Ved en søns fødsel må faderen straks fatte det bedst mulige håb om ham: således vil han fra første færd blive mere omhyggelig; thi ugrundet er den klage, at kun de færreste mennesker have fået evne til at nemme det, der meddeles dem, og at de fleste ved åndssløvhed spilde flid og tid.  Man vil tvært imod finde den overvejende del af dem både opvakt og lærenem.  Det er jo dog naturligt for mennesket: Ligesom fugle fødes til flugt, heste til løb og skovens dyr til grumhed, således er åndsvirksomhed og kløgt ejendommelig for os.  Derfor mener man også, at sjælen er af himmelsk ophav.  Sløve tåber fødes lige så lidt i følge menneskets natur, som utysker og vanskabninger; men disse er meget få.  Vidnesbyrd herom er, at der hos børn fremglimte alskens forhåbninger.  Når disse med årene dø bort, er det klart, at skylden hertil må søges ikke i naturen, men i opdragelsen. »En har dog bedre evner end en anden.« Det indrømmer jeg.  Men der findes ingen -- han udrette lidt mer eller lidt mindre --, som ikke har opnået noget ved flid.  Enhver, der ser dette, må, så snart han er bleven fader, ofre håbet om en vordende taler1)

1) Det efter vore begreber Påfaldende ved i det spæde barn at se »Håbet om en vordende taler« tabe sig når man tager tilbørligt hensyn dels til datidens forestilling om veltalenhedsstudiet som et nødvendigt alméndannelsesmidel, dels til den høje mening om talerens moralske personlighed, Quintilian flere steder udtaler, således 1 c. 2, hvor han siger: »Thi jeg tror ikke, at nogen kan være taler, uden at han er et godt menneske; og, selv om det er muligt, ønsker jeg ikke, at det sker.«
den størst mulige omhu.  Fremfor alt må ammerne2)
2) Brugen af ammer (πρóφoς og nutrix = amme eller barnepige) er meget gammel [»Moder! hvi vil i fordærv du styrte mig?
Du som mig fordum || diede selv ved dit bryst« tilråber Odyssevs (Hom. od. 19, 482) sin amme Evrykleja], men har desuagtet kun hævd som nødhjælp: giver moderen foruden opfostringen også opdragelsen af det spæde barn fra sig, vil der i forholdet mellem moder og barn såre let indsnige sig en unatur, for hvilken man i hine tider (under den romerske kejservælde), da amme-uvæsenet blomstrede, ikke kunne være blind; således siger i Tacitus’ (?) Dialogus de oratoribus (cap. 29) Messala efter at have lovprist den gammel-romerske opdragelse: »Men nu overgives den nyfødte dreng til en græsk tjenestepige, som får til medhjælper. en af slaveflokken, sædvanlig den sletteste, der ikke egner sig til noget alvorligt arbejde (ministerium).  Disse fylde straks børnenes spæde og uerfarne (rudes) sjæle med eventyr og fordomme (errores).  Ingen i hele huset bryder sig om, hvad der siges og gøres i barnets nærværelse.  Ja, end ikke forældrene selv vænne de små til retskaffenhed eller beskedenhed, men til kådhed og snakkesalighed, hvorved der lidt efter lidt indsniger sig skamløshed og foragt for sig selv og for andre osv.«

ikke snakke bagvendt. Chrysippos3)

3) Chrysippos, stoisk Filosof, der levede mellem 290 og 200 f. Kr. og skrev særdeles mange skrifter af praktisk filosofiskt indhold; hans betydning for stoicismen er udtalt i det gængse ord: »Havde Chrysippos ikke været, vilde Stoa ikke have været.«

ønskede, at disse, om muligt, skulde have en god Forstand; i hvert fald vilde han, at man, så vidt det lod sig gøre, skulde udvælge de bedste. Upåtvivleligt må man vel først agte på ammernes sæder; dog bør de også kunne udtrykke sig rigtigt: det er dem, Drengen først får at høre, deres ord vil han ved efterligning søge at udtrykke; og af naturen holde vi sejt fast ved det, vi have lært i den spæde alder; ligesom smagen af det, hvormed man fylder Kar, mens de er nye, vedbliver at holde sig1),

