Vor Ungdom 1890 side 340-64


Skolerejser.

    I en varm Sommer med stadigt vejr og klart solskin, hvor Undervisningen i Skolerne ofte foregår i 25oC. og derover med Elever, der følgelig ere anstrengte eller døsige for ikke at sige søvnige, hvor man, hvis man selv er Lærer, af egen Erfaring véd, hvor trægt og tungt Undervisningen går, og hvad der til syvende og sidst må være af aldeles afgørende betydning, hvor overordentlig ringe Udbytte den giver, i en sådan sommer som f. Ex. året 1889 har bragt for Maj, Juni og til dels Julis vedkommende, er den tanke sikkert opstået hos flertallet af Lærere og Lærerinder, om det dog ikke var muligt at forlægge undervisningen til »bedre Egne«, om det f. Ex. ikke lod sig gøre at tage hele Klassen eller, om man vil, hele Skolen med sig og fra Morgenstunden drage ud i den friske grønne Skov, vandre omkring der med sin lille Skare i de kølende Skygger, slå sig ned på en smuk Plads og, da det er Skoledag, tage fat på Undervisningen i de ny Omgivelser.  Af Stof vilde der være tilstrækkeligt.  De visne blade ligge strøet i Tusindvis, Resterne af Skovens Frugter, bog og agern, lige så, Engen tæt ved er fuld af Græs og blomster, måske endog en tørvemose i nabolaget byder sin sortebrune afgrøde ordnet i regelmæssige Småstakke tileftersyn med de mange levninger fra henfarne Tider; Fuglene kvidre og hoppe fra Gren til Gren lige over vore Hoveder, Sommerfugle og Guldsmede finde det slet ikke for varmt i Solskinnet, og løfte vi en Sten op fra Jorden på et skyggefuldt Sted, se vi Tusindben, Orme, bænkebidere og andre lyssky Individer, som have deres Tilhold under Stenen, efter et øjebliks Forbavselse skynde sig ned i Jordens moderlige Skød. Ere vi så heldige, at vor Lejrplads ligger højt, kan det hænde, at vi kunne se ud over Havet, det dejlige blå Hav, der giver Stof til Meddelelser af den forskelligste art: Havet og dets beboere, Skibene og deres befolkning, Strandbredden, Luft, Vind, Strøm osv. osv., -- der er langt mere end vi kunne overkomme at tale om.

    Når en Stund er tilbragt med Undersøgelser og Samtale, tager man til afvexling en lille Leg -- en Fædrelandssang eller to forhøje Stemningen -- og med passende Vexel af Leg, arbejde og Hvil går dagen hurtig; inden man véd et Ord deraf, begynde Skyggerne at blive lange, nu må der tænkes på Hjemturen, og så går det hjemad, lidt mere jævnt og stilfærdigt, end da man vandrede ud om Morgenen; men der er også en del at tænke over og samle i Erindringen fra den dag, så højst forskellig fra i Går, da man sad og halvsov på bænkene i den stegende Hede der inde i Skolestuen.

    Ja således kan man fantasere, endog når det er varmt eller måske netop da; blive Fantasierne stærke og gentage de sig hyppig med tilstrækkelig Tydelighed, så få de Efterhånden bestemte Former. træde ud af Skyggernes Vorden og ind i Virkeligheden, og således er det da gået til, at Friederich Beust1), Skolebestyrer i Hottingen ved Zürich (oprindelig Officer i den østrigske Hær), som ganske sikkert er flere Menneskealdre forud for sin Samtid, og som Skoleverdenen i det hele har meget at lære af i adskillige Retninger, har indført som »Skolefag« én Gang om Måneden Sommeren igennem »Skolerejser«.
1) Se Vor Ungdom 1886. S. 231.

  Da nu imidlertid denne Sag hvor betydningsfuld den end i og for sig er, slet ikke er så let at løbe til, og da den gerne (også her hjemme) skulde behandles så omsigtsfuldt, at den kunde voxe frem og hævde sig en fast Plads i Skoleverdenen, så har han, til Hjælp og Støtte for dem, der have Øje for den nytte, den opvoksende Slægt kan drage af sådanne Skolerejser, samlet sine Erfaringer i henved en Menneskealder på dette Område, og da de med ganske uvæsentlige Ændringer passe fortræffelig også i vort Samfund, har jeg tænkt, at det kunde have sin Interesse at lære dem at kende og i den anledning indhentet Forfatterens Samtykke til at forelægge »Vor Ungdoms« Læsere følgende:

Indledning.

    Når vi gå på Rejse med Skolen, forandrer som oftest denne Skikkelse for vore Øjne.  Børnene vise Egenskaber, Tilbøjeligheder og Instinkter, der tidligere ikke ere komne frem.  Mangen elev, som i skolestuen kan opstilles som et mønster for Klassen, er i det fri ligesom lammet, medens andre, der under sædvanlige Forhold sjælden have vakt vor Tilfredshed, overraske os ved deres Flinkhed, Udholdenhed og Opfindsomhed.  Det er til visse ikke ligegyldigt, om bedømmelsen af en Elev suppleres med Indtrykket af hans Færd på Skolerejsen. Hvert enkelt barn er et Led i Skoleudflugten som Organisme betragtet, til hvis Rådighed, det så at sige stiller alle sine Evner, sine Tanker og Følelser, sin vilje, sine Tilbøjeligheder og sine Erfaringer, Kræfter, som alle efterhånden træde i Virksomhed, når børnene kende hverandre og har Tillid til deres Lærer.  De medbringe endvidere deres Trang til Erkendelse, til Viden og, Forskel, til selv at skabe noget, i slettere Forstand: deres Nysgerrighed, adspredelses-, Lege- og Ødelæggelseslyst, alle stræbe de instinktmæssig efter at gøre deres Individualitet gældende. På mange forskellige Måder får man Lejlighed til at iagttage de unge Verdensborgere.  Alle uden Undtagelse ere de ivrige deltagere i Legene, navnlig, når disse gå ud på Løben og Styrkeprøver.

    Friederich Frøbel legede med børnene, han kaldte sine pædagogiske hjælpemidler »Legegaver«, og han stræbte at vække Initiativet hos de små, at kalde deres Opfindelsesevne og Skabelyst frem og lede den i Retning af det »skjønne«. Skolerejser øve -- under en forstandig Ledelse -- en lignende Indflydelse, i det mangen Egenskab, der kan være besværlig i den snævre Skolestue, her træder frem i et helt andet Lys og barnets Virkelyst ved de forandrede Omgivelser får passende Spillerum.

    Men alle børnelege betinges af en Organisation, ved hvilken der tildeles hver især af deltagerne bestemte Opgaver. Hos Englænderne danner den organiserede Leg en vigtig Faktor i opdragelsen helt ind i ynglingealderen.  Det er Legens Organisation, der øver størst Tiltrækning på Ungdommen. Skolerejserne foregå nu ikke blot inden for den faste Organisations Rammer; men de byde også børnene rigelig lejlighed til organiseret eller ordnet Leg.

    Gennem Krigs- og Kulturhistorien lære vi, hvilken Rolle Organisationsdygtigheden spiller i Folkenes Liv, og hvad der i vore dage kan præsteres i så Henseende, grænser som bekendt til det utrolige. Tænk blot på, i hvor kort, nøje afmålt Tid og med hvilken Sikkerhed et brev bliver afleveret til vedkommende, enten han bor i den usleste cul de sac i London, i St. Francisco eller i Cairo, og det for en betaling af 20 øre.

    Grundbetingelsen for enhver Organisation er en formålstjenlig Gennemførelse af Principperne for Arbejdets deling, så vel som Ordning og Inddeling af Tid, Rum og Virksomhedskredse. Herved spares ikke alene Tid, Kraft og Penge, men der vindes i mange Tilfælde også en pålidelig Kontrol.

    Skoleorganisationen er Grundlaget for Rejseorganisationen.  Barnet må til daglig brug mærke, at det er et Led i en Organisme, at dets Gøren og Laden er i Overensstemmelse med Kammeraternes, at dets virksomhed er fastslået ved bestemte Regler og Forskrifter i Henhold til Tid og Sted, at Arbejdet udføres på den foreskrevne Måde og hverken må forsømmes eller forstyrres, fordi det hele i så Fald mer eller mindre vil lide derunder. Er det nødvendigt, at børnene på Skolen tage Tiden i Agt og ere præcise, så er på Rejse i langt højere Grad Punktlighed en uafviselig Fordring så vel for den enkelte som for det hele.

    Selve Rejseplanen må lægges med største omhyggelighed og nøje følges, når Foretagendet skal lykkes.  Derfor må Føreren i Forvejen have studeret Kortet og taget de stedlige Forhold i Øjesyn for at kunne inddele Tiden og beregne hvad der kan overkommes af Seværdighederne på det Sted, man besøger. Lange marschture kunne ikke udføres af et større Selskab på behagelig Måde, med mindre den enkelte opgiver en del af sine Tilbøjeligheder og af sin frie Vilje og underordner sig det store og hele, der altså bevæger sig og, handler som ét Individ.

    Men heller ikke på en almindelig Skolerejse tør der gives Ungdomsmod, Tilbøjeligheder og Kræfter frit Spillerum, i alt Fald ikke, så de føre til Excesser.  En Skolerejse er netop en Prøvesten for Tugt og disciplin, for den rette Erkendelse af den Grænse, der er afstukken for vor Frihed og Fornøjelse på den ene, vore Medmenneskers Velbefindende på den anden Side. Ingen må tiltage sig nogen Forrettighed eller søge sig nogen privat Fordel, Læreren lige så lidt som Eleverne, alle må de være interesserede i, at Udflugten lykkes. Flertallet af børnene - i Princippet enhver deltager i Rejsen bør have en eller anden Opgave, der kommer det hele til gode. Og da det her kunde hænde, at den enkeltes uagtsomhed eller unøjagtige Opfyldelse af de overtagne Forpligtelser kunde blive Skyld i, at Målet forfejledes, Glæden forstyrredes, Anstrængelserne i betænkelig Grad forøgedes, og det hele måske fuldstændig mislykkedes, så gælder det om, at Læreren strax med årvågent blik bemærker enhver Forsømmelse og Fejl og er i Stand til i Tide at råde bod derpå.

    Hele Foretagendet står Fare for at mislykkes, når den eller de ledende ikke gøre Afkald på egen bekvemmelighed og fornøjelse, og, ikke med forsigtig fremsynethed afholde sig fra alt, hvad der kan fjerne deres Opmærksomhed fra børnene. Hertil regne vi fremfor alt Følgeskab af andre voxne, ikke til Lærerpersonalet hørende Mennesker, som, selv om de have den bedste Vilje til at yde Støtte og Hjælp, selvfølgelig søge Adspredelse og Underholdning.

    Det gælder i langt højere Grad på Skolerejser end på Skolebænken at komme til en levende Erkendelse af, at man kun har sig selv at stole på, at hver især er i Stand til at hjælpe sig selv, og at Fornøjelsen og Nydelsen egentlig betinges netop af egen Kraft.  I Skolelivet vil der stedse findes Måder, på hvilke den rige kan vise sig den fattige overlegen, Midler, hvorved han kan gøre sig Arbejdet lettere, -- selv om disse måske ere illusoriske --, men på en Skolerejse står og går enhver på sine egne ben.  Den Hjælp, der hidrører fra Organisationen, og som skåner Kræfterne, skaffer Vederkvægelse, forebygger Uheld, undgår Overanstrengelse osv., bliver alle uden Undtagelse i lige høj Grad til del.

    Skoleudflugter falde ganske naturlig i to Arter: dem, som ikke nå ud over Hjemmets umiddelbare Nærhed, og dem, som foretages allermindst 8 à 10 Kilometer bort (1 Meter c. 3 Fod, 1 Km. = 1000 Meter).  De første ere blot Spadsereture. Om dem er kun lidet at sige, dog må der advares mod at tage børn under f. Ex. 8 År fra de små Klasser med på Udflugter, der vare hele dagen.

    Vi gå så over til Heldagsudflugter, og som første betingelse for Foretagendets lykkelige Udfald kræves modent Overlæg, hvis første Frugt er

Rejseplanen.

    Forskellige Faktorer have Indflydelse på Rejseplanen og Rejsens Mål: Årstiden, Vejret, Elevernes Antal, deres Alder og Flinkhed, Jærnbaners og dampskibes Fartplan osv.

  Solskin behøver man ikke at frygte for eller undgå i Forårs- og Efterårstiden, hvor det oven i Købet kun er på solbeskinnede Pletter, Jorden kan være så tør, at man tor lade de tyndt klædte og ophedede børn uden Skade for Sundheden lejre sig for at holde Hvil eller Måltid. På den Tid af Året kan man ligeledes marchere på åbne Veje over Marker og Enge - man bør have Opmærksomheden henvendt på det botaniske Udbytte, som forhåbentlig vil kunne opnås. I Midsommertiden og hundedagene søger man skyggen, vælger altså Skovpartier. Efter vedholdende Regn må man være forsigtig i Valget af de Veje, man benytter. Engstrækninger ere kun tilgængelige, når længere Tids Tørvejr byder Sikkerhed for, at børnene ikke komme til at gå i bløde.  At besøge udsigtspunkter lønner sig kun i klart Vejr.

  Jærnbaners og dampskibes Fartplaner have selvfølgelig stor Indflydelse på Rejseudflugterne. Efter den Udstrækning, i hvilken man benytter sig af disse Samfærdselsmidler eller helt gør afkald på dem, kan man ordne Skolerejserne i forskellige Grupper:

  1. ) Hele Udflugten foretages til Fods og er i dette Tilfælde aldeles uafhængig, i det man efter behag kan bestemme afrejse og Hjemkomst. Ganske vist er en sådan Tur værd at anbefale i tvivlsomt Vejr og overhovedet som en begyndelse på Skolerejser, da børnene 'herved vænnes til en ordnet Marsch; men man bor erindre, at Omegnen om en større by altid påvirkes og optager så meget af byens Kultur, at der kun bydes ringe Udbytte i Retning af Kundskab om Landet og landlige Forhold.  Det er også af Vigtighed for børnene at lære, hvordan man skal opføre sig på Jernbaner og dampskibe, så at man ikke falder nogen til besvær og ikke bringer sig selv eller andre i Fare; derfor ere de følgende 4 Grupper af større betydning.
  2. ) Man tager om Morgenen ud på Jernbane og dampskib og vender om aftenen hjem til Fods.
    Dette tør kun anbefales, når Hjemrejsen ikke bliver for lang, fordi de svageligere børn kunne blive meget anstrengte ved en længere Tilbagemarsch om aftenen.
  3. ) Man foretager Turen til Fods ud til bestemmelsesstedet og vender tilbage pr. Jernbane eller dampskib. På denne måde har man frirådighed over Tiden til Udrykning, og Hovedparten af Marschen bliver udført med friske Kræfter på den køligere Tid af dagen; men man må ikke forglemme i Tide i gøre anmeldelse på den Station, hvorfra hjemturen skal foregå, om hvor stort Selskabet er og hvilket Tog, man vil benytte.

  4. ) Man tager ud på Jernbane eller dampskib, foretager en Fodtur midt på dagen og vender hjem om aftenen på samme måde, som man drog ud om Morgenen, eller
  5. ) man tager ud på Jernbane eller dampskib, vandrer til Fods til en anden Jernbane linje (eller dampskibsrute) og benytter denne til Hjemrejsen.

    Ved 4 og 5 kommer man længere bort fra hjemmet,

    Børnene få større Landstrækninger at se, til det tidligere kendte, knytter der sig meget nyt. Men Udgifterne ere større ved 5 end ved 4, da man ikke kan tage Returbilletter.

    Den betydningsfuldeste del af en Skoleudflugt er ubestridelig den, som udføres til Fods.  Da det på disse Rejser ikke gælder om at tilbagelægge den størst mulige Strækning til Fods, men Hovedøjemedet er at forlægge Undervisningen fra de snævre Skolestuer til det fri og, tillige efterhånden også at vænne børnene til legemlig anstrengelse, så vælger man fra begyndelsen af et ikke for fjernt mål for Rejsen.  For 50 til 70 børn vil en Strækning på 5 Km., by vor de f. Ex. kunne finde beskæftigelse som Samlere, være passende; senere kunne Rejserne forlænges til 10-15-20 à 22 Km.  Men man må beregne dobbelt så lang en marschtur, som en voxen bruger for at tilbagelægge den samme Vejlængde.

    Vil man benytte Jernbane eller dampskib til Hjemrejsen, må man indrette sig således, at Selskabet er samlet på Stationen mindst 1/4 Time før Togets eller Skibets afgang.  Dette er meget vigtigt, og kan ikke tages for alvorligt; går man letsindigt tilværks i denne Retning, vil man let kunne berede sig mange ubehageligheder, og hvis man overhovedet vil vænne børn til Orden og Punktlighed, må man foregå dem med et godt exempel.  Har man, som det sig hør og bør, fastsat en bestemt Tid til Hjemrejsen, så må denne Tid respekteres af alle deltagerne. For børn i 8-13 Års alderen er en dagsudflugt på 10-12 Timer en rigelig tilmålt Tid, heller ikke for de ældre Klassers Vedkommende bør man overskride dette Tidsrum, det må bestemt frarådes at benytte det sidste Tog til Hjemrejsen, ligeledes er det ubetinget galt at udstrække Turen til Kl. 9-10 om aftenen. Endvidere er det hensigtsmæssigt, i Forvejen at have valgt Tid og Plads til Frokost og Middagsmåltid, enten disse Måltider indtages i en Kro, i Skoven eller på et Udsigtspunkt. Men det skal ikke forties, at der lader sig anføre en Række indvendinger imod Kromåltider.

    Disse Måltider og Ophold i Kroer få nemlig ikke alene alt for ofte stor Indflydelse på hele Rejseplanen, men trænge sig endogså frem som Rejsens Hovedformål og skubbe derved alle andre gode Formål til Side. Opholdet i en Kro tager langt mere Tid end det Måltid der holdes i den fri Natur; næsten ufravigelig følger med Måltid i en Kro Nydelse af spirituøse drikke, der på forskellig Måde besværliggør Ordedens Opretholdelse og skader den gode Tone.  Det sker også let, at Opholdet forlænges, uden at man i Forvejen kan beregne det, og på denne Måde kan Tilbagemarschen, der helst skulde være en god og hyggelig afslutning på Udflugten, forvandles til en forjaget, alt andet end gemytlig Iltur, der kan have skadelige Følger for de små og svagelige. Lad os derfor undgå Kroer og lejre os i Skov og Mark.

    Den Vej, man har bestemt at følge, må Føreren under alle Omstændigheder kende, og desforuden er det rigtigst at have et nøjagtigt topografisk Kort over Landskabet, for at man kan genkalde sig alle Enkeltheder i Erindringen og nøje udmåle afstandene.

    Det er yderst vigtigt at inddele Tiden rigtig efter afstandene. Man er meget tilbøjelig til at betragte sin egen Marschdygtighed og den enkelte drengs eller Piges som Norm for hele Klassen, medens man ubetinget bor rette sig efter de svageste børns Kræfter. Som bekendt bruge 3 Personer, der i Forening foretage en ny Fodtur, mere Tid dertil end hver enkelt bruger, og hver af de tre forbruger igen noget mere Kraft, end han vilde gøre, hvis han gik alene. Med hver tilvæxt bliver Selskabet imidlertid mere »ubekvemt«, så hver deltager må anvende en større Kraftmængde; heraf følger uundgåelig en langsommere Fremrykning.  Dette er Grunden til, at Tropper på Marschen stedse bruge mere Kraft og Tid end Enkeltmand, selv om en hensigtsmæssig Ordning og Fordeling af Kræfterne reducerer dette Tab til det mindst mulige. I al almindelighed kan man gå udfra, at en Flok børn, som ere uvante med Fodture, bruger dobbelt så lang Tid om at tilbagelægge Vejen som en voxen. Men ved god Marschordning og nogen Øvelse ville de snart være i Stand til at tilbagelægge en Mil i c. halvanden Time eller hver Kilometer i 20 Minutter. En Ting må man dog fremfor alt slå fast.  Det er en Hovedregel ved enhver Marschtur, at deltagerne ikke overtrættes, men at der i rette Tid skaffes dem Ro og Hvile, for at de tabte Kræfter på ny kunne indvindes.  børn komme overordentlig hurtig igen til Kræfter, når der holdes et kort Hvil, så snart man bemærker, at de svagere begynde at udmattes. Sådanne korte Standsninger kunne gøres, når man frabegyndelsen af regner 1/2 Time, senere 20 Minutter pr. Kilometer; men den Tid, der bruges til Iagttagelser, belæring og Leg må særlig beregnes. Hertil kan passende anvendes c. 2 Timer.  Af de 10 - 12 Timer, som medgå til hele Rejsen, blive således de 2-3 brugte til Jernbane- eller dampskibsturen, 2-3 Timer til Undersøgelser, Forklaringer og Leg og 6-8 Timer til Fodturen med de behørige Ophold; på denne Måde tilbagelægges fra 16 til 22 Km.

    At man bør lægge alt, hvad børnene skulle foretage sig, til rette for i det pågældende Øjeblik at kunne samle deres Opmærksomhed om de forskellige Ting, der fortjene at iagttages, behøver ikke nærmere at forklares, men dog bør det lægges Lærerne på Sinde i Forvejen på Kortet at mærke sig Steder, der give anledning til belæring, således f. Ex. de højeste Punkter, som Vejen fører over, Steder, hvor man befinder sig på et Vandskel eller passerer fra et Flodområde over i et andet OSV. OSV.

    Sådanne Steder, hvor en stejl Skrænt, et Flodleje, et dalstrøg, et Stenbrud, et Jernbane- eller Vejanlæg har blottet de forskellige Jordlag, hvor der altså er Lejlighed til praktiske geologiske Undersøgelser, bor man i Forvejen bide Mærke i, og man bør ingenlunde sky en Omvej for at kunne tage sligt i Øjesyn. Udsigter fra større Højder ere meget belærende, fordi man her let opdager Overensstemmelsen mellem Kortet og Landskabet. Søer, Vandløb, Veje, Jernbaner, Skov, Mark og boliger, træde skarpt frem, så at billedet let fæstnes i Erindringen.  Derfor må man ikke glemme at tage Kortet med og forevise det til Sammenligning med Landskabet. Senere i Skolestuen ville børnene let kunne genkende en skizzeret Gengivelse af Virkeligheden.

    Hvis der knytter sig historiske begivenheder til de Steder, man besøger, vil det være naturligt at genkalde dem i børnenes Erindring i den rette Tidsfølge.

    I naturhistorisk Retning er det rigtigt at henlede børnenes Opmærksomhed på de for Stedet ejendommelige Planter og de dyr, der have særlig Interesse.

    Hvad befolkningen angår, da bør, for så vidt som børnene ere udviklede nok dertil, Forholdet mellem Stat og Kommune forklares. Herfra går man over til at omtale borgeren og bonden, som gennem sit arbejde sikrer sig en fredelig Tilværelse i det ordnede Samfund, der yder ham beskyttelse og Hjælp under Livets Tilskikkelser og gør ham det muligt at udvikle sine og sine børns Evner, overensstemmende med deres anlæg og Tilbøjeligheder, i det hele tilfredsstille sine materielle og åndelige Fornødenheder.

    Det er endvidere af interesse at dvæle ved den organisation, som i Kraft af en planmæssig Samfundsordning og en fornuftig anvendelse af naturkræfterne frembringer arbejdsprodukter, bestemte til at forhandles, og ligeledes ved den Organisation, der på samme Tid som den bliver af største betydning for den enkelte, også fremmer Samfærdselen mellem Nationerne, f. Ex. det Jernbanenet og dampskibssystem, der i dette Århundrede har bredt sig over hele vor Verdensdel.

    Vi have kort sagt Lyst til at se og kende Sogne, amter, Provinser, Nabolande, Skoler, Hospitaler, Kirker, Fabrikker, Maskiner, Værktøj og de forskellige Samfærdselsmidler osv. osv.

 

Forskellige Forberedelser til Rejsen.

    Hertil høre Vink og Råd i Retning af Klædedragten og den øvrige Udrustning. Ganske tynde klæder passe kun i de varmeste Sommerdage; ellers lette uldne dragter; om Foråret og Efteråret, i tåget eller uroligt Vejr, må man have varme Klæder, dog helst ikke Kåbe eller Overfrakke.  Bekvemme, stærke, ikke helt nye Sko med lave brede Hæle høre med til Udrustningen, endvidere i en Rem om Halsen botaniserkasse, Flaske med bæger samt Frokost.  Vin bør ikke tåles, fordi den hidser og bringer børnene til at tørste.  Derimod er Te, Kaffe, citron og Vand med lidt Sukker eller Frugtsaft og Vand behagelige og forfriskende drikke på Skoleudflugter. Man må ikke glemme at tage en lille Notesbog eller i det mindste et sammenfoldet blad Papir og en blyant med sig.

Lærerens Udrustning må svare til Elevernes; han bør erindre, at det vilde klæde ilde, hvis han lod børn -- selv om de frivillig tilbød sig -- bære Sager til hans bekvemmelighed eller hans personlige brug.  Derimod kan han så godt lade dem bære mindre Ting, som kunne komme alle til gode, hvis han ikke foretrækker selv at opbevare dem. Hertil hører: et Ur, der går rigtig, en fartplan eller i det mindste et udtog af en sådan, noget hæfteplaster, noget ammoniak mod (Insektstik), hofmannsdråber og pebermyntedråber (mod pludseligt Ildebefindende). Endvidere et topografiskkort over Rejse terrænet i højst 1/50000 formindsket Målstok og måske et Kompas; en Lommekniv, noget sejlgarn og nogle Sikkerhedsnåle bør ligeledes medtages. Men fremfor alt må en stærkt lydende Signalfløjte ikke glemmes.

Det er fornuftigt i Forvejen at tale med børnene om, hvorledes de have at forholde sig på banegårde. i Vogne og på dampskibe, og disse anvisninger bør jævnlig, hvor Tid og Sted byder Lejlighed dertil, gentages:

Skal man passere Skinnerne, må det ske med Ro uden at løbe eller springe, da det er farligt at falde på Skinnerne; vi have haft Eksempler både på arm- og benbrud ved sådanne Fald.

Venter man på Toget, må børnene blive på Perronen eller mindst 2 M. (c. 3 alen) fra Sporet. Indstigningen foregår i så mange afdelinger, som der står døre til Rådighed.  De små først, hjulpne af Læreren, de store sidst.

Man må passe på ikke at støde eller skrabe Knæ og Skinneben på de høje Trappetrins skarpe Kanter, hvilket man let kommer til, især når der skubbes og trænges på bag fra. Man må ikke stikke Hovedet ud af Kupévinduet, lige så lidt arme eller Spaserestokke. Ingen må læne sig op imod døren, og de åbnede døre må kun berøres, idet man stiger ind og ud. Man risikerer ellers at få en Finger knust, ja man har Exempler på, at Menneskeliv er sat på Spil ved at en dør er bleven smækket hastig og hårdt i.  Den, der under Farten ser efter Lokomotivet, udsætter sig, for, at en Kulgnist flyver i Øjet på ham, hvilket er overmåde smerteligt. I Reglen have børnene mest Lyst til at se på de nærmeste genstande, der under den stærke fart synes at suse forbi, det er imidlertid ikke uden skade for øjnene og man har ikke mindste nydelse deraf, medens man på næsten alle Jernbanelinjen i vort fædreland i timevis kan glæde sig over den skønneste udsigt ved at rette blikket mod det fjerne.

 

Oganisationen.

    Det må stå klart for børnene, at den enkeltes gode Vilje og fornøjelige Medvirkning ikke kan undværes, dersom hele Foretagendet skal lykkes og blive til Glæde for alle. Hvad der imidlertid ret er gået ind ide ældre Elevers bevidsthed, det have de yngre allerede hørt så meget om, at de sikkert med brændende Iver attrå at vise sig dygtige til at udføre, hvad der måtte kræves af dem.  Det er i Reglen ikke børnenes Skyld, når de møde upræcist eller ere mangelfuldt og upraktisk klædte og udrustede til deres første Rejse.  Men selv om børnene have den tilstrækkelige Forståelse af den nødvendige Ordning og Vilje til at overvinde anstrengelserne, til at undvære materielle Nydelser og tørste uden at miste Humøret, selv om de ere flinke til at hjælpe til ved Ordenens Opretholdelse, så må dog Organisationen være således, at Føreren helt og holdent har Styret på Skaren og til enhver Tid kan råde over alle, i et givet Øjeblik gøre sin Vilje gældende over hele Linjen.  Den ydre Form for denne Organisation er brugt fra arilds Tid, anvendt mangfoldige Gange og kendt af alle militære; den findes i alle armeer, disse ærværdige Mønstre for Organisation, hvor Summen af mange Tusinde bevæbnede Mænds legemlige Kræfter, Intelligens og Vilje lægges i Hænderne på en eneste -- den øverste Hærfører. Denne Ordning er i og for sig meget enkelt og træder i en lille Trop som vor frem i sin allersimpleste Form.  Læseren har allerede gættet, at jeg mener Opstillingen af en For- og en bagtrop. På disse to adskilte Grupper hviler ikke alene den Forpligtelse at forhindre, at Troppen adsplittes, at noget tabes, at en eller flere løbe bort eller blive tilbage, men kun ved deres Medvirkning er det muligt for Føreren til enhver Tid at danne sig et begreb om Tilstanden i det hele, om den mere eller mindre påtrængende Nødvendighed af at gøre Holdt eller holde Hvil, om Muligheden ved et frembrydende Uvejr af at gøre et jævnt Løb i sluttet Række eller i alt Fald en hurtig Marsch for at nå under Tag. For- Og bagtroppen, der er fjernet 30-50 Skridt fra Hovedtroppen, består hver af 2 eller 3, i Skoven af 5-6 børn og retter sig i sine bevægelser i Reglen efter hovedtroppen.

    De to små afdelinger have deres hele Opmærksomhed henvendt på det almene bedste.  Da alle ville beklæde disse Poster, så skifter man oftere Personale. Hen imod aften kan det være heldigt at benytte til Fortrop de svagere børn, som let blive trætte, og til bagtrop de kraftigere. I det hele lønner det sig at have de svageste så langt forud som muligt.  De børn, som volde bagtroppen bryderier og derfor må »holdes i Ørene«. kan man på Hjemrejsen samle under en pålidelig elevs Kommando og gøre ham ansvarlig for, at hans afdeling ikke kommer synderlig langt bag efter Fortroppen.  Det er Fortroppens Pligt at sørge for, at ingen løber forud, og bagtroppens, at ingen bliver tilbage. Til Trods for disse, som det synes, snævre Grænser, kan Selskabet, når Samleriveren kommer over det, bevæge sig på en Udstrækning af ca. 1 Km. i Længden o- 100 M. på hver Side af Vejen; ti mellem For- og bagtroppen har det frit Spillerum. -- Og dog skal Førereren have dem alle under sin fulde Kommando?  Naturligvis!  børnene lære hurtig at kende de få Signaler fra Piben: Pas på! Holdt! -- Slut Geled! -- Slut Geled hurtig! -- Hurtig fremad! Ved »Pas på!« se alle efterføreren. Ved »Holdt!« gør kun Fortroppen Holdt (i Modsætning til Soldater), og hele Flokken samler sig. --

    Man må beskrive vejen så nøjagtig som muligt for Fortroppen. Fatter denne betænkelighed undervejs, eller kommer den til en Korsvej, et beboet Sted, en Skovstrækning eller anden Hindring, gør den Holdt og standser hele Troppen, indtil Føreren er kommen til Stede og igen giver Signal til, Fremrykning eller bestemmer sig til at gøre en Forandring. Hindringer forekomme så vel i beboede Egne som i Skov- og bjærglandskaber, hvor man ofte forlader de banede Veje.  Der er afspærrede Veje, marscherende Tropper, Jernbanearbejder, Ligtog, Ildebrand, Trængsel på Markeder og Udstillinger, tæt Kratskov, unge Plantninger, stejle Skrænter, Sumpe, Søer og bække, etc. etc. I alle tvivlsomme Tilfælde må man altså afvente Førerens afgørelse. Kommer man til et befærdet Strøg, er det rigtigst at vente, indtil hele Troppen er samlet, for så i et heldigt Øjeblik hurtig og i små Robe at gå over Gaden eller Vejen.

    Over en Eng, igennem en dør eller et snævert Stræde, over en Stænte, ad en smal Fodsti el. I. skal man gå én for én, medens Resten gør Holdt.

   Da de forreste gå hurtigst, må man stadig ved Signaler -- »Pas på«, »langsomt« eller »Holdt« -- minde dem om deres Pligt: at se efter det øvrige Selskab.  Her kan også den voxne Ledsager komme til at øve en forstyrrende Indflydelse, især når han er en ung, kraftig Mand.  Han slutter sig da helst til Fortroppen, og i det han ganske uvilkårlig slår ind i en Skridtgang, der svarer til hans Størrelse og Kraft, følger Fortroppen med. Udspinder der sig nu en levende Underholdning, medens måske Terrænet forhindrer ham i at overse hele Flokken, så følger snart kun en mindre Trop af de kraftigere Individer efter Fortroppen; med hvert Skridt forøges afstanden mellem dem og de øvrige, og Forbindelsen kan slippe fuldstændig. Intet Signal og intet Råb bliver mere hørt, og man må være glad, når begge Partier træffe sammen ved Rejsens Mål.

  bagtroppen har den Forpligtelse at forhindre enhver af deltagerne i Udflugten fra under noget som helst Påskud at blive tilbage.  Den må tvinge Efternølerne til igen at slutte sig til Selskabet og strax meddele Føreren, når den ikke bliver adlydt, eller når et barn befinder sig ilde eller ved et eller andet Uheld forhindres i at holde Trit med de øvrige.  Bagtroppen må endvidere passe på, at intet tabes. Overtøj, Hals- og Lomme- tørklæder, Notitsbøger o. l. tabes let og blive liggende på Legepladserne uden at børnene mærke det.  Bagtroppen samler alt sligt op og efterser Pladsen omhyggelig ved ethvert Opbrud.

 

Udførelsen.

    Livet i et organiseret Samfund forudsætter Punktlighed, for at forebygge Spild af Tid og Kræfter. I begyndelsen ville de Elever, der have et livligt Temperament, indfinde sig længe før Tiden, Flertallet vil møde i rette Øjeblik og nogle enkelte lidt bag efter. På det fastsatte Klokkeslæt går Læreren ud mellem børnene, Grupperne ordne sig, og den opsynshavende i Klassen melder, om alle ere tilstede. I sidste Øjeblik vælges 2 flinke og erfarne Elever til Fortrop, 2 lignende til bagtrop, og nuafmarscheres der. Børnene kunne gå i sluttet Række og i Trit eller ordnede, som de selv behage, men samlede. Senere spredes »Tropperne«. Går man tilbanegården, må Fortroppen jævnlig se sig tilbage, at den i sin Iver ikke kommer for langt fra Hovedtroppen. Hvis de små må løbe, er det Tid at formane Fortroppen til langsommere Skridtgang. Man gør Holdt foran Indgangen, ordner børnene f. Ex. to og to og venter, indtil Ventesalen lukkes op. Stationsforstanderen er i Tide underrettet, nu har man blot tilbage at løse billetter.

 

I Vognen.

  Alle børn ville sidde eller stå ved Vinduerne; vil de stærkere og mere fremtrædende søge at fortrænge de små eller beskednere fra en god Plads, må det forhindres. Så snart alle ere bragte til Sæde, tages botaniserkasser og Flasker af o- lægges eller hænges således op på Hylder og Kroge, at intet kan falde ned. Selv om man tillader børnene mange Friheder, så er dog for Hyggeligheds og behageligheds Skyld en vis Ro nødvendig, der imidlertid ikke al Tid er så let at skaffe til Veje på Grund af børnenes løftede Stemning. Lyst til Leg og til drillerier viser sig snart. Man må så anspore dem til at søge den Glæde, der ligger i rolig beskuelse af Fartens vexlende billeder. Men at se og se ere to forskellige Ting. Et er at gabe tankeløst på de Genstande, der komme inden for ens Synskreds, et andet at se med Forståelse af det sete. Synet kan øves og oplæres. På samme Måde, som man taler om Kortlæsning, kunde man også tale om Landskabslæsning: om Evnen til at skille det nære fra det fjerne i alle dets Enkeltheder, ja endog at slutte sig til, hvad man ikke ser. Nærmere Genstande ses af normale Øjne nogenlunde ens; om fjernere gælder det derimod ikke, og der hører Øvelse til at opfatte Genstande, der ligge bag hverandre, på rette Måde, og ikke tro, at de ligge ved Siden af hverandre. For de fleste tage Alpetoppe, der ere langt fjernede fra hverandre, sig ud som nære Naboer.

    Tusinder fare med Ildtoget buldrende hen over en bro uden at lægge Mærke til Vandets Løb derunder. Men for os og vore børn ere Vandløbene Individer, med hvem vi gerne ville gøre nærmere bekendtskab. Vi stige op til deres Kilder og følge dem gennem smilende agre, forbi Landboernes Småhuse og ned igennem de lavere liggende Landskabers større byer, indtil de føres ud i det store, salte Hav.

    Det er mærkeligt, så mange Mennesker der mangle blik for det nye, det fremmede, og altid blot søge efter det kendte.  De ere for ubehjælpsomme til at kunne knytte det nye til det kendte og beslægtede; de ville f. Ex., når de på fremmede Steder sætte sig til bords, slet ikke røre mangen Ret, fordi de ikke have smagt den fra Moders Køkken. Vore Skolerejser skulle udvikle elevernes Iagttagelsesevne og åbne deres blik for Forståelsen af nye Fremtoninger.  De mere erfarne blandt Kammeraterne, i sidste Instans Læreren, hjælpe de øvrige til at knytte det nye og ukendte til det kendte. Skønt næppe noget af, hvad der falder inden for børnenes stadig nye Synskreds, vil være dem ligegyldigt, sløves dog deres Opmærksomhed og vender sig mod, hvad der foregår inde i Vognen. Læreren kender imidlertid Vejen og Omgivelserne i Forvejen, og på et Vink af ham rette alle Opmærksomheden på en ny Genstand eller holde sige rede til ny Overraskelser.

    Der er adskillige børn, som have den slemme Vane at skulle spise til enhver Tid eller i alt Fald ikke have Ro, så længe der er noget spiseligt i deres Lommer. Meget snart ere de i Lav med Maden.  De må da gøres opmærksom på, at Reglen er kun at spise og drikke på Lærerens Opfordring.

    Er Toget afgået fra næstsidste Station, er det på Tide, at hver især samler sine medbragte Sager. For og bagtrop udvælges, og Fortroppen stiller sig ved døren, Læreren stiger først ud og anviser Fortroppen Plads i tilbørlig afstand fra Sporet der, hvor børnene skulle opstille sig. bagtroppen forlader sidst Vognen efter at den har forvisset sig om, at intet er efterladt. Små, svage og nærsynede børn må hjælpes ved Ind- og Udstigningen og når man passerer Skinnerne.

 

Fodturen.

    For at spare al unødvendig Tidsspilde tilrådes det at begive sig på Fodturen strax. Udspinder der sig først en Underholdning mellem de omkringstående og børnene -- og ethvert Publikum interesserer sig for dem --, så bliver et Ophold næsten uundgåeligt.  Den vel instruerede Fortrop går i Spidsen, Hovedafdelingen følger enten fire og fire eller uden Orden, men så tæt samlet som muligt.  Børnene ere lykkelige ved at kunne ombytte den siddende Stilling i den snævre Vogn med bevægelsen i det fri; én løber forud, en anden tilbage for at opsøge sine specielle Venner, de føle sig fri og blive nu gerne højrøstede. I det man passerer en by eller Landsby, er det ganske vist mest passende, at man forhindrer børnene i at skrige, råbe og synge. Ude på den åbne Mark eller i Skoven kunne de derimod godt lade deres Stemme høre.

  Lader man børnene have frit Spil, så ville de, så snart man har vendt Menneskenes boliger og de indhegnede Steder Ryggen, begive sig på Jagt efter dyr og Planter.  Ingen blomst ved Vejen, intet krybende eller flyvende Insekt er sikkert for deres Øjne og Hænder.  Alt, hvad der blomstrer, rives af, og alt, hvad der løber eller flyver, fanges, spiddes, kloroformeres eller puttes i Spiritus.  Uden Mådehold kaste børn fra byen sig i Mark og Eng over alt, hvad der kan synes deres Samlerlyst ønskeligt at besidde.  Det er hændt, at en dreng har udsøgt sig den rankeste Stamme i en Planteskole til en Spaserestok. Et barn fra Landet vilde næppe gøre sig skyldigt i et sådant Misgreb.  Hvor der ikke kan være Tale om at lægge særlig Vægt på botanik eller Zoologi, burde deres Plukken blomster indskrænkes til en enkelt buket.  Under alle Omstændigheder bør denne blomstersamlen og disse Insektmyrderier have et bestemt Mål.  Hvis alle Skoler optog pædagogiske Skolerejser i deres Undervisningsplan, så kunde de nævnte Naturstudier ellers føre til gradvis Udryddelse og Ødelæggelse af særlig smukke og sjældne Planter.

    For at modarbejde dette, må man vække og pleje den Forestilling hos børnene, at ethvert tænkende Menneske her har en Pligt. Enhver skal, så vidt det står til ham, medvirke til, at intet uden skellig Grund ødelægges, det være sig Frembringelser af den organiske Natur eller af Menneskets arbejde.  Af endnu en Grund bør man strængt passe på denne Samlen Insekter; at samle Insekter betyder nemlig det samme som at dræbe dem, og dette fører kun alt for let til dyrplageri. Man må derfor sørge for, at de fangede dyr blive aflivede ved et ufejlbarligt og hurtig virkende Middel. Tilladelsen til at samle Insekter bør kun gives til nogle få Elever, og Tilladelsen til at tage Larver og Pupper hjem med sig kun til sådanne, som man kan stole på vil forsyne Fangerne daglig med frisk Foder.  Det bedste er at fremvise alle fangede dyr, som ikke ere almindelig kendte, for Eleverne, gøre disse opmærksom på deres karakteristiske Kendemærker og Egenskaber og derpå strax igen skænke dem Friheden.

   Alle drenge have stor Lyst til at skære sig Stokke, og kun alt for ofte må de unge Stammer i Skoven undgælde for denne Tilbøjelighed.  Man kan tillade dem at skære en Kvist af en Gren, af mangen en busk kan man også uden betænkning tillade dem at snitte sig en Stok.

    Og finder man så imellem disse nogle lige Eksemplarer af omtrent en Fingers Tykkelse, kan man studse dem af til f. Ex. en Meters Længde og ved Tværsnit dele dem i decimeter. Med en sådan improviseret Målestok måler man nu Vejens bredde, Højden af Planter som f. Ex. Ørnebregner, Kongelys, Rug, byg, Havre, Hvede, Hør osv., nogle af de største Træers Tykkelse, Vandløbenes bredde, når man passerer broer, osv. Kommer man til en jævn Mark eller Eng, kan man, når man har målt den op, let og hurtig afstikke en Tønde Land.

 

Holdt, Lejr og Måltider.

Så snart man når et passende Sted, gøres et kort Holdt for de uundgåelige legemlige Fornødenheders Skyld.  Ere drenge og Piger sammen, sendes de hver i sin Retning. Hver Gang der er noget at se, kommanderes »Holdt«; børnene besvare de Spørgsmål, Læreren gør for at vække deres Erindring om det beslægtede, til hvilket det ny skal knyttes, tage derpå dette i Øjesyn og hjælpe til på forskellig Måde at indregistrere det ny begreb i deres Videns- og Erfaringsarkiv. -- Imellem 9 og 11 Tiden lejrer man sig for første Gang på et passende og tiltalende Sted og spiser sin Frokost, omtrent 1/3 af de medbragte Fødemidler.  Børnene gruppere sig efter behag, men det tillades ikke, at enkelte eller hele Grupper sætte sig afsides. Enheden og Sammenholdet må stedse bevares.

  Kun den må drikke, som har nydt nogle Mundfulde og først efter at der er givet Signal til at drikke.  Børnene må lære at være husholderiske med Mad og drikke, så at der endnu ved aftenstid er en Rest til Rådighed.  Det vil være så meget lettere, hvis man i Løbet af dagen kan fore det tørstige Selskab hen til en brønd.  De store, de stærke, de behændige, de frække, de uforskammede og de begærlige må her ikke have Lov til at pumpe sig fulde af Vand og tilmed fylde deres Flasker, medens de små og svage må renoncere på at blive vederkvægede, men alle skal de drikke med Mådehold. Man samler derfor de bægre, der haves, og ordner Skaren i Rækker på så mange børn, som man har bægre. Har en Række drukket, slutter den sig til Kolonnens sidste Led. Når alle have drukket en, to eller tre Gange, fortsættes Marschen igen.  At fylde Flasker tillades ikke, fordi det vil spilde for megen Tid at fylde alle Flasker. Man drikker kun godt Vand.  Det må ikke tages af en åben Ledning og heller ikke komme fra en bæk; det må være friskt og klart uden Farve eller bismag.

  Imellem Kl. 11 og 2 holdes 2den Gang Rast, i Reglen ved det Sted, som skal være Rejsens Mål; ved Midsommertid i Skyggen, ellers på en sol beskinnet Plet. Hvem der har taget noget af sit Tøj af, må nu igen tage det på, det omvendte må i alt Fald på ingen måde finde Sted. Huer og Hatte tages ikke af Nu spiser man til middag, det vil sige, enhver fortærer Hovedparten af sin proviant men gemmer dog endnu en lille del til et Slutningsmåltid.

  Når alle legemlige Fornødenheder ere tilfredsstillede, taler man om, hvad der er at se, og hvad man har fundet undervejs.  Kl. 12 kan man tilnærmelsesvis ved Hjælp af Solen bestemme verdenshjørnerne, og hvis man har en Vinkelmåler, f. Ex. en Kvadrant, som Eleverne selv kunne lave sig, måler man Solhøjden.  Alt efter Årstiden kan man gøre sig til Opgave at samle et antal Planter af en bestemt Klasse, Orden eller Familie, efter som det passer med Undervisningen.  Selv Elever, som kun have få botaniske forudsætninger, ville dog nok være i Stand til at kende Svampe, Lavarter, Mos, kurvblomstrede, Græsarter o. l. Man må også se at få fat på nogle Krybdyr, Leddyr og bløddyr og fremhæve deres indbyrdes Forskelligheder for børnene.  Dem, der høre sammen, lægger man ved Siden af hinanden. Med lidt Ordenssans vil en forholdsvis righoldig Samling snart fremkomme og afgive Vidnesbyrd om Naturens lovbundne Orden og Trinfølge.

Det Kort over Omegnen, som blev forevist børnene i Vognen, tages atter frem og gives dem i Hænde, for at de kunne orientere sig rigtig og sammenligne Kortet med Virkeligheden.

Så snart Læreren er træt af at tale og gør en Pause, bliver han anmodet om, at Legen må begynde. Og der er ingen Grund til at afslå en sådan begæring, med mindre man har en længere Fodtur tilbage. Nu afstikker man en Legeplads, som ikke må overskrides; thi det kan hænde, at enkelte sætte en Ære i ikke at blive fundne eller fangne og løbe så langt bort, at de ikke mere kunne høre Signalet og finde tilbage til Lejrpladsen. Sommerfuglejægere og bærsamlere kunne også, hvis man ikke sætter en bestemt Grænse for deres jagtdistrikt, komme for langt bort og forvilde sig.

 

Hjemrejsen.

  Den sidste del af Rejsen må man indrette sig på hyppigere Hvil, for at børnene ikke skulle ankomme forjagede, ophedede eller overtørstige til Stationen.

    Hjemturen, på hvilken børnene i Reglen ere meget muntre, er for Læreren besværligere end Udmarschen; han må altså være dobbelt opmærksom på at undgå Optøjer og Utilbørligheder.

    Ved ankomsten til beboelsesstedet, kunne de børn, der bo i Nærheden, strax få Lov til at begive sig hjem; men de børn, der bo længere borte, må man først give Slip på, når man har fulgt dem hen i Nærheden af, hvor de bo. Hvis en større Part af Selskabet kan følges ad »den slagne Vej« til Hjemmene, selv om disse ligge noget fjernere, kan man nok stille Flokken under en pålidelig Elevs Kontrol.

 

Rejsens betydning for Undervisningen.

    Der bliver på Rejsen ved alle Forklaringer stadig givet børnene Lejlighed til at genkalde sig det kendte. Næsten alt, hvad de se, og hvad de af egen drift iagttage. står i Forhold til det, de i Forvejen vide besked med; men til sikker Viden bliver Iagttagelsen først i Skolestuen, hvor den bliver ligesom slået fast og indregistreret.  Det forholder sig nu med dette Register som med ethvert andet Katalog.  Det kommer an på den Ordning, man følger, om man hurtig og så at sige på stående fod kan finde, hvad man søger.  Udbyttet af Rejsen som Undervisnings- og dannelsesmiddel afhænger netop af dønne indre Ordning. Man kan bruge Tiden som basis herfor og lade børnene fortælle og behandle det oplevede i kronologisk Rækkefølge; men man kan også benytte en anden Ordning, den, der hersker i Tingenes Væsen og Natur, som Rettesnor for Gentagelsen og som Vejviser for Erindringen.  Begrebernes behandling i logisk Orden vil uden Tvivl komme frem af sig selv ved en jævn og simpel Fremstilling af det oplevede.

    Et hvert barn ser med egne Øjne, og dets Individualitet gør sig gældende i dets Iagttagelser. Når det har meddelt alt, hvad det har set, iagttaget og undersøgt, og når Læreren måske har rettet det mindre korrekte og udfyldt Hullerne ved denne Fremstilling, ordner man Iagttagelserne og Erfaringerne i en systematisk Rækkefølge, så at den nye Viden får sin naturlige og rette Plads anvist ved Siden af den ældre.  Denne Ordning må være så enkelt og simpel, at der efterhånden, idet Naturen a»anskues«, voxer et organisk Hele ud deraf.

    Dagen igennem se vi solen, under tiden også månen. Ved vor Hjemkomst om aftenen se vi det uendelige, af lysende Kloder opfyldte Rum, som hvælver sig over os. Vore børn have ikke brug for et Observatorium, og astronomi som Videnskab ligger dem såre fjern, dog er det naturligt at henlede deres Opmærksomhed på den vidunderlig smukke Himmelhvælving med de funklende Stjerner, og tale med dem derom, for så vidt de kunne forstå det.  Fiksstjernerne kalder man Sole, Planeterne er det naturligt at sammenligne med vor Jord, og man lærer dem, at alle i Verdensrummet frit svævende Legemer have Kugleform. Man kan tale med dem om Jordens drejning om sin axe, om Stjerners Op- og Nedgang, deres Kulmination osv., kan vise dem enkelte Stjernebilleder som f. Ex. den store Bjørn o. a., lære dem at finde Polarstjernen osv.

    Til Jordens Stilling i Solsystemet knytter sig Meddelelser om Luftlaget, der omgiver den, og fra dette stige vi med Nedslaget ned til Jordoverfladen og trænge med Vandet ind i den faste Jordskorpes dybder eller se det danne Søer og Sumpe der, hvor det ikke kan få afløb. Vi lægge Mærke til Vandet i Kilderne, som begynde Kredsløbet forfra, i det de fra det indre bane sig Vej til Overfladen og i bække og Floder stræbe ud igen mod Havet, fra hvilket atter Fordampningen foregår og Skylaget dannes for ved Hjælp af Vinden og andre Kræfter på ny at skænke Jorden, »frugtbare Tider«.

    Der, hvor Vandet har vasket knuste og forvitrede dele bort eller hvor andre mægtige Kræfter eller Menneskehænder have blottet den faste del af Jordskorpen, vise Molassens og Juraens simple Lejringsforhold sig overalt i hele det schweiziske Højland og fortælle os om Naturkræfternes Virkning i lange, måske Millioner År omfattende Tidsrum, og om den store Forskel i Jordskorpens Sammensætning og dannelse i almindelighed og vore hjemlige bjærges i særdeleshed.  De talrige Vidnesbyrd fra vort Lands tidligere Isperiode have vi i de gamle Moræner for ikke at nævne de mange Hittebørn i Skikkelse af tilbageblevne arktiske Planter, som tale med tusind Tunger om forhistoriske begivenheder. Højtoppe på Molassebjærgenes Toppe hilse børnene den af Rullestene dannede Nagelfluh som en gammel bekendt, og på de skovbevoxede Klippeskrænter klatre de op ad de nu sjældnere og sjældnere forekommende Klippeblokke, der have tilbagelagt så mange Mile på Ryggen af en Gletscherleviatan og for Årtusender siden indlejret sig der, hvor deres Ridedyr smeltede som Smør i Solen. Endvidere samle børnene sig på Juratoppene eller i Kalkbruddene Ammoniter, Terebrateler, Echinoider og hvad de nu hedde, alle sammen Vidnesbyrd om bjærgmassens neptuniske Oprindelse. Og hvor rig er ikke Juraen på sådanne Vidnesbyrd.  Børnene have stedse Lommerne fulde af de til Sten forvandlede dyrerester fra den Tid, hvor de tjente til Føde for de kæmpemæssige Saurier.

    Ganske vist kan man studere alle disse Ting i udsøgte Exemplarer smukt ordnede i Glaskasser og sirligt opstillede i Museer; men vi lægge Vægt på, at de unge kunne gå ud og i deres ansigts Sved selv slå op i Naturens støre herligt illustrerede bog og Side efterside tyde dens Skrifttegn, at de kunne lægge sig ned på det bløde Mos og indånde Skovblomsternes dejlige duft eller iagttage dyrenes Færd i Livets travle Virkelighed. Med betragtninger over Menneskesamfundet og dets Værker afslutte vi Rejseudflugten. Vi begynde med det lille Samfund, Rejseselskabet, der deles i Lærer og Elever de sidste i drenge og Piger.  Andre Mennesker, som vi møde, kunne også klassificeres efter køn, alder, Stilling og Nationalitet. Ethvert Individ tilhører en eller flere Organisationer, hvilket ofte kendes idet ydre, på Klædedragt, Væsen eller Værktøj. Men den vigtigste Organisation, Statsorganisationen, som knytter alle i Landet sammen, kommer selvfølgelig ikke til Syne.  Vi kunne ikke afgøre, hvilken Kommune, hvilket amt eller hvilken Provins den Mand hører til, som vi møde.  Men vi kunne lære at kende vort Lands Inddelinger på selve Stedet og, om vi ville, måle dem op til Fods.

    I det vi fæste vor Opmærksomhed på Menneskene, kunne vi ikke forbigå deres Værker. Hele Naturen har fået et andet Udseende ved Menneskets Virksomhed, og vi gå ikke et Skridt uden at komme i berøring hermed. Vi se Menneskers boliger enkeltvis eller samlede til Landsbyer eller byer, deres Værktøj, Redskaber, Maskiner, deres organiserede arbejder grupper i Fabrikkerne, og vi ere ofte Vidne til deres Virksomhed.  Menneskene i det organiserede Samfund ere indbyrdes forbundne på mangfoldige Måder.  En Mængde Hjælpemidler står til vor Rådighed, og vi benytte os af dem.  Mange af disse kræve Tusinder til deres betjening, og der ligger en Organisation til Grund for dem, som ligefrem er storartet i Retning af Punktlighed og dygtighed. -- Endnu mange andre specielle arbejder lade sig knytte til Skolerejser.  De indsamlede Planter og dyr må tilberedes og indordnes hver på sit Sted. Man kan tegne Kort af Landskabet og tage Skizzer af enkelte Partier. Hvis Læreren er i Stand til at lade børnene fremstille et Relief af Rejseterrainet, så ville de der igennem ikke alene opnå Forståelse af de topografiske Forhold, som ethvert rigtig tegnet Kort giver, men der vilde på denne Måde kunne indføres en ganske fortrinlig Øvelse i Håndfærdighed i Skolen, et arbejde, som uden en vis Organisation slet ikke lader sig udføre i en større Klasse.1) Enhver Lærer burde samvittighedsfuldt og fordomsfrit gøre sig selv det spørgsmål, om ikke en Udvidelse af det organiserede arbejde og en organisk Tilknytning af forskellig Håndfærdighed til det øvrige Skolearbejde lod sig iværksætte; om Skolen ikke uden at overbebyrde Eleverne kunde yde noget, der vilde blive af gennemgribende betydning for Samfundet, i det den meddelte dem en Kundskab, hvis Resultat ligger i mangeartede små Håndfærdigheder, der alle i sig gemme det organiserede arbejde, en Kundskab, der i højere Grad vilde blive Menneskets uforgængelige Ejendom, end vore nuværende Skolekundskaber, der ganske vist lettere kunne prøves (således som det sker ved den årlige Examen), men sikkert ikke bevares så længe, som det var ønskeligt.
1) Se »V. U.« 1886 S. 289. »Das Relief in der Schule« af Fr. Beust er udkommen i et pæd, Tidsskrift i Schweiz og i Separataftryk at få hos Orelli Fiissli & Comp. i Zürich.

 

Slutning.

    Lad os nu, i det vi forudsætte, at der årlig foretages 4 å 6 2) Skolerejser, se, hvilke Resultater der opnås.
2) Udgifterne hertil ere meget små, de kunne let bestrides med i alt 5 Frs. = 3,60 Kroner for hvert barn, en Sum der ofte gives ud til en eneste Lystrejse.

  1. ) Den legemlige Udvikling og Sundhed fremmes.
  2. ) Børnene vænnes til at kunne sulte og tørste, til at holde de Tilbøjeligheder, der ikke lade sig forene med det fælles bedste, i ave; den vedholdende Øvelse af deres Muskler fører til Selverkendelse og Tillid til egne Kræfter. Selv om det, der ydes af børnene, ikke i begyndelsen sker helt frivillig, men skriver sig fra den »gode Vilje«, der »kræves af Selskabet, fra Efterlignelseslyst, Æresfølelse, i sidste instans fra disciplin og Organisation, så udvikler der sig dog på hver ny Rejse mer og mer en rigtig Erkendelse af Rejsens betydning for børnene; de følge anordningen ikke udelukkende af Lydighed, men fordi Årsag og Virkning klares for deres bevidsthed, og afholde sig derfor efterhånden af egen drift fra, hvad der ikke er fornuftigt og rigtigt.
  3. ) Opholdet i fri Luft under vexlende atmosfæriske Forhold og Lejligheden til at gøre Iagttagelser i Naturen skærper Sanserne og Iagttagelsesevnen.
  4. ) Børnenes Viden breder