Politiken / Tirsdag 13. februar 1996

Har vi en børnekultur?

Af CARSTEN FLINK

Barnets århundred er snart slut, og børnekulturen er også næsten død. Vi må genskabe en børnekultur, som er opdragende og belærende, skriver ledende børnebibliotekar Carsten Flink.

MENS UNGERNE sidder inde foran morgenflimmeren med Bubber, Daffy, Max og Mule og alle de andre, er her en lille opbyggelig historie til morgenkaffen:
  'Filippine havde en meget god og fornuftig Moder. Hun fik hver Dag de bedste Lærdomme af hende. Iblandt andet blev bestandig sagt:
Børn maae aldrig være ulydige mod deres Forældre. Thi om endog Forældrene ikke kunne see og straffe deres  Ulydighed, saa seer og straffer dog Gud den.
    Da Filippine maatte flittig sye og strikke, saa troede hendes Moder, det var nødvendigt ogsaa at give hende Forretninger, hvorved hun havde nogen Bevægelse. Hun maatte derfor luge og vande Blomsterbeedene, og bære Brænde til køkkenet. Men hun fik derhos den Erindring: 'Du maae aldeles ikke hver Dag bære Vandkanden og Brændet i een og samme Haand. Om Mandagen bærer du med den højre, om Tirsdagen med den venstre Haand. Saaledes bytter Du om med Hænderne hele Ugen igjennem. Kjere lille Filippine? Jeg er ikke stedse hos Dig, og kan see, hvorledes Du følger min Erindring. Men Gud er hos Dig. Vilde Du være ulydig, saa kunde han let straffe dig med, at lade dig forvoxe og blive krum.'

Men den letsindige Filippine forglemde meget snart sin Moders gode Lærdom. Da det faldt hende. nemmere, at bruge den højre Haand, saa brugde hun den daglig, uden at betænke sig; om det var Mandag, Tirsdag, eller en anden Dag. Hun tænkde ikke derpaa, uden naar hun saae Moderen, saa tog hun hastig Vandkanden eller Brændet i den Haand, hvori det paa den Dag maatte bæres.

    Men hvad hjalp det Filippine, at hun bedrog sin Moder? Da hun engang blev paaklædt af Moderen, sas raabde denne med lydelig Stemme: 'Filippine! Filippine! Du er jo krum!' Og, begge græd. Hendes Moder skikkede Bud til en Læge, og led Filippine besigtige. Denne trak på Skuldrene, og sagde, at han vidste ikke at give noget andet Raad, end at der maatte forfærdiges et Snørliv med Jernskinner. Dette var færdigt i faae Dage. Filippine maatte udstase de største Smerter, naar hun tog det paae. Men det hjalp intet. Endskjønt hun klynkede hele Dagen, saa fik hun dog ikke anden Trøst af sin Moder, end denne:
'Den som ikke vil høre, maae føle. Havde Filippine fulgt mine Formaninger, saa skulde hun nu ikke udstase disse Smerter.'

Men endog Snørlivet hjalp intet. Den ulydige Filippine blev en liden, krum, uanseelig Krøbling, eg begræd for sildig hendes Ulydighed. Naar hun efter den Tid saae Børn, sagde hun altid: Børn!
Adlyder eders Forældre! Jeg skulle ikke være bleven en Krøbling, om jeg havde adlydet mine Forældre! 1)'


SÅ BOMBASTISK belærende var børnelitteraturen for 200 år siden. Ingen tvivl om hvad der var rigtigt og forkert. Og hensigten med skriverierne er også klar: De små skulle belæres og holdningspåvirkes til at blive lydige og artige børn. I datidens autoritære samfund havde man faste værdinormer, som kommende generationer skulle overtage uden selvstændig stillingtagen.