1) Samme billede bruger Horats Epist. 1, 2 v. 69: Quo semel est imbuta recens, servabit odøren || Testa diu…

og de farver på ulden, med hvilke dennes oprindelige hvidhed er bleven ombyttet, ikke lade sig aftvætte.  Og jo slettere noget er, des fastere klæber det ved; thi det gode ændres let til det værre; men når vil der af det slette fremkomme noget godt? Derfor må ikke engang det spæde Barn vænnes til et sprog, som det atter skal vænnes af med.

    Men hos forældrene kunde jeg ønske, at der fandtes den størst mulige Dannelse; og jeg taler ikke alene om fædrene: vi have jo hørt, at til Gracchernes veltalenhed bidrog deres moder Cornelia2)

2) Cornelia, Datter af den ældre Scipio, havde i sit Ægteskab med almuetribunen Tiberius Sempronius Gracchus 12 børn (blandt hvilke de to navnkundige almuetribuner Tiberius og Cajus), som hun opdrog ypperligt, hvorfor hun af de gamle jævnlig nævnes som et mønster på en romersk moder.  Vi have læst«, hedder det i Ciceros Brutus § 211. Cornelias, Gracchernes moders, breve; af dem fremgår det, at hendes sønner er opdragne ikke så meget på moderens skød, som i hendes tale.. De breve, der gå under Cornelias navn, ansés for uægte.
meget, hun, hvis højst dannede sprog er levnet efterkommerne i hendes breve; også Lælius' Datter3)
3) Lælius' Datter, Lælia, var gift med Q. Mucius Scaevola; Cicero Brutus § 211 ') siger, at han ofte har hørt Lælia C. F. tale, og kalder hende gennemsyret af sin faders finhed; i de Oratore III, 12 45 lader Cicero Crassus, Lælias svigersøn, sige: »Når jeg hører min svigermoder ..., synes jeg ligesom at høre Plautus eller Nævius. «

skal i sin tale have gengivet sin faders smagfulde udtryksmåde, og den tale, som Q. Hortensius' Datter 4) holdt for Triumvirerne, læses ej alene, fordi den er en ære for hendes køn.  Dog må heller ikke de, som ikke selv have været så lykkelige at lære noget, drage mindre omhu for deres børns vejledning: tvært imod: de må netop derfor være så meget mere omhyggelige for alt det øvrige.

4) Q. Hortensius' Datter, Hortensia, Datter af Ciceros medbejler, Q. Hortensius, holdt År 43 f. Kr. en tale mod Triumvirerne, der havde villet beskatte 1400 rige matroner i anledning af krigen mod Brutus, og hun fik sat igennem, at den største Del af skatten blev eftergivet (Valerius Maximus VIII, 3, 3).

   Om de slaver, blandt hvilke det til sligt håb udsete barn vil blive opdraget, kan gælde det samme, som der er sagt om ammerne; om hovmestrene1)

gælder endvidere, at de enten må være virkelig dannede, hvorpå jeg kunde ønske, at man lagde særlig Vægt, eller at de må vide, at de ikke er det. Der gives intet værre end sådanne mennesker, som efter at være komne lidt ud over videnskabens ABC have fået en falsk forestilling om deres viden. Thi både ømme de sig ved at give slip på Lærergerningen, og i følge en indbildt myndigheds-Ret, hvoraf den slags mennesker sædvanlig blære sig, lære de med magtsyge, stundom med hårdhed, deres dumhed fra sig. Og deres fejl er ikke mindre skadelig for tænkemåden: således fortæller Diogenes fra Babylon2),

2) Diogenes fra Babylon, en stoisk Filosof. og Chrysippos' Lærling, sendtes 156 f.Kr. til Rom, sammen med akademikeren Karneades og Peripatetikeren Kritolaos, i et Gesandtskab, der var første anledning til, at Romerne bleve kendte med græsk Filosofi.
at Alexanders hovmester Leonidas3)
3) Stoikeren Leonidas (fra Seleucia der skal have været i slægt med Alexanders moder, omtales af Plutarch (Alex. c. 6) som en streng og samvittighedsfuld Lærer.

indpodede sin lærling nogle fejl, der fulgte denne fra barndomsundervisningen lige til hans manddomsalder og endnu, efter at han var bleven den største Konge.

