Skole
Skolepolitik er også familiepolitik
(Uddrag af) Kronik i JP 20/7/98. Niels Chr. Sauer
Respekten for danske børns skolearbejde har lidt et
alvorligt knæk i den sidste snes år. Vi har i dag Europas korteste skoletid i
underskolen. Alligevel beder folk rutinemæssigt deres børn fri i ugevis for at komme på
charterferie, når det er billigt. Samtidig betragtes elevernes hjemmearbejde ofte med
ligegyldighed eller ligefrem irritation. Elever, der ikke har ordnet deres hjemmearbejde,
forklarer det ofte med, at da de kom hjem fra fritidsordningen, skulle de til fodbold,
fløjte eller fødselsdag. Det er langt fra usædvanligt, at elever er fraværende 15-20
pct. af undervisningstiden uden at være ramt af noget, der ligner kronisk sygdom eller
tilsvarende. Så meget fravær kan kun de allerdygtigste elever bære uden alvorlige
indlæringsproblemer til følge. I enkelte kommuner har det ligefrem været på tale at
lønne eleverne i de store klasser for at passe deres skolegang for at hindre deres
fritidsarbejde i at tage for meget tid.
Det får mig til at spørge: Tapper vi i den grad vores børn for energi uden for skolen,
at de ikke har kræfter nok tilovers til skolen? Opskruet privatforbrug, overarbejdede,
fraværende småbørnsforældre, verdensrekord i institutionalisering af børnelivet,
splittede og konfliktprægede forhold mellem de voksne: Hvor er det synd for vores børn!
Er det mon derfor, skolen først og fremmest skal være sød ved dem? Sovser vi vores
børn ind i medlidenhed, fordi vi ikke har tid til at give dem nærvær?
Jeg kommer til at tænke på et barn, jeg kendte, der tidlig og silde rendte rundt hos
alle sine naboer. Barnet var tilsyneladende ustandselig alene hjemme, også om aftenen og
i weekenderne. Barnet spiste med, hvor det nu tilfældigvis befandt sig, og det var ikke
usædvanligt, at naboerne sent om aftenen havde forældrene i telefo- nen: »Er vores barn
hos jer? Nå ikke ... Hvis I ser ham, så sig lige, han skal komme hjem straks!« En dag
spurgte jeg faderen, om de ikke kunne købe en hund, sønnens største ønske. Og svaret,
som jeg sent skal glemme, lød: »En hund! Nej, det ville være synd. Vi er jo aldrig
hjemme!« Denne mand er ikke nogen ond mand, slet ikke. Han er bare endnu en dansker, der
ikke kan høre, hvad han selv siger.
Læg i øvrigt mærke til, hvordan vi indtil efteråret 1997 i månedsvis blev bombarderet
med den ene jublende beretning efter den anden om det new zealandske skolevæsens
fortræffeligheder. Her kunne man se virkeliggørelsen af de strålende visioner i den
nye, smukke danske folkeskolelov, og hvis lærerne bare ville makke ret, så kunne det
også lade sig gøre her til lands. Delegation efter delegation kom hjem fra down under
med julelys i øjnene, parate til at gå i clinch med lærerne.
Men lige så pludseligt, som den begyndte, stilnede New Zealands-propagandaen af. Hvad
skete der? Der skete det, at det kom frem, at den newzealandske model er funderet på, at
ca. 40pct. af mødrene i New Zealand er hjemmegående og resten er på nedsat arbejdstid.
Disse mødre deltager i stor stil i skolens arbejde som hjælpelærere og fundraisere. Det
er mødrene, der sammen med lærerne bærer skolen i New Zealand. Et mildest talt
ubelejligt budskab i det land, der har verdens højeste frekvens af udearbejdende
småbørnsforældre!
Og her er det så, at skolepolitik bliver familiepolitik. Og så springer kæden af. Det
her vil vi slet ikke diskutere. For så varer det ikke længe, inden kvinderne skal hjem
til kødgryderne, og vi skal bo i jordhuler og dyrke gulerødder selv allesammen, og jeg
ved ikke hvad. Danske småbørn er til evig tid dømt til at være hjemmefra hele dagen
fra de er omkring et år.
Hvorfor dog denne tilsyneladende fatalisme, når vi nu ved, at det er et udbredt ønske i
befolkningen - især hos børnene selv - at reducere børnenes institutionalisering? Det
så vi klart demonstreret i den overvældende succes, forældreorloven fik. Danskere i
massevis er simpelthen vilde for at komme hjem og passe deres småbørn.
Men de må ikke!
Vi står her over for en uhellig alliance mellem den politiske korrekthed, der har ondt
over, at danskerne tillader sig et upassende syn på kønnenes ligestilling, og den
benhårde markedsøkonomi, der går imod enhver reduktion af arbejdsstyrken med øget
lønpres til følge.
Det er ikke fatalisme, der hindrer os i at gøre noget alvorligt ved, den totale
institutionalisering af vores børn. Det er kynisme og formynderi af værste skuffe. Det
er Overdanmark, der har rottet sig sammen mod Underdanmark. Det er magtens arrogance, der
taler.