    Men hvordan formidler vi i nutidens demokratiske samfund værdisæt og moralbegreber videre til vores efterkommere? Har vi overhovedet nogen idealdannelser, som vi mener, det er umagen værd at formidle videre i børnekulturen? Eller overlader vi blot ansvaret i apatisk ligegyldighed til Daffy og Darkwing Duck?

    Hvis børn skal have mulighed for at besvare de grundlæggende, livsfilosofiske spørgsmål, må de kunne spejle sig selv i en nuanceret dannelseskultur, som kan give eksistentielle svar i den fortløbende identitetssøgning. Hvem er jeg, hvad er min kulturelle og historiske baggrund set i relation til resten af verden. I normfaste kulturmønstre som f.eks. det islamiske eller ældre tiders vesterlandske samfund, behøver man ikke lægge sådanne væsentlige spørgsmål ud til det enkelte barn. Her ligger værdierne fast. Det enkelte menneskes identitet ses som en del af helheden, hvor man overtager forrige generationers idealer. Heroverfor står vores moderne vesterlandske værdiopfattelse, hvor den enkelte selv danner værdibegreber. Dette medfører en forpligtelse fra samfundets side til, at der gives det enkelte barn mulighed for selvstændig værdi- og begrebsdannelse. Det er dybest set derfor, vi opretholder et net Sf offentligt finansierede børnebiblioteker, børneteatre, børnefilm m.v. Hvor skolen tager sig af de praktiske brugsorienterede færdigheder for den kollektive helhed, giver børnekultur-institutionerne forhåbentlig grundlag for op bygningen af den individuelle bevidst hedsdannelse.


AL KUNST er påvirkning. Men når de er børnekunst, kaldes denne påvirkning nedladende for belæring. Rigtige kunstnere vil ikke røre ved område med en ildtang for ikke at få pædagogik på fingrere. Men børnekulturen har altid været - og vil formentlig altid være - pædagogisk og holdningspåvirkende. Af samme grund bar den altid været let at latterliggøre, når udviklingen set i bakspejlet er passeret videre til et andet værdisæt. Men hvis samfundet har bnug for en overførsel af værdier til næste generation, må børnenes kultur i sagens natur være belærende. Børnekulturen må derfor vedkende sig sin pædagogiske funktion uden at få mindreværdsfølelse af den grund. Også klassikere som H.C. Andersen og Astrid Lindgren didaktiserede. Tænk blot på den fede morale i f.eks. Svinedrengen - eller den rebelske Pippi, der utvetydigt fortæller læseren, hvordan man gør oprør mod det borgerligt tæmmede barn. Ingen tvivl om den holdningspåvirken de effekt, Pippi havde på efterkrigstidens piger - også selv om Astrid Lindgren tog barnets synsvinkel og talte det herskende værdisæt imod. Forskellen på den gumpetunge, entydige didaktisering i historien om den ulydige pige og moderne børnelitteratur ligger i, at forfatteren i moderne børnelitteratur oftest Lager barnets synsvinkel, hvorved det holdningspåvirkende element får mulighed for frigørelse fra den på bjerget herskende moralkodeks.


MEN HVORDAN bar børnenes kultur det her ved udgangen af barnets århundrede? Får børnene overhovedet fat i den kultur, som de voksne forsøger at give videre til dem - eller drukner dannelseskulturen i det udbud, der tilbydes på det kommercielle marked, hvor omsætning og underholdning er de væsentligste parametre?

    Via et fintmasket net af børne- og skolebiblioteker er børnelitteraturen nok den kulturform, der når længst ud. Der læses da også meget. selv om de nyeste statistikker, med lidt slingrekurs, viser et ikke ubetydeligt fald i forhold til tidligere undersøgelser.

    Men tal er tal, daglig kulturformidling noget helt andet.