1) Så snart Drengen var sluppen ud af ammestuen, overgaves han til hovmesteren eller Pædagogen (παιδαγψóς), der som Opdrager, ikke som Lærer, fulgte ham, til han anlagde toga virilis, a: blev mand.  Pædagogen synes os - ligesom ammerne - at være tegn på et brøstholdent familieliv (af hvis væsen opdragelsen jo netop udgør en nødvendig side).  Og i virkeligheden kendtes pædagogerne, så længe det romerske familieliv blomstrede kraftigt, væsentlig kun af navn; først i den senere kejsertid brugtes de i større udstrækning.

    Mener nogen, at jeg kræver vel meget, da lægge han sig på sinde, at det drejer sig om 'Uddannelse til taler, en opgave, der kan være vanskelig nok, selv om Undervisningen ingen brist har.  Hertil komme endnu flere vanskeligheder; thi både udkræves der stadig flid, de ypperste lærere og mange undervisningsgjenstande.  Derfor bør der gives de bedste forskrifter: hvis nogen krymper sig ved at følge disse, så ligger fejlen ikke i min lære, men hos det enkelte menneske.  Skulde det imidlertid ikke lykkes at få sådanne ammer, slaver og elevmestre, som jeg helst kunde ønske, så må der dog i det mindste stadig være en nogenlunde sprogkyndig ved hånden, som strax kan rette de mulige sprogfejl, hine i barnets nærværelse gøre sig skyldige i, og som ikke tillader, at sådanne sætte sig fast hos barnet.  Det forstår sig, at det, som jeg for sagde, er det bedste, hvorimod dette kun er en nødhjælp.

  Jeg, ser helst, at Drengen begynder med det græske sprog1)

1) Medens grækerne i deres skoler nøjedes med at lægge vind på ét sprog, nemlig deres modersmål og dettes litteratur, måtte de romerske skoledrenge foruden latin lære græsk, i hvilket sprog -- efter datidens begreber -- enhver dannet romer måtte være godt hjemme.

dels fordi færdigheden i latin, som flere gøre brug af, vil komme af sig selv -- endog imod vor vilje --, dels fordi han først bør oplæres i de græske videnskaber, hvorfra.  jo også vore have deres udspring.  Dog ønsker jeg, ikke, at dette skal tages så bogstaveligt, at han i lang tid kun skal tale eller lære græsk, således som mange have for skik; thi derved fremkomme mange fejl så vel i udtalen, der fordrejes og får en fremmed klang, som i udtryksmåden: Når ved vanens magt græske vendinger have sat sig fast i denne, holde de sig meget sejgt også i det (andet sprogs) forskellige talesæt.  Derfor må latin følge snart efter og hastigt gå jævnsides; så vil det, når vi ofre begge sprog samme flid, blive tilfældet, at det ene ikke står i vejen for det andet.

  Nogle have ment, at man ikke burde tage fat på undervisningen, før barnet havde fyldt det 7de år, i det de gik ud fra, at først denne alder kunde fatte videnskaberne og tåle arbejde.  At det var Hesiodus's2)

2) Den navnkundige episk-didaktiske digter Hesiodos nævnes af de senere grammatikere som forfatter til et -- nu tabt -- digt: v&πoθηxαι (Leveregler) Xειρωνoς For øvrigt var v&πoθηxαι også et fælles navn på læredigte,

