Efterskrift.

  S.446 L, 20: ... tilmed da åndelig syssel fuldt så meget kræver stille timer.  Quintilian udtaler her en almen gyldig tanke, som måske kunde indeholde et memento for vor udad vendte tid.  Elevens selvvirksomhed, der udgør et nødvendigt supplement til hans arbejde under Lærerens personlige vejledning, står nu til dags muligvis gennemgående ikke særdeles højt.  Vel nøder fagtrængselen i vore dage barnet til ihærdigt hjemmearbejde.  Men dette arbejde, der væsentlig er en stundesløs flagren mellem fagenes mangfoldighed, må vist snarere siges at hemme end at fremme selvtænkning (denne naturligvis forstået i forhold til barnets alder), hvorom blandt andet vor tids »afgangsprøver« i alt fald gennemgående ikke synes at bære vidnesbyrd. [Montaigne siger (se -Vor Ungdom- for 1884 S. 11): »Jeg vil ikke, at læreren alene skal opfinde og tale; jeg vil, at han også skal høre sin discipel tale.  Sokrates lod først sine disciple tale, og derpå talte han selv til dem.« »Det er godt, at han lader discipelen stolpre foran sig for at dømme om hans gang og for at lære at forstå, hvor dybt han må bøje sig selv ned for at passe til barnets styrke. « -- Fremdeles: »Bierne suger næring hist og her af blomsterne; men de gør honning deraf, hvilken helt og holdent er deres eget værk; det er ikke længer timian og merian.« -- Endelig:  Det er et bevis på slet fordøjelse at give fra sig maden således, som man har slugt den; maven har ikke gjort sin virkning, hvis den ikke har forandret og omformet det, man har givet den at fordøje.«]  Den så kaldte »levende« undervisnings herolder, der søge at vække barnets sans og Lyst ved at indskrænke det tørre Pligtarbejde (Ramser, undtagelser, Formler og Årstal) til det mindst mulige og udfylde det manglende ved vejledende Foredrag, have visselig haft deres mission; men de have i mangt og meget utvivlsomt ført en »Kamp mod vejrmøller«: Har nogen Lærer (i ordets sande betydning) nogen sinde villet udvide »det tørre Pligtarbejde« til det mest mulige? Og hvad den foredragende meddelelsesforms betydning for barneundervisningen angår, da bør denne ikke værdsættes for højt: Ganske vist kan og skal Lærerens Fortælling (ikke Foredrag, som væsentlig kræver voxne tilhørere), sålænge barnet ikke er i stand til helt at forstå, hvad han selv læser, træde iForgrunden; men på et senere stade må den vistnok helst vige pladsen for examinationen -- om muligt for samtaleformen --, der uden tvivl er den bedste måde til at forvisse sig om, at barnet er i besiddelse af den fornødne kundskabsmasse. -- Hvad der hemmer skolens og al sand undervisnings mål, som er at gøre eleverne selv tænkende, synes imidlertid ikke så meget at være: for meget arbejde (multum) som at være: Arbejde med for meget (multa).  Den nærmeste opgave, hvorpå alt mange skolemænd have peget, bliver det derfor at indskrænke fagenes mængde, men samtidig at kræve en dybere indgåen i de fag, der medtages; thi først når barnet får en fornemmelse af, at der er noget, han virkelig kan, vil der hos ham vågne Lyst til at gå videre.  Men denne »Lyst« er netop det glædelige udbytte af de »stille timer«, hvorom Qniiitilian taler.

  S.450 L.9: Hukommelsen.  Medens efterligningslysten væsentlig er en i mennesket nedlagt drift, der, når den ej i tide retledes, såre let kan udskeje til efterabelseslyst, efteraberi, kaldes hukommelsen 1)

1) Vor sprogbrug kan des værre ikke skarpt skelne mellem hukommelse (huske) og erindring (erindre), skjønt der i mange enkelttilfælde føles en forskel, som nogle (Sibbern: Psyehologi § 96) have forsøgt at angive således, at hukommelsen nærmest skulde betegne: ,,bevaringen, genkendelsen og den genkaldelse, som kommer af sig selv, erindringen derimod -- der er den egentlige ihukommelse, mindelse - den, genkaldelse, som indtræder, just når den fordres, eller behøves, uden at man trænger til at bringes på den ved noget særdeles påmindende’’ --, medens andre (Mynster: Om hukommelsen [1849]) er mere tilbøjelige til ved erindring at forstå: Forestillingens opbevaring.  Denne beklagelige famlen, der også finder sit udtryk i vore synonymikkers indbyrdes stidige opfattelser, vil vel ikke fortage sig, for sprogbrugen vender sig bort fra det for vage, oprindelig tyske: Erindring og ved en lykkelig indskydelse vælger et mere betegnende ord af dansk ophav.
med rette en sjælelig evne, til hvis fulde udvikling er i Følge Sibberns Psychologi p. 359 kræves: »
  1. ) Lethed til at tilegne sig noget ved hukommelsen;
  2. ) Troskab eller Fasthed i at bevare det
    1. ) længe,
    2. ) nøjagtigen og
    3. ) pålideligen;
  3. ) Rummelighed for mange Genstande (vasta memoria)
  4. ) Lethed og hurtighed i at genkalde sig det bevarede
  5. ) at alt mindes netop i rette øjeblik.«

