ja en sjælden Gang måtte endog en syvende Mand lægge en Åre ud her i Styrbordsside. I Stedet for at drage Garnene ind over Rullen, der var anbragt på Essingen, måtte den ottende Mand da alene drage over

Essingen i Midtrummet. Der skulde således mindst tre Mand og højst syv Mand til at ro Båden. Ved Rødspættefiskeriet om Vinteren var der 7-8 Mand med Bådene. Ved Garnfiskeriet om Sommeren og i Sildefisket om Efteråret var Besætningen et Par Mand mindre. - Når man var færdig med at drage og skulde til at sætte, blev Bjælkeåren og de mindre Årer halet frem over Forstævnen. De har halet frem", kunde man sige på en af de andre Både. Undertiden anvendtes Bjælkeåren som Klyverbom, Åren gjordes da fast på samme Måde som den lange Klyverbom (jfr. ovenf.), med årebladet ind til Masten. Årehåndtaget egnede sig udmærket til at fastholde Klyverhalsens Mutte. Man sparede så at medtage Klyverbommen. - Tværs over Båden med Enderne hvilende på Skudlugerne og op til et Tømmer blev der, hvor det var nødvendigt, lagt en rund Stok til Støtte for Fødderne under Roningen. En sådan Stok kaldtes en Spændelund eller et Spidror (jfr. S. 15).

Til Slut skal jeg omtale nogle flere løse Genstande, der hørte med til Bådenes Udrustning. I Østen, hvor Garnene droges ind over Styrbordsside, stod den, der ,,drog i Forhånd", på en lille Skammel, som bestod af et kort Bræt, hvis ene Side hvilede mod et Land" i Båden, altså mod et Bords fremspringende Kant, og livis anden Side understøttedes af en Stump Bræt på Højkant med Skrålister op til Overdelen.  Der lagdes et Par Ballaststen op mod den, for at den ikke skulde glide ned. Denne ,,Skammel" kaldtes en Haarpald⁹) [aa udtalt

⁹)

Dette mærkelige Ord kan jeg ikke i Øjeblikket give en tilfredsstillende Forklaring på. Dets sidste Led er klart nok. Det genfinder vi f.eks. i oldnordisk pallr m. der betegner en Forhøjning langs Hallens Vægge, og i Sjællandsk bruges (brugtes) Ordet om et Pulpitur og om Stænget over Loen. Men det første Led er vanskeligt. Man kommer imidlertid til at tænke på et nordisk Ord, der angår Båden, nemlig oldnordisk hár Roklampe", i svenske Dialekter hå ,,åretold", men dette Ord volder ikke mindst store saglige Vanskeligheder.

som langt o; a er langt og ,mørkt" og har Stød].  På tilsvarende Måde anvendtes en Haarpald henne på Pligten, når Næringerne haledes ind over Forstavnen. For at ,,Tøjet" (Topsejlsstang, Spryd m. m.) ikke skulde ligge i Vejen, blev det lagt op i Nikken¹⁰) (eller Nikkerne; undertiden brugte man to), en kløftet Gren, der stilledes i et Tolderor, det agterste i Bagbordsside.  Også Masten flyttedes, når man roede agter, over i Nikken. Nikken var i den Ende, der stod ned i Tolderoret, beslået med Jern. -- Af andre løse Genstande skal nævnes Støtterne nogle korte Stokke, der brugtes til at sætte op mød Bådens Sider, når den var trukket på Land, samt Lunde og Krog, der naturligvis var med i Sildefisket ved Sjællands Odde.

  Der var et hårdt Slid og drøje Strabadser forbundne med Brugen af de gamle åbne Både.  Undertiden, når der droges Garn på Dybet, eller når Bådené skulde trækkes op over Lundene, var Sliddet næsten umenneskeligt. -- Nu er det anderledes behageligt at være ilde, siger Strandfoged Lars Andreasen, nu kan de gå og lave Kaffe i Morgensko.  Nej, behageligt var det langtfra, når vi f.eks. kom ind til Sjællands Odde med Både, der var fuldtlastede med Sild, og i Vand til Livet først måtte bære Sildene i Land med Bærebør og derefter trække Bådene op. Så kunde vi, gennemvåde som vi var, få Lov til at sove i Bøndernes Kostalde, i tomme Båse ved Siden af Køerne eller i deres Lader, hvor der om Morgenen kunde stå en tæt Em af vådt Tøj.  Og Proviant til flere Dage (vi kunde være ude indtil otte Dage) var der ikke sørget for. Hver Mand fik et Brød og et Pund Smør med sig. Velsmagende kunde man ikke kalde den Kaffe, vi lavede i Kogehullet mellem Strandstenene. --

¹⁰)

Nikke må vist være omdannet af et Mikke, der forskellige Steder her i Landet forekommer med lign. Betydninger.

BILLEDTEKST

Fig. 1. Model af gammel Gilleleje-sildebåd. Fiskerimuseet.
(U. f F.s Billedsaml. Nr. 636. P. A. fot. 1937).

Fig. 1. Modellen har sin særlige Historie.  Som vi ser den her, har den oprindelig været sendt til Udstillingen i København 1888.  Modellen er udført af Rudolf Ferdinandsen, men den blev udstillet i hans Fars, Ferdinand Karlsens, Navn.  Den samme Model har imidlertid tidligere været på Fiskeriudstillingen i Berlin 1880.  Dengang repræsenterede den en åben Båd rigget med Sprydsejl.  Efter at den var kommen tilbage fra Berlin, har Rudolf Ferdinandsen da senere med Udstillingen i København for Øje moderniseret den Model, han udførte som ganske ung.  Der blev lagt Dæk i den, og den blev forsynet med Gaffelsejlsrigning. Men selve Skroget kan endnu give os en Forestilling om den åbne Båd.

Fig. 2 Gilleleje-Jolle til Fiskeri under Land
Foto H. C. terslin 1937

Fig. 2. Jollen, der har en Længde af 14 Fod (4,4m) over Stævnene og en Bredde af 5 1/2 Fod (1,75m), er bygget i Tollerup ved Liseleje 1906.  I 1916 blev den købt til Gilleleje af Martin Nielsen, der lod sætte en fast Gang på den, et såkaldt Byrde [langt y; d stumt] (en ,,ia"-Afledning af Ordet Bord) for at gøre den højere. Bortset fra dette Byrde og Dammen illustrerer Jollen ganske godt de gamle større Bådes Indretning.

Fig. #. Lille jolle fra Gilleje.
Foto H. C. Terslin 1937.

Fig. 3. Den lille Jolle er også bygget i Tollerup ved Liseleje.  Fotografiet tjener bl. a. til at belyse et Par Enkeltheder vedrørende ,,Bundtiljet" i den åbne Båd..

Fig. 4. Model af den gamle Gilleleje-kvase ,,Niels Jull".
Fiskerimuseet.
(U. f. F.s Billedsaml. Nr. 647. P. A. fot. 1937).

Fig. 4. Også denne Model er udført af Rudolf Ferdinandsen og var oprindelig udstillet i København 1888. Fiskekvasen ,,Niels Juel" blev bygget i Gilleleje af Bådebyggerne Ferdinand Karlsen og David Andersen Året for Udstillingsåret. De to Modeller er bl. a. rosende omtalt i Fiskeritidende 1888, S. 363.