| Marcus Fabius
Quintilian var født i Spanien omkring år 30, blev på
grund af dygtighed kaldt til Rom, hvor han levede og arbejdede i årene
68 fra til 96 e. Kr..
I snit 12 binds værk "Om uddannelsen til politisk-ordførere" understreger han at undervisningens mål ikke kun er talerkunsten, men langt mere taleren, det karakterfaste menneske, der på baggrund af en bred orientering i sin samtids videnskaber selvstændigt har fundet frem til den syntese, som alene kan give hans ord vægt. |
Talerkunsten er ikke et spil med
ord, for veltalenhed kan ikke bygge på løst bekendtskab og
passiv efterligning.
|
Quintilian beskæftiger sig desuden
med en lang række almindelige emner inden for opdragelse og undervisning,
der i mange tilfælde kan virke helt nutidige i deres problemstilling.
det gælder f. eks. hans krav til førskolebarnets pædagogiske
miljø og hans syn på forholdet imellem Lærerens metode
og elevens udviklings-niveau.
|
Det er den sikre beherskelse af de
grundlæggende færdigheder, der i vid udstrækning er bestemmende
for den senere dygtighed i skolen.
I modstrid med det velhavende borgerskabs almindelige indstilling hævder Quintilian, at samværet med jævnaldrende kammerater i skolen, i sig selv er en betydningsfuld opdragende faktor, når blot læreren indstiller på at respektere elevernes forskelligheder og får alle til at arbejde med iver og grundighed. |