Så betydningsfuld denne evne end på ethvert alderstrin er [Quintilian (XI c. 2 § 1) anser hukommelsen for grundstenen i enhver lærebygning« (omnis dis ciplina memoria constat) og mener, at den med rette er bleven kaldt »Veltalenhedens skatkammer« (tliesaurus eloquentiæ)], så gives der vel næppe nogen alder, i hvilken hukommelsen, samtidig mod, at den fremtræder kraftigst, trænger til en mere fornuftmæssig pleje og øvelse, end netop barnealderen: Den tid kommer tids nok, da livets mange hånde, rørelser, alder og svageliglied kan gøre deres til at virke spredende og svækkende ind på hukommelsens evne.  Med fuld føje udtaler derfor Fr. Dahl (»Et par ord om opmærksomhedens betydning for dannelsen«, Slagelse Realskoles Program 1869 p. 19) -- efter at have imødegået en vis i vor tid, med sin hukommelsessløvende mangfoldighed af Interesser ikke ualmindelig tilbøjelighed til at sige: god hukommelse -- slet hoved --: »See at vinde eleven for at vise viljens kraft til at bevare i hukommelsen et hvilketsomhelst indhold, en række grammatiske undtagelser, en historisk eller geografisk navnerække, et mangeciffret tal, som du foresiger ham eller opskriver for ham i timen, og lad ham få agtelse for sin egen viljes styrke i denne Retning, få Ærefrygt for den af dvaskheden og Forfængeligheden foragtede hukommelse, for Mnemosyne, musernes moder!«

  S.451 L.13: Viljen, der ikke lader sig tvinge.  Lige så latterligt det vilde være at tro sig i stand til ved et magtsprog at kunne få et andet menneske til at føle og ville det, man selv føler og vil, lige så vist er det på den anden side, at viljen ikke er noget aldeles upåvirkeligt. [Heegård: Om Opdragelse, p. 408, siger: »Følelse og vilje lade sig, i sammenligning med erkendelsen, kun påvirke på mere indirekte måde«.]  Dette turde fremgå ved betragtning af selve viljen, der efter sit væsen har to sider: en naturbestemt og en selvbestemt.  Det følger af sig selv, at viljens naturbestemte side, eller de såkaldte drifter (Viljen i pathologisk forstand), for så vidt som den udelukkende beror på lystfølelse eller dennes modsætning, kun ad omveje -- fysiske, psykiske eller psykofysiske (eksempelvis skal her kun nævnes vor tids hidhørende hypnotiske forsøg og iagttagelser; jfr. Afhandl. »Hypnotismen og opdragelsen« i V. U. 1887 S. 299 ff.) -- lader sig påvirke.  Derimod kan dette ikke i samme grad siges om viljens selvbestemte side, eller den så kaldte valgfrihed (Viljen i psykologisk betydning), der, ledet af bevæggrunde (Motiver), på de tre stadier: Overvejelsen (Drøftelsen), afgørelsen og den fattede beslutnings fastholdelse, væsentlig lægger beslag på erkendelsesevnen, og for så vidt ej alene kan, men ganske særlig trænger til at modtage vejledning. Intet steds ses dette vel klarere, end når talen er om barnets vilje, der jo væsentlig må betragtes som værende »i Larvetilstand«. Fra dette synspunkt kan jeg ikke andet end drage sandheden af Quintilians ord om, at »Viljen ikke kan tvinges«, i tvivl og nytter samtidig Lejligheden til at imødegå en i vor frie tid, der har så ondt af begreber som: »Tvang«, »Disciplin«, »blind Lydighed«, »Subordination«, etc., ikke ganske ugængs pædagogisk (?) Doktrin (man kunde måske kalde den: »Frivilligheds–Doktrinen«), der hævder, at barnet kun af egen drift skal gøre det gode, og anser det for unyttigt, ja uforsvarligt at tvinge barnet til pligtopfyldelse.  Det overfladiske og misvisende ved denne doktrin ligger dels deri, at den ikke til fulde gørskel mellembarnet og den voksne, dels deri, at den standser på halvvejen, nemlig ved Lystfølelsen, der dog kun danner, om jeg så må sige, Indgangsdøren til selvbestemmelsens eller den frie viljes enemærker.  Det vilde imidlertid være et meget tarveligt mål for opdragelsen, om den ikke skulde have lov til at lede barnet længere end dette selv vilde (: havde lyst til).  Sandheden turde nu, som tilforn, være denne: Da viljens selvbestemte side hverken er eller kan være så udviklet hos barnet som den naturbestemte, bliver det lærerens uafviselige pligt at gøre sit til med det gode eller, hvis det gøres nødigt, ved tvang at lede barnets lystfølelse således at den modnes til pligtfølelse, der avler pligtopfyldelse.

Nakskov, 5te August 1887.

B. T. Dahl.