Mening, lære de fleste af dem, som have levet før sproggranskeren Aristofanes1); thi det var ham, der først hævdede, at »manelser«, (νπoθηxαι), i hvilket skrift denne udtalelse findes, ikke var skrevet af nævnte skjald.  Men også andre forfattere, blandt hvilke Eratosthenes2),

have givet samme forskrift.  Bedre lære dog de, der ville, at ingen alder skal være uden vejledning, som tilfældet er med Chrysippus; thi skjønt han har indrømmet ammerne 3 år, mener han dog, at disse skulle danne de spædes sjæle med de bedst mulige leveregler. Men hvorfor skal den alder, der alt kan udvikles sædeligt, ikke modtage undervisning? Jeg véd meget vel, at der i hele den tid, hvorom talen er, næppe udrettes så meget, som et år senere hen kan indsamle; men dog synes jeg, at de, der have haft en afvigende mening, i så henseende have skånet lærerne nok så meget som lærlingene.  Hvad skulle ellers børnene gøre bedre fra den tid, de kunne tale3)

3) En skarp modsætning til Quintilians næsten ængstelige Hast med. at de små jo før jo heller skulle lære noget, danner den måske mere filosofisk end pædagogisk hjemlede faren i mag, med hvilken Rousseau i følge paradokset: »Man skal vinde tid for opdragelsen ved at tabe tid« lader sin Emile uddannes og modnes til »Naturmenneske«.

(thi noget må de dog nødvendigvis tage sig for), eller hvorfor skal man kimse ad det om end nok så lille udbytte, Undervisningen kan give indtil det 7de År?4)

4) Dette år synes dog at have været det gængse udgangspunkt for drengens undervisning, der sædvanlig faldt i følgende Afsnit: Hos Grainmatista (litterator, ludi magister) lærte drengen begyndelsesgrundene (prima litterarum elementa vel rudimenta): Læsning, skrivning og regning. Fra denne pugesskole gik han over i Grammatikerens (litterati) skole, hvor han foruden grammatik, der omfattede såvel sprog- som litteratur studiet, lærte: geometri, aritmetik, astronomi og musik, hvilke fag under ét kaldtes liberalia studia, a: frie åndssysler. Sidste hånd på drengens uddannelse lagde, i alt fald i kejsertiden, rhetorskolerne, hvor lærlingen, efter at være bleven indviet i veltalenhedskunstens system, måtte holde Øvelsestaler declamationes over de af Læreren opgivende emner.  De, der måtte ønske yderligere oplysning om opdragelsens og undervisningens kår hos Grækerne og Romerne,

Thi er end det, som den spæde alder kan yde, kun lidet, så vil dog drengen kunne lære så meget mere netop i det år, i hvilket han ellers kun vilde have lært det mindre.  Dette, fortsat fra år til år, tæller med til det hele, og al den tid, der forud nyttes i den spæde alder, indvindes for ungdommen. Også for de følgende år gælder den samme forskrift, at barnet ikke for sent må tage fat på at lære, hvad det skal lære.  Lader os da ikke straks spilde den første tid, -- så meget mindre som videnskabernes begyndelsesgrunde udelukkende hvile på hukommelsen, der ikke alene alt findes hos de små, men endog i den alder er særlig stærkt udviklet.

1) Aristofanes, fra Byzanz, omtr. 250 f. Kr., navnkundig Grammatiker og Kritiker, overbibliotekar i Alexandria, opfinder af accent og interpunktions-tegnene.

2) Eratosthenes. fra Kyrene, f. 275 f. Kr., overbibliotekar i Alexandria, var lærer bl. a. for Aristofanes fra Byzanz.

    Og ikke har jeg så lidt forstand på aldre, at jeg mener, man straks med hårdhed skulde tage fat på de spæde og kræve fuldt arbejde af dem.  Thi det må man især tage sig i agt for, at ikke den, som endnu ej er i stand til at elske åndelige sysler, skal komme til at hade og, endog ud over børneårene, afsky den en gang smagte bitterhed. Lad det være en leg, i hvilken man spørger og roser drengen og indretter det således, at han altid føler glæde over det, han foretager sig.  Stundum kan man også, når han ikke har lyst, afhøre et andet barn og derved vække hans Æresfølelse. Nu og, da kan han deltage i en Kappestrid, hvori han jævnlig skal tro at gå af med sejren, - ligesom man også må søge at lokke ham ved en flids-Løn1),

2) Med hvor stor strænghed end de gamle ledede undervisningen, manglede de dog ikke syn for, at barnet, især på begynderstadet, bedst vindes med kærlighed. Således ønsker Platon (Nomoi VIII p. 819 B), at kundskaberne skulle bibringes de små under spøg og Leg, og at de skulle lokkes ved alskens smågaver, Horats (Sat. 1, i v. 25) fortæller om venlige Lærere, der ved Kager søgte at give børnene smag på begyndelsesgrundene, og Quintilian (s. n.) har intet imod, at man, for at fremme Læselysten, giver de små elfenbensbogstaver at lege med.  Herhid hører også den her omtalte Flidsløn. Hvor gavnlig en sådan end på nævnte stade kan være, må den dog vist snarest muligt bortfalde, eftersom barnet ellers såre let taber følelsen af, at Pligtopfyldelse bærer sin Løn i sig selv: »Belønning har« (S. Heegård: Om Odragelse p. 442) »og bør have et langt ringere omfang end straf ... I det hele

der er lempet efter hin alder.

henvises én Gang for alle til Professor J. L. Ussings i Form og Indhold lige ypperlige afhandlinger i Universitets-Indbydelsesskrifterne fra 1863 og 1865.

    Det er kun småting, jeg her lærer, -- og dog lovede jeg at ville uddanne en taler.  Men enhver åndssyssel har sin barndom, og ligesom selv de kraftigste legemes opfostring begynder med mælk og i vuggen, således har den, der senere er bleven en navnkundig taler, én gang skreget som et barn og for første gang med stammende røst prøvet på at tale og arbejdet med at lære bogstavernes skikkelse at kende.  Selv om en lærdom ikke er tilstrækkelig, er den dog ikke derfor unødvendig.  Når ingen laster den fader, der mener, at sligt ikke bør forsømmes ved hans søn. hvorfor skal det da mistydes, om én forelægger alménheden, hvad han med rette burde gøre i sit hjem? -- så meget mere, som de små også lettere nemme de små ting; og ligesom der gives visse ledbøjninger, hvortil legemerne kun i den spæde alder lade sig danne, således er der også mange ting, for hvilke selve den legemlige styrke gør sindene uimodtagelige. Vilde vel macedonerkongen Filippus have ladet sin søn Alexander lære videnskabernes begyndelsesgrunde hos datidens største filosof, Aristoteles, eller vilde denne have påtaget sig dette hverv, hvis han ikke havde ment, at begyndelsesgrundene både foredrages bedst af den ypperste Lærer1), bør hade belønning og straf betragtes som uregelmæssigheder ved opdragelsen, og bestræbelsen gå i Retning af at gøre dem så overflødige som muligt.« og at de er af stor vægt for det hele? Sæt, at der lagdes os i skødet en Alexander, med andre ord, et barn, der udkrævede den største omhu (hvilket i øvrigt enhvers barn kræver), skulde jeg da skamme mig ved strax i selve begyndelsesgrundene at skyde en Genvej i undervisningen? Jeg synes nemlig ikke om, det, jeg ser så mange bruge, at lade de små lære bogstavernes navne og følgeorden tidligere end bogstavtegnene. Det hæmmer kendskabet til samme, eftersom børnene senere hen rette opmærksomheden ikke på selve skrifttrækkene, men støtte sig på erindringen om det, de tidligere have lært. -- Herfra stammer den forskrift, at lade børnene, nar de synes til fulde at kende bogstaverne i deres oprindelige orden, lære at læse dem baglænds og dernæst i broget blanding, indtil de små kende dem af udseende, ikke alene efter deres følgeorden.  Derfor gør man bedst i, som ved mennesker, samtidig at lære deres udseende og navn at kende.  Men hvad der skader ved bogstaverne, vil ikke være til skade ved stavelserne.  Jeg har imidlertid intet imod det, man for at fremme Læselysten hos de små har fundet på, at lade dem lege med Elfenbensbogstaver, eller hvad andet man hitter på, som end mere kan glæde hin alder og være den kært at sysle med, se på og give navn.

1) Denne tanke drøftes vidtløftigere af Quintilian II c. 3 (»Om man straks skal bruge den bedste lærer«), hvor han, efter i ren almindelighed at have hævdet, hvor langt bedre det er at fyldes med det bedste, og hvor vanskeligt det er at fjerne de fejl, der en gang have sat sig fast, fortæller om den navnkundige fløjtespiller Timotheos, der skal have taget dobbelt så meget for at undervise de elever, der havde lært af andre, som for at vejlede dom, der ej forhen havde nydt undervisning.  Det skæve i ikke strax at vælge de bedste lærer ligger, efter Quintilians mening, dels deri, at man tror, at hine »ringere lærere til en tid kunne gøre fyldest (hvilken dadelværdige nøjsomhed endda nogenlunde kunde tales, hvis sådanne lærere kun lærte noget mindre, ikke noget dårligere fra sig). dels deri, at man sædvanlig tror, at de, der have opnået en 'større dygtighed i at tale, savne lyst eller evne til at stige ned til barnestadet. »Men den, der ikke har lyst hertil, regner jeg (Quintilian) ikke for lærer, og evnen, påstar jeg, findes særlig hos alle de bedste. nar de kun ville,« for det første, fordi man må antage, at den, der overgår andre i veltalenhed, også omhyggeligt har, fattet det, der baner Vej til veltalenhed, dernæst fordi det vigtigste ved undervisning er methoden ( ratio), og heri er den mest uddannede lærer bedst hjemme; endelig, fordi ingen kan være fremragende dygtig i det større uden at være herre over det mindre (elementære), -- med mindre maske Fidias vel skulde have været den dygtigste til at danne et billede af Jupiter, men en anden bedre have kunnet udføre dette billedes udenværker (Staffagen), eller at en taler ikke skulde kunne føre en almindelig tale, eller at en ypperlig læge skulde være ude af stand til at helbrede lettere sygdomstilfælde, Der gives ganske vist en veltalenhed, der ligger over barnets fatteevne men den lærer, hvorom talen er, skal ej alene være veltalende, men også indsigtsfuld, kunne lære fra sig og forstå at lempe sig efter sin lærlings fatteevne, -- på samme måde som en rapfodet, nar han en gang gør en rejse med et lille menneske, vil give denne sin hand, mindske sine skridt og ikke gå længere foran, end at hans ledsager kan følge ham. Ja, sædvanlig er endog de lærdestes foredrag lettere at forstå og langt tydeligere; thi bade er klarhed en hoveddyd ved veltalenheden, og jo ringere evner én har, des mere søger han at gå i højden og at brede sig, ligesom små folk stå på tæerne og svage folk bruge kraftudtryk. Thi så meget er vist, at de svulstige, fordærvede og larmende talere, kort sagt alle de talere, hvis fejl ligger i en vrang efterlignelseslyst, lide ikke af et overmål af kraft, men af svaghed. som det da ikke er styrke, men sygdom, der opblæser legemerne. Derfor: Jo svagere evner én har, des uklarére er han.

    Nar nu drengen har begyndt at efterdanne skrifttrækkene, vil det ikke være af vejen, at bogstaverne så tydeligt som muligt indgraves på en tavle, så at griffelet kan føres gennem disse ligesom gennem furer. Thi dels vil han, da der på begge sider er Rande, som hindre ham i at gå uden for det foreskrevne, ikke, -- som Tilfældet er med voxtavlerne --, tage fejl; dels vil han ved bade hastigere og oftere at følge de sikre spor danne sine Ledemod og ikke trænge til hjælp af én, der med pålagt hånd styrer hans hånd. Det er ikke uvæsentligt at lægge Vind på at skrive godt og hastigt, en ting, der sædvanlig tilsidesættes af ellers dannede mennesker. Thi da selve det, at skrive, ved videnskabelig Syssel er en hovedsag og en væsentlig Forudsætning for et sandt og dybt grundet fremskridt, så hæmmer langsom skrift tanken, og en udannet og, uordentlig håndskrift er, vanskelig at tyde; deraf følger en anden ulempe, den nemlig, at man må foresige (diktere) det, man vil have afskrevet. Det vil derfor altid og overalt, men især, når talen er om løn-skrivelser(=hemligheder) og vennebreve, være en stor vinding ikke heller i denne henseende at have forsømt noget.

  Med hensyn til stavelserne gives der ingen genvej: de må alle læres fra grunden, og man må ikke, som så tit er tilfældet, opsætte de vanskeligere, indtil barnet støder på dem ved nedskrivning af ord. Heller ikke den første hukommelse1)

1) d. e. da man i sin tid lærte dem udenad.

må man blindt hen stole på: Gentagelse og langvarig indprentning vil her være til større gavn; og ved Læseøvelserne må man ikke drive på sammenhængende og, hurtig oplæsning, undtagen når bogstavernes indbyrdes forbindelse ikke volder afbrydelse eller tvivl, men kan gå for sig uden nogen sinkende eftertænken. Da først kan barnet skride til at knytte stavelser sammen til ord og disse til sammenhængende tale. Det er utroligt, hvor meget Læsningen sinkes ved hastværk: den volder tvivl, standsning og gentagelse, i det børnene vove mere, end de magte, og så, når de have taget fejl, komme til at tvivle også om det, de godt vide. Først og fremmest må da læsningen være sikker

1);
1) Læsemaden: discreta sit, der synes at have meget for sig, giver følgedde mening: Først og fremmmest gælder det da om at kunne læse hver stavelse for sig.

så kan man tage fat på sammenhængende læsning, der bør foregå temmelig langsomt, så længe indtil man ved øvelse har opnået en fejlfri hurtighed.  Thi at se til højre, hvilket alle foreskrive, og ane del næste, kræver både eftertanke og øvelse, eftersom man skal sige det foregående, mens man ser på det følgende, og løse den vanskelige opgave, at dele sindets opmærksomhed således, at røsten gør ét, øjnene et andet.  Det vil ikke være af vejen at sørge for, at drengen, når han, som skik er, skal til at skrive ord, ikke spilder denne møje på gængse eller tilfældigvis modende ord; thi han kan lige så godt strax, skønt det gælder noget andet, lære tydningen af sjældnere ord (hvilke grækerne kalde γλψ'δδαι) udenad, og således ved de første begyndelsesgrunde opnå noget, der senere vilde udkræve en egen tid.  Og siden jeg endnu opholder mig ved småting, så kunde jeg ønske, at også de Linjer, der bruges til forskrifter ved skriveøvelserne, indeholdt ikke ligegyldige tanker, men en eller anden nyttig påmindelse: Mindet herom ledsager os ind i oldingealderen, og de indtryk.  Sjælen får i den spæde alder, virke ind på vort tankesæt.  Også navnkundige mænds udsagn og især kærnesteder hos skjaldene (thi dem sætte de små pris på at kende) kan man under spøg lade dem lære udenad.  Thi både er hukommelsen, hvad jeg på sit sted skal vise, højst nødvendig for taleren, og den styrkes og næres ved øvelse. Og i den alder, hvorom det nu drejer sig, i hvilken man endnu ikke selv kan skabe, er hukommelsen næsten det eneste, der kan frem hjælpes at omhyggelige Lærere. Til uddannelse af mælet og skærpelse af udtalen kan det være formålstjenligt at lade børnene i denne alder, så hastigt som muligt, fremsige udsøgt vanskelige ord og Linjer, der dannes af flere meget hårdt sammenstødende, »knudrede« Stavelser (sådanne kaldes på Græsk χαλινοι').

Af slige χαλινοι' (eg. tøjler, »Ordhilder«) kunne nævnes gammeldags ord som : perterricrepus (stærkt larmende), incurvicervicus (krumhalset).

Det er vel en mindre væsentlig ting at dvæle ved; -- og dog ville mange udtalefejl, når de ikke færnes i barnealderen, senere hen sætte sig fast til uhelbredelige lyder.

II.html