    Det er min sikre overbevisning, at det dokumenterede fald næsten udelukkende ligger på de 9-12-åriges forbrug af skønlitteratur, vel at mærke den del af skønlitteraturen. der har såvel eksistentielt gods som litterære kvaliteter i sig. Statistikkerne holdes oppe af faglitteratur, letlæsningsbøger og billedbøger (hvori der ikke ligger nogen ned-vurdering af disse litteraturformer). De tunge sager, hvor der er stof til efter-tanke, står urørte hen. Især drenge læser markant mindre skønlitteratur end tidligere. Når vi laver biblioteksorientering på mit bibliotek for 8.-klasserne, er den sværeste opgave som regel: 'Find den bedste bog. du har læst' - 'Jamen, jeg har aldrig læst nogen,' siger mange, og ofte må de helt tilbage til Peter Pedal. for at der dog kan stå et eller andet på papiret.

    Børns funktionelle analfabetisme er et hedt emne i den offentlige debat. Når erhvervslivet med gravrøst melder ud. at unge fra folkeskolens afgangsklasser hverken kan tage imod telefonbesked eller formulere forståelige breve, er det noget, der ger indtryk på et erhvervsfikseret voksensamfund.

    Det er naturligvis heller ikke hensigtsmæssigt, men egentlig er det nok værre, at disse unge aldrig har haft eller får mulighed for den virkelighedsindsigt, som litteraturen giver. Hvis vi kun tilegner os den viden og kultur, vi umiddelbart kan bruge via instrumentel læsning og derved lægger et nytteværdiorienteret aspekt ind i vores kulturoplevelse, får vi et fattigt samfund af kulturelle analfbeter, der kun kan overskue verden til og med deres egen næsetip.


BØRNELITTERTUREN er om nogen kulturform institutionaliseret. På godt og ondt. På godt fordi børn- og skol- biblioteket er blevet en veludbygget sørelse qua deres ekaplicitte benævnelse allerede meget tidligt i kulturlovgivningen med en deraf blomstrende litteraturproduktion. På ondt fordi konsumtionen i stigende grad også institutionaliseres. Børnene er buret inde fra 8-17 hver dag, så al læsning henvises til temalæsning i folkeskolen eller hobby læsning i pasningsordrigen. Og værst afalt, forældrene fratages ansvaret for denne oplagte påvrikningsmulighed, hvorefter de læner sig trygt tilbage i forvisning om, at institutionerne opdrager.

    I USA brænder forældregrupper den dag i dag børnebøger af i moralsk har me over indholdet. I Danmark smiler vi lidt overbærende ad den slags i vores tolerante ligegyldighed. Men hvor ville jeg blive glad, hvis en gruppe forældre lavede et bål på mit bibliotek i protest mod de bøger, jeg har købt - det ville i hvert fald vidne om engagement omkring deres børns kultur. Faktisk skal vi en hel generation tilbage, siden nogen gad løfte et øjenbryn på grund af børnelitteraturen i Danmark, nemlig da politikerne i Thisted forbød bibliote ket at købe Bent Hallers bog 'Sabotage'.

    Hvis ungerne ikke stifter bekendtskab dannelsekulturen i litteraturen, hvad så med teatret? På ruinerne af Dansk Skolescene, der gik ned i 1968, opstod en mangfoldighed af engagerede, opsøgende teatergrupper med økonomisk rod i blandt andet en favorabel tilskudsordning, som giver kommunerne mulighed for at få refunderet 50 pct. af deres udgifter til børneteater. Ser man bort fra Det Kongelige tater, anvendes ca. 25 pct. af de samlede teaterbevillinger til teater for børn. På den årlige børneteaterfestivål, der på skift afholdes rundt i landet, kan man se det brede kvalitets og genremæssige ud bud i sin helhed. Det er en ganske imponerende oplevelse, for der er en overvægt af kvalitativt, engagerende og sprudlende teater. Men faren for indavl synes at lure, lige om hjørnet, for de gamle spillere fra 60erne spiller stadig uden nogen synderlig tilgang af nye talenter. Måske fordi børneteater hat så lav prestie - ikke fordi det er entydigt didaittisetende, for det er det i meget beskeden grad - men blot fordi det er for børn? I hvert fald kommer fornyelsen til at mangle, også på repertoiresiden, hvor der spores en tendens til opsætning af Massikere på bekostning af eksperimenterende stykker.


NÅR VI virkelig skal bryste os af dansk børnekultur ved festlige lejligheder, fremhæver vi altid børnefilmene. Med filmloven af 1982 blev det nemlig lovhjemlet, at 25 pct. af alle statsmidler skal øremærkes til film for børn og unge. Disse 25 pct. gav en fornyet inter esse for produktion af børnefilm som andet end venstrehåndsarbejde fra de bedste instruktører. Resultatet har været ca. to spillefilm for børn om året siden, hvilket umiddelbart kan lyde imponerende, men i praksis giver enhver biografdirektør eller børnebibliotekar grå hår i hovedet, når han skal sammensætte et filmklubprogram for børn, hvor publikum ikke allerede har set ifimene 20 gange i forvejen. Vist holder børn af gentagelser, men når de mest viste film stadig er Lille Per fra 50erne og Cirkelinefilm fra 70erne, er det svært at få øje på rigdommen i dansk børnefilm. Særligt pauvert er udbuddet for de allermindste, hvor den danske produktion synes at være omvendt proportional med behovet. Langt flere kroner burde øremærkes til hørndlm, da det voksne publikum bedre kan overlades til det internationale udbud.

    Det samme kan kort siges om tv, hvor de få men fremragende børneudsendelser drukner i en endeløs sendeflade af intetsigende tidsfordriv. Da børn i snit bruger to timer foran fjernsynet om dagen, er tv en kulturel sværvægter, der går i alt for små børnesko.


BØRNEMUSIK behøver man faktisk ikke bruge plads på -- den er nemlig uddød! Endskønt dø er børnemusik-år i år, er den eneste lysende stjerne på den musikalske himmel en snart 20 år.gammel duo, bestående af Bjarne Jes Hansen og Niels Martinussen. De to har i ophøjet tosomhed lavet kvalitetsmusik for børn i næsten en hel generation. Men ellers er der mørke, totalt mørke, måske fordi børn slet ikke nævnes i musikloven. Som Josefine Ottesen, mangsårigt medlem af Arbejdsgruppen om Børn og Kultur, udtrykker det:

  'Der mangler helt klart penge til produktion af børnemusik. Yngre børn vil høre dansksproget musik, og det er helt galt, når de i Børne-tv's ønskeprogram om onsdagen må ty til Kim Larsen og Bamses kærlighedssange til konen. Det er simpelthen, fordi der ikke findes nok god dansksproget børnemusik.' 2)

    Billedskolerne myldrer frem som paddehatte rundt om i landet for tiden, afledt af faget billedkunsts fremkomst i folkeskoleloven, Men billeder kommer af billeder. Gode udtryk af gode indtryk. For at kunne lave spændende billeder må børnene derfor også præsenteres for rigtig kunst, der har et budskab til dem. Mange kunstmuseer forsøger sig i øjeblikket nied en aktiv kunstformidling, men noget egentligt børnekunstmuseum findes stadig ikke. Det skal derfor blive spændellde at se, om initiativtagerne bag projeket Den 7. Himmel får medvind til at flikke et børnekulturium sammen på basis af private og offentlige sponsorer, attraktivt beliggende i den indre by for såvel kulturister som almindelige danske børn og forældre. Her er det tanken at præsentere en mangfoldighed afbørnekultur i tredimensionale oplevelsesrum, hvor ungerne tilbydes en lystbetonet dannelses- og opdagelsesrejse gennem kulturarven. Alle former for kultur præsenteres: litteratur, kunst, musik m.v., formidlet så børn og voksne får fælles kulturoplevelser. på børnenes præmisser. Det kunne blive et flot multikulturelt sidestykke til statens Museum for Kunsts opreklanierede børne-afdeling på sølle 600 kvm..


SAMMENFATTENDE kan man konstatere, at en større og større del aqf børnenes tid forbruges på den kommercielle massekultur, herunder ikke mindst tv og computerspil. Samtidig presses børnekulturen fra Bit bagland, idet voksenkulturen oftest stjæler hele billedet, hvis ikke børn eksplicit nævnes i lovgivningen med en rundhåndet procentfordeling. Og endelig lider børnekulturen generelt under den lavprestige, som alt med præfikset 'børne-må arbejde under. Hvis den formidlede dannelseskultur skal stå distancen, må der sættes ind på flere fronter børnekulturen er på de felter, hvor den står stærkest, en institutionskultur, forstå et på den måde at den kun udvikler et professionelt udtryk og en professionel formidling der, hvor den har et fast ståsted. Institutionaliseringen er imid lertid samtidig blevet en sovepude for forbrugerne, herunder ikke mindst forældrene, som har 'glemt', at de har et ansvar i formidlingaprocessen. Spørgsmålet er, om Danmark er et holdningsmæssigt homogent land, hvor den ene Poul kan være lige så god som den anden, eller om den glatte overflade blot skyldes, at vi som forældre er totalt holdningsløse og passivt lader os og VOres unger glide med strømmen gennem kasseapparatet uden kulturelle og etiske mål og visioner af nogen art. For mange forældre begrænser deres kulturelle stillingtagen sig til, om de skal se 'Disney Sjov' eller 'Eleva2ren' sammen med deres unger fredag aften. De bruger hellere en time hver dag på at køre børnene til spejder eller svømning frem for selv at lege, læse eller sætte drager op sammen med dem. Forældre og børn mødes mest intenst i de situationer, hvor den voksne klart melder ud, hvem han er, hvad han står for, argumenterer for det og samtidig giver barnet mulighed for selvstændig stillingtagen. Og til en sådan kulturel erkendelsesproces er der brug for bevidsthedsudvidende kulturtilbud, der stikker dybere end fjernsynets familieflimmer.


BØRNE-kulturinstitutionerne må derfor afinstitutionalisere sig selv ved at drage forældrene ind i formidlingsprocessen og gøre dem medansvarlige. En mere aggressiv formidling må være et delmål, hvor flest mulige børnefamilier bliver gjort bekendt med betydningen af børnekulturen. Med store bogstaver må det fortælles, at kulturen i sine mange udtryk bidrager til livskvaliteten, samtidig med at den formidler vægtige psykiske, moralske og værdimæsige normer, som ikke kan overlades til en kønsløs skoleopdragelse, hvor en institutionaliseret ensretning lurer henne om hjørnet, endsige en merkantil, blankpoleret underholdningsindustri. Dannelsen af børnenes moralkodeks må og skal være forældrenes ansvar, da demokratiets overlevelse forudsætter en pluralistisk dannelse. Vi kan ikke blodt slaske med demokratiet og lade børnene være hovedvedløse medløbere, der uden forståelse for helheder falder for den første, den bedste trend.

Et gammelt ord sprog siger: 
For den der ikke ved,
hvor han vil sejle hen,
findes der ingen god vind.

Vi må derfor bruge børnekulturen give ungerne en god vind, så de hver især kan finde ud af, hvor de vil sejle hen. Det er -- pædagogik eller ej -- børn kulturens vigtigste opgave!

CARSTEN FLINK

  1. ) Christian Gotthilf Salzmann: Under-holdninger for Børn og Børnevenner. Af det Tydske ved P.N. Nyegaard. Rd. 1-8, Den straffede Ulydighed. Kbh. 1788.
  2. ) Anne Pdersen, Helle Solvang: Dansk Musikpolitik. Klim/Nordisk Kultur Institut. 1994.