Den pædagogiske videnskab

  Videnskab er noget, som skrives af videnskabsmænd.
Og videnskabsmænd er folk, som har et job, som forskere.
Og forskere skal lave resultater, og resultaterne kan være at man beviser en teori (eller modbeviser en teori).

  Problemet med mennesket er at det er så kompliceret en skabning, og en rigtig videnskabelig teori skal være så enkel at den kan bevises eller modbevises, så at teorien kan gøres til en naturlov. (f. ex. E=mc2, A2 x B2 = C2)
  Derfor kommer forskningen i pædagogik, i meget stor grad til handle om banaliteter.
f. ex. en dansk forsker har bevist, at læsningen foregår ved, at man læser hele ord ad gangen.  Der ved mener han så, at han har modbevist, at vi læser stavelser eller de enkelte bogstaver hver for sig.
  Men sandheden er, at vi bruger alle tre teknikker.  Ved hurtig læsning bruger vi næsten kun et helt ord ad gangen, men ved linje-
brud, så læser vi stavelser.  Og svære ord må vi stave os i-g-e-n-n-e-m.

  En stor fare er ensidigheden.  f. ex. har jeg kastet mig meget over små og store børns forhold til hinanden, men det må ikke opfattes sådan at jævnbyrdige og jævnaldrende børn ikke kan have et godt og nyttigt forhold til hinanden.

  Sagt på en anden måde:
  Det er ikke nok, at man mener at man har fundet den vise sten, da du skal bruge alle de syv vise sten, før at du kan lave guld.
Et eksempel kan være: Kreativitet.

  Uddannelsesforskningen har et skrigende behov for et Paradigme skift.  Et skift i den videnskabelige tænke måde.  Fra at forsøge at efterline den naturvidens fordybelse i detaljerne så burde Uddannelsesforskningen koncentrere sig om formidling af livserfaring og om at udvikle evnerne til, at formidle livserfaringen.

Forsiden | Pædagogik | Undervisning | af Peter Ole Kvint