III

    Den kyndige lærer må strax prøve det til hans vejledning overgivne barns evner og Gaver; det væsentligste kendetegn på evner er hos de små hukommelsen; denne har en tvesidig kraft: at nemme let og gjemme trofast.  Næst derefter kommer efterligningslysten; også den røber en lærvillig natur, dog kun for så vidt som barnet efterdanner, hvad det lærer, ikke når det efteraber f. ex. holdning, gang og i øjne faldende lyder. -- Den dreng, hvis efterligningslyst kun går ud på at vække latter, vil ikke give mig håb om et godt sind; thi ret tænkende må den virkelig evnerige fremfor alt være; ellers vilde jeg foretrække et langsomt nemme for en slet tænkemåde; men der er en himmelvid Forskjel mellem at være ret tænkende og at være sløv og dorsk. Den dreng, jeg ønsker mig, vil med Lethed nemme, hvad der meddeles ham, ét og andet vil har, spørge om; dog vil han hellere følge end ile forud for undervisningen. Hin ligesom for tidlig modne Slags evner kommer næppe nogen Sinde til at sætte Frugt: sådanne væsener udføre med Lethed Småting; de gå djærvt på og kramme strax ud med alt, hvad de vide; men de vide kun det, der ligger nærmest; de tale idelig og fremføre alt med frejdigt Åsyn, uden at sinkes af nogen undseelse. Det er ikke meget, de yde; men det går rask fra hånden. Til Grund herfor ligger der dog ikke nogen sand, dybt rodfæstet Kraft; det går her som med den Sæd, der lægges i Jordens overflade: den spirer for hastigt op, og Strået, der for tidlig går i aks, gulnes før høsten med golde vipper. Sligt kan i Forhold til deres alder være godt, -- men så standser Fremskridtet, og beundringen tager af.

    Når Læreren har mærket sig disse ting, må han dernæst overveje, hvorledes han skal styre barnets Sind; nogle børn blive lade, hvis man ikke skynder på dem, andre kunne ikke tåle et bydende ord: Frygt aver nogle, men kuer andre; nogle uddannes under ihærdigt arbejde, hos andre udretter lysten mere.  Man give mig til vejledning en dreng, hvem Ros ægger, som sætter Pris på at hædres og græder, når han overvindes: en sådan vil gå fremad som Følge af Ærgjerrighedl); ham vil Skænd nage og hæder ægge, hos ham vil jeg aldrig have at frygte for Ladhed.

I modsætning til Quintilian hævder Rousseau i sin »Emile«, at kappelyst, jalousi, misundelse, forfængelighed og begærlighed, brugte som opdragelsesmidler, kun tjene til at indpode laster.  Praktisk kan Sandheden, der vel ligger midt imellem Quintilians og Rousseaus udtalelser, muligvis udtales således da skolen -- så vel som livet -- aldrig fuldt ud kan nå det bedste, idealet, som er: »at gøre det gode for dettes egen skyld«, må den sædvanlig nøjes med det næstbedste og lade ærgerrighedens følelse løbe ærender i det godes tjeneste, dog kun så længe denne relativt gode følelse ikke udskejer til æresyge.

    Dog må man give alle børn nogen Frihed, dels fordi der vel ikke findes noget, som kan tåle uafbrudt arbejde, -- endog det, der mangler følelse og liv, må, for ikke at miste sin kraft, ved en skiftevis indtrædende hvile ligesom nedspændes -- dels fordi lærelysten hører ind under viljen, der ikke lader sig tvinge.  Ved således at oplives og kvæges medbringe børnene både mere kraft til at lære og et livligere Sind, der sædvanlig gør tvang overflødig.  Det er så langt fra, jeg har noget imod, at drengene lege (sligt er et tegn på livlighed), at jeg tvært imod ikke tør håbe, at den dreng, der alvorlig, med sænket hoved går omkring uden at tage virksom del i disse for barnealderen så ganske naturlige glæder, vil vise sig opvakt til åndelige sysler.  Man må imidlertid holde måde med slige vederkvægelser, at de ikke, når de nægtes børnene, skulle give disse had til undervisningen og vane til Lediggang.  Der gives også nogle lege, som egne sig til at skærpe drengenes forstand, blandt andre den, i hvilken de kappes om at svare på alskens småspørgsmål, som de have stillet hverandre.  Børnenes tænkesæt røber sig også tydeligere under leg: kun må man ikke holde nogen alder for så svag, at den ikke strax kan lære, hvad der er rigtigt og hvad der er galt; allerbedst kan uddannelsen foregå, så længe barnet, ukjendt med skrømteri, villigt lyder sine Lærere; thi man vil hastigere kunne knække end rette det gale, som har sat sig fast.  Strax skal drengen derfor mindes om, at han i sine handlinger ikke må lade sig lede af griskhed, uskikkelighed eller trods, og altid må man ihukomme hint ord hos Vergilius:

»så stærk er vanen i spæden alder.«1)

1) Georqicon II 272: adeo in teneris consuescere multum est.

Jeg ønsker aldeles ikke, at man skal bruge Pryglestraf2)

2) Denne Qtiintilians dom over pryglestraffen er fuldt hjemlet som en protest mod datidens, i det hele mod oldtidens, vist overdrevne brug af samme.  Men når Q. vil hævde, at pryglestraf, sét fra »Barnets stade«, er uretfærdig, da går han tiden tvivl til den modsatte yderlighed: ris og ferle have vel ikke i og for sig opdragende kraft; men de kunne få det, når de af den gode lærer bruges på rette tid og Sted. Eller siger ikke den vise salomo endog: »Den, der sparer sit ris, hader sin søn« . . . »Ris og tugt giver visdom« -- o. s. v.? -- Dog må pryglestraf ikke blive til vane, -- alene af den grund, at den derved mister sin Kraft, i det barnet sløves eller bliver trodsigt: den, som al anden slags skolestraf, får kun praktisk betydning derved, at den fremtræder som en uregelmæssighed og går ud på »at gøre sig selv overflødigt« (Heegård: Om Opdragelse, s 425)

mod sine Lærlinger, -- ihvorvel denne både er vedtaget, og Chrysippus godkender den --, for det første, fordi den er vederstyggelig, nedværdigende og til visse også, når man sætter sig på barnets Stade, efter alles mening, uretfærdig; dernæst fordi barnet, hvis det har en så lav tænkemåde, at det ikke bedrer sig ved en tilrettevisning, ligesom alle usle slaver, vil blive hærdet mod slag, endelig fordi en sådan revselse heller ikke vil gøres nødig, når undervisningen stadig overværes af en opsynsmand.  Men nu synes man næsten at bøde på hovmestrenes skjødesløshed derved, at drengene ikke tvinges til at gøre det rette, men revses, fordi de ej have gjort det.  Endelig: når man har givet én som lille af svøben, hvad skal man så gøre ved ham, når han er bleven en yngling, hvem man ikke således kan skræmme til at gå fremad i lærdom?  Hertil kommer, at der under slige revselser stundum, som følge af smerte eller rædsel, hændes meget, som jeg ikke gider nævne, og som børnene senere hen blues ved, hvilken undseelse kuer og ydmyger sindet og avler lysskyhed og livslede.  Tager man tilmed i valget af vogtere og lærere ikke tilbørligt hensyn til disses sæder, skammer jeg mig ved at sige, til hvilke vanærende handlinger slette mennesker kunne misbruge hin ret til at revse, og hvortil de stakkels børns rædsel stundum også kan give andre lejlighed. Jeg vil ikke dvæle længere herved: det er allerede for meget, jeg har givet at forstå.  Kun det til slut: over for den svage og værgeløse alder må ingen tage sig for store friheder.

    [Nu vil jeg gå over til at tale om, i hvilke Kunster og videnskaber den vordende taler skal oplæres, og i hvilken alder han skal tage fat på hver undervisningsgjenstand.]


Efterskrift