Videnskab er noget, som skrives af videnskabsmænd.
Og
videnskabsmænd er folk, som har et job, som forskere.
Og
forskere skal lave resultater, og resultaterne kan være at
man beviser en teori (eller modbeviser en teori).
Problemet med mennesket er at det er så
kompliceret en skabning, og en rigtig videnskabelig teori skal
være så enkel at den kan bevises eller modbevises, så
at teorien kan gøres til en naturlov. (f. ex. E=mc2,
A2 x B2
= C2)
Derfor kommer
forskningen i pædagogik, i meget stor grad til handle om
banaliteter.
f. ex. en dansk forsker har bevist, at læsningen
foregår ved, at man læser hele ord ad gangen.
Der ved mener han så, at han har modbevist, at vi læser
stavelser eller de enkelte bogstaver hver for sig.
Men
sandheden er, at vi bruger alle tre teknikker. Ved hurtig
læsning bruger vi næsten kun et helt ord ad gangen,
men ved linje-
brud, så læser vi stavelser.
Og svære ord må vi stave os i-g-e-n-n-e-m. |
En stor fare er ensidigheden. f. ex. har jeg
kastet mig meget over små og store børns forhold til
hinanden, men det må ikke opfattes sådan at
jævnbyrdige og jævnaldrende børn ikke kan have
et godt og nyttigt forhold til hinanden.
Sagt på en anden måde:
Det er
ikke nok, at man mener at man har fundet den vise sten, da du skal
bruge alle de syv vise sten, før at du kan lave guld.
Et
eksempel kan være: Kreativitet.
Uddannelsesforskningen har et skrigende behov for et
Paradigme skift. Et skift i den videnskabelige tænke
måde. Fra at forsøge at efterline den
naturvidens fordybelse i detaljerne så burde
Uddannelsesforskningen koncentrere sig om formidling af
livserfaring og om at udvikle evnerne til, at formidle
livserfaringen. |