Annette & Søren

Skole

Skolepolitik er også familiepolitik

(Uddrag af) Kronik i JP 20/7/98. Niels Chr. Sauer

Respekten for danske børns skolearbejde har lidt et alvorligt knæk i den sidste snes år. Vi har i dag Europas korteste skoletid i underskolen. Alligevel beder folk rutinemæssigt deres børn fri i ugevis for at komme på charterferie, når det er billigt. Samtidig betragtes elevernes hjemmearbejde ofte med ligegyldighed eller ligefrem irritation. Elever, der ikke har ordnet deres hjemmearbejde, forklarer det ofte med, at da de kom hjem fra fritidsordningen, skulle de til fodbold, fløjte eller fødselsdag. Det er langt fra usædvanligt, at elever er fraværende 15-20 pct. af undervisningstiden uden at være ramt af noget, der ligner kronisk sygdom eller tilsvarende. Så meget fravær kan kun de allerdygtigste elever bære uden alvorlige indlæringsproblemer til følge. I enkelte kommuner har det ligefrem været på tale at lønne eleverne i de store klasser for at passe deres skolegang for at hindre deres fritidsarbejde i at tage for meget tid.
Det får mig til at spørge: Tapper vi i den grad vores børn for energi uden for skolen, at de ikke har kræfter nok tilovers til skolen? Opskruet privatforbrug, overarbejdede, fraværende småbørnsforældre, verdensrekord i institutionalisering af børnelivet, splittede og konfliktprægede forhold mellem de voksne: Hvor er det synd for vores børn! Er det mon derfor, skolen først og fremmest skal være sød ved dem? Sovser vi vores børn ind i medlidenhed, fordi vi ikke har tid til at give dem nærvær?
Jeg kommer til at tænke på et barn, jeg kendte, der tidlig og silde rendte rundt hos alle sine naboer. Barnet var tilsyneladende ustandselig alene hjemme, også om aftenen og i weekenderne. Barnet spiste med, hvor det nu tilfældigvis befandt sig, og det var ikke usædvanligt, at naboerne sent om aftenen havde forældrene i telefo- nen: »Er vores barn hos jer? Nå ikke ... Hvis I ser ham, så sig lige, han skal komme hjem straks!« En dag spurgte jeg faderen, om de ikke kunne købe en hund, sønnens største ønske. Og svaret, som jeg sent skal glemme, lød: »En hund! Nej, det ville være synd. Vi er jo aldrig hjemme!« Denne mand er ikke nogen ond mand, slet ikke. Han er bare endnu en dansker, der ikke kan høre, hvad han selv siger.
Læg i øvrigt mærke til, hvordan vi indtil efteråret 1997 i månedsvis blev bombarderet med den ene jublende beretning efter den anden om det new zealandske skolevæsens fortræffeligheder. Her kunne man se virkeliggørelsen af de strålende visioner i den nye, smukke danske folkeskolelov, og hvis lærerne bare ville makke ret, så kunne det også lade sig gøre her til lands. Delegation efter delegation kom hjem fra down under med julelys i øjnene, parate til at gå i clinch med lærerne.
Men lige så pludseligt, som den begyndte, stilnede New Zealands-propagandaen af. Hvad skete der? Der skete det, at det kom frem, at den newzealandske model er funderet på, at ca. 40pct. af mødrene i New Zealand er hjemmegående og resten er på nedsat arbejdstid. Disse mødre deltager i stor stil i skolens arbejde som hjælpelærere og fundraisere. Det er mødrene, der sammen med lærerne bærer skolen i New Zealand. Et mildest talt ubelejligt budskab i det land, der har verdens højeste frekvens af udearbejdende småbørnsforældre!
Og her er det så, at skolepolitik bliver familiepolitik. Og så springer kæden af. Det her vil vi slet ikke diskutere. For så varer det ikke længe, inden kvinderne skal hjem til kødgryderne, og vi skal bo i jordhuler og dyrke gulerødder selv allesammen, og jeg ved ikke hvad. Danske småbørn er til evig tid dømt til at være hjemmefra hele dagen fra de er omkring et år.
Hvorfor dog denne tilsyneladende fatalisme, når vi nu ved, at det er et udbredt ønske i befolkningen - især hos børnene selv - at reducere børnenes institutionalisering? Det så vi klart demonstreret i den overvældende succes, forældreorloven fik. Danskere i massevis er simpelthen vilde for at komme hjem og passe deres småbørn.
Men de må ikke!
Vi står her over for en uhellig alliance mellem den politiske korrekthed, der har ondt over, at danskerne tillader sig et upassende syn på kønnenes ligestilling, og den benhårde markedsøkonomi, der går imod enhver reduktion af arbejdsstyrken med øget lønpres til følge.
Det er ikke fatalisme, der hindrer os i at gøre noget alvorligt ved, den totale institutionalisering af vores børn. Det er kynisme og formynderi af værste skuffe. Det er Overdanmark, der har rottet sig sammen mod Underdanmark. Det er magtens arrogance, der taler.