II.

    Nu voxer drengen efterhånden til, forlader skødet og skal til for alvor at lære noget.  Det synes da at være stedet til at drøfte det spørgsmål, om det er gavnligst at holde barnet hjemme, inden for husets fire væge, eller overgive det til store skoler og næsten offentlige lærere.  Jeg ser vel, at det sidste finder bifald så vel hos dem, der have uddannet de ypperste staters sæder, som hos de mest fremragende forfattere.  Dog kan det ikke dølges, at der gives nogle, som ere fuldt overtydede om det mislige i denne næsten gængse skik.  Disse synes især at have to grunde for øje, den ene: at de mene bedre at sørge for sæderne ved at holde barnet fra sværmen i den alder. der er mest tilbøjelig til laster, og i hvilken det des værre ikke kan nægtes, at spiren til ugerninger ofte er bleven lagt; den anden: at den, der udsés til Lærer, mere gavmildt kan nytte tiden til én, end når han skal dele den mellem flere.  Den første grund er meget vægtig; thi, stod det fast, at skoler vel vare gavnlige for den åndelige udvikling, men skadede sæderne, vilde jeg sætte hensynet til en hæderlig Livsvandel over (hensynet til) selv den mest glimrende veltalenhed. Men efter min mening ere disse ting uadskillelig sammenknyttede.  Thi jeg tror ikke, at nogen kan være taler, uden at han er et godt menneske: og selv om det er muligt, ønsker jeg ikke, at det sker.  Derom altså først.

    Man mener, at sæderne tage skade i skolerne; det gøre de vel stundom: dog kan dette også ske i hjemmet; derpå har man mange exempler, -- som da, gud ske lov! også på, at man begge steds ubrødelig har værnet om et godt rygte.  Enhvers natur og den på samme brugte omhu udgør den hele forskel.  Sæt, vi have at gøre med et sind, der har hang til udskejelser; sæt, man er skødesløs med at uddanne og værne om kyskheden i den tidligste alder, så vil det afsondrede liv ikke mindre give lejlighed til udskejelser; thi både kan huslæreren være ryggesløs, og omgangen med onde slaver kan være lige så farlig som med usædelige frigivne.  Men, hvis barnet har gode evner, og hvis frældrene ikke udvise en blind og dorsk Ligegyldighed, kan man jo både vælge til lærer en mand af de reneste sæder (herfor bære fornuftige forældre særlig omhu) og den strængest mulige skoletugt; derhos kan man give sit barn som ven ved siden en værdig mand eller en tro frigiven, hvis stadige selskab også vil kunne indvirke retledende på dem, for hvem man nærede ængstelse.  Midlet til at færne denne ængstelse var let nok, når vi kun ikke selv ødelagde vore børns sæder.  Vi slappe lige strax barndommen ved nydelser; hin blødsødne opdragelse, som vi give navn af overbærenhed1), svækker både sjælens og Legemets Kraft: Hvad vil ikke den, der som barn kryber på purpurtæpper, kunne få Lyst til, når han bliver voxen?  Han kan næppe fremstamme de første ord, før han alt forstår sig på skarlagenfarve og kræver en purpurklædning; vi uddanne deres gane før deres taleredskaber; de voxe op i bærestole, og når de røre ved Jorden, må de på begge sider støttes og ledes; vi more os over, mår de sige noget usømmeligt: Ord, som man ikke engang, vilde tillade alexandrinske kælninger2) at udtale, høre vi af børnenes mund under latter og kys.  Intet under: Sligt have de hørt og lært af os: de se vore friller, vore skjøger; ethvert gæstebud genlyder af liderlige viser; de overvære ting, som man skulde skamme sig ved at nævne; det bliver til vane og anden natur.  De stakler lære sligt, før de vide, at det er syndigt.  Herved slappes og svækkes de, og det er da ikke fra skolerne. at de modtage disse fejl: de medbringe dem fra hjemmet.

1) Hvor uhyggelig denne Quintilians skildring end må forekomme Læserne, vil den dog -- mutatis mutandis -- i alt væsentligt kunne passe ret vel på os.  Man behøver kun at pege på et af vor tids særmærker: nydelsessygen, der med sine fast utallige, grimme affødninger: Utilfredshed, dvaskhed, sanselighed, livslede, blegsot, blodmangel, nervøsitet o. s. v. upåtvivlelig øver sin forgiftende indflydelse på vore børns ånd og legemer --, og man vil indsé, at vi lige over for Quintilians beskyldning ikke have særlig grund til at trøste os med digterens
Erindrer blot, at Kina er dens hjem;
om os naturligvis er ikke talen.

2) Indbyggerne i det på Quintilians tid blomstrende Alexandria vare berygtede for deres hovmod, overdådighed og hoffærdighed.

  »Men ved undervisningen vil dog én (Læreren) kunne ofre mere tid på én (Lærlingen).« Fremfor alt, hvad hindrer denne ene, ihvem han så er, fra også at være sammen med den, som nyder undervisning i skolerne?  Men, lade end ikke begge ting sig forene, så vilde jeg dog have foretrukket den hæderligste forsamlings lys for mørke og ensomhed; thi enhver god Lærer glæder sig ved, at hans skole er almindelig søgt og mener, at han kan gøre Krav på en større tilhørerkreds; derimod holde de mindre duelige Lærere1), i bevidstheden om deres svage sider, det sædvanlig ikke for under deres værdighed at hænge over enkelte Lærlinger og på en vis måde overtage hovmesterens tjeneste.

1) Det turde dog være, at Quintilian her i sit Forsvar for de større skoler går et skridt for vidt. Thi, vilde det end måske være vel dristigt at hævde, at skolers Godhed står i omvendt Forhold til deres størrelse, så kan det dog vist næppe modsiges, at et stort elevtal i mange Retninger virker hemmende på undervisningen, og det tør vel heller ikke nægtes, at der kan gives særdeles duelige Lærere, der kun egne sig til at undervise ganske få elever ad Gangen, lige så lidt som det bør overses, at mange børns Individualitet ganske særlig trænger til en personlig Pleje, som store skoler vanskeligt ville kunne yde.

Men, lad så være, at enten Yndest eller venskab sætter én i stand til i sit hjem at have en meget lærd og ypperlig Lærer, vil da denne kunne få brug for hele dagen til en enkelt?  Eller kan der hos Lærlingen gives en så uafbrudt opmærksomhed, der ikke, som tilfældet er med øjnenes sekraft, skulde svækkes ved den idelige stirren (på Læreren), efterskrift.html tilmed da åndelig syssel fuldt så meget kræver stille timer?  Thi, når barnet skriver, lærer udenad eller tænker, kan Læreren dog ikke stå hos: ved slige arbejder virker en andens nærværelse snarere hemmende.  Heller ikke, trænger Læsningen i sin helhed og hvert øjeblik til vejledning eller tydning. Når skulde ellers drengen få lært så mange Forfattere at kjende?  Det bliver altså en forholdsvis kort tid, hvori arbejdet ligesom kan fordeles på hele dagen; derfor kunne flere godt samtidig drage nytte af det, som de hver især skulle lære.  Desuden er jo også det meste af den slags, at det med samme Røst kan meddeles alle på én Gang.  Jeg vil ikke tale om veltalenhedslærernes Inddelings-Øvelser (parlitiones) og Prøve-Taler (declamnatioves): de kunne til visse overværes af så mange tilhørere, det skal være, med fuldt udbytte for hver enkelt. Thi det går med Lærerens røst ikke som med et måltid, der bliver knappere i samme grad som gæsternes tal voxer, men som med solen, der yder alle samme Lys og varme.  Også når sproglæreren taler om det sproglige udtryk, udvikler didhørende spørgsmål, fortæller historier, tyder digte, ville alle tilhørere kunne have godt deraf. Men når talen er om rettelser og øvelse i oplæsning, så er et større lærlingetal en hindring.  Lad så være, at det er en ulempe (men gives der noget, som i ingen retning er brydsomt?): jeg skal strax sammenligne det med Fordelene.  Dog, vil jeg ikke, at man skal sende sin søn hen til et sted, hvor han bliver forsømt. Men dels vil en god lærer ikke overlæsse sig med et større lærlingetal, end han kan magte, dels må man drage særlig omhu for, at har. i alle måder bliver vor fortrolige ven1), så at han ved undervisningen lader sig lede nok så meget af kærlighed som af pligtfølelse. På den måde ville vi aldrig komme i Knibe; og til visse: ingen kun nogenlunde kundskabsrig Lærer vil, om det så kun er for hans egen æres skyld, undlade ganske særlig at tage sig af den dreng, hos hvem han har opdaget flid og evner.  Men om end store skoler bør flys (jeg kan i øvrigt, når ellers Læreren har krav på sådant tilløb, heller ikke gå ind på denne synsmåde), så følger dog heraf ikke, at man i det hele bør fly skoler; thi ét er det at fly dem, et andet at træffe valg mellem dem.

    Efter at have gendrevet modgrundene, vil jeg nu fremsætte min egen mening.  Fremfor alt må den vordende taler, som skal leve i alménheden og midt i statens Lys, alt fra den spæde alder vænne sig til ikke at gyse tilbage for mennesker og ikke sygne hen i hin ensomme ligesom skygge-Tilværelse. Ånden må stadig vækkes og løftes; men under slig afsondring vil den enten sløves og, ligesom i skyggen, samle skimmel, eller den vil

1) »Om end«, siger Q. 11 c. 2 § 8, »Læsning frembyder exempler nok til efterligning, så yder dog hint så kaldte levende ord rigeligere næring, især når det udgår fra en Lærer, hvem disciplene, hvis de ellers ere vel opdragne, både elske og ære: Det er utroligt, hvor meget hellere vi efterligne dem, vi holde af.«

tvært imod opblæses af tåbelig indbildskhed; thi den, der ikke jævnlig sammenliger sig med andre, må nødvendigvis få for høje tanker om sig selv.  Og, når han så skal lægge frugterne af sin flid for dagen, sortner det for ham ved højlys dag, og han støder på overalt, efterdi han i ensomhed har lært det, der helst skal øves sammen med mange.  Ikke at tale om de inderlige venskaber, der usvækket holde sig til oldingealderen, fordi de ere gjennemsyrede af en vis hellig ømhedsfølelse; thi det er ikke mindre helligt at indvies i de samme videnskabelige sysler end i den samme Gudsdyrkelse.

  Men hvor skal den, der udelukker sig fra samkvem med andre mennesker, kunne tilegne sig det, man kalder alménsans1), der er naturlig så vel for mennesker som endog for de umælende dyr?  Hertil kommer, at drengen i hjemmet kun lærer det, der foreskrives ham selv, på skolen derimod også det, der siges til andre.  Han vil her daglig høre meget blive rost, meget rettet: han vil drage fordel af, at én irettesættes for dovenskab, en anden roses for flid: Kappelysten vil ved ros blive vakt, han vil holde det for en skam at stå tilbage for en jævnaldrende og sætte ære i at overgå en ældre.  Alt sligt optænder sindene, og, skønt ærgjerrighed i og for sig er en lyde, vil den dog tit blive årsag til dyder.  Det var, efter min mening, ingen unyttig skik, mine lærere iagttoge, at de, efter at have delt drengene i afdelinger, fastsatte ordenen for taleøvelserne efter hver enkelts evner.  Således kom hver især, alt efter som han syntes at have gjort fremskridt, til tidligere at holde sin tale, over hvilken der da fældedes dom.  Der var storkappestrid mellem os om at gå af med sejren, og at blive nummer 1 i afdelingen ansås for det allerskjønneste.  Og det var ikke en dom, der gjaldt én Gang for alle: hver 30te dag gav den overvundne lejlighed til atter at kappes.  Således lod den, der havde været så heldig at få en højere plads, det ikke skorte på flid, og ærgrelsen sporede den overvundne til at gøre skammen god igen.  Jeg tør nok - at slutte fra mig

1) Romernes sensus communis, almenånd, sund forstand, svarer omtr. til englændernes: common sense og Franskmændenes: savoir vivre (selskabelig takt, »Levesnille«); ifr. Hor. Sat. 1, 3 v. 66: »Communi sensu plane caret« inquimus.  Eheu ...

selv -- påstå, at dette opildnede os til at lægge vind på talekunsten langt kraftigere end Lærernes opmuntringer, hovmestrenes tilsyn og forældrenes ønsker.  Men ligesom hos videre komne kappelyst medfører fremskridt i kundskaber, således er det for de endnu spæde begyndere fornøjeligere og netop derfor også lettere at efterligne medlærlingerne end læreren.  Thi på det første begynderstade vover man næppe at hæve sig op til håbet om at kunne efterdanne den veltalenhed, som tykkes én at være den højeste: man griber hellere det nærmeste, ligesom vinstokkene, der, lænede op til træerne, først omslynge disses nederste grene -- og så nærme sig toppen.  Det er en så indlysende sandhed, at det endog må være en opgave for selve Læreren, hvis han ellers sætter det nyttige over det pralende, når han har at gøre med endnu uudviklede ånder, ikke strax at overlæsse de spæde lærlinger, men tøjle sine kræfter og stige ned til sin tilhørers Fatteevne.  Thi ligesom små kar med snæver åbning ikke kunne modtage en væske, der for brat igydes, men lade sig fylde, når man hælder samme væske sagte eller drypper den deri, således må man agte på, hvor meget barnesjælene på én gang kunne modtage; thi det, som ligger over deres fatteevne, vil ikke trænge ind i deres sjæle, der ere ligesom for snævre til at tage imod det.  Gavnligt er det derfor, at drengene have nogle, hvem de først kunne søge at efterligne, senere at overvinde.  Således vil der lidt efter lidt blive håb om at nå et højere mål.

  Hertil kommer, at lærerne, når de kun have enkelte lærlinger ad Gangen, ikke kunne tale med samme sving, og løftelse, som når de bæres oppe af en stor tilhørerkreds; thi størst indflydelse på veltalenheden har sjælens tilstand: denne må nødvendigvis føle sig greben, den må optage i sig virkelighedsbilleder og på en vis måde selv dannes efter de omtalte tings væsen; fremdeles: jo mere ædel og ophøjet den er, des større Redskaber, så at sige, kræver den for at sættes i røre; derfor voxer den ved ros, vinder kræfter i farten og finder sin glæde i at udrette noget stort.  Man føler en vis lønlig uvilje ved at lade talens under stor møje vundne Kraft dale ned over en enkelt tilhører: man undsér sig ved at hæve sig over hverdagstalen; og, prøver nogen på, lige over for en enkelt tilhører, at gengive kunsttalerens holdning, Røst, Gang, 'Udtale, kort sagt talerens sinds- og Legems-Rørelser, hans sved, udmattelse o. s. v., vil han da ikke tykkes én noget nær afsindig?  Der fandtes ikke veltalenhed blandt menneskene, hvis vi kun talte med én ad Gangen.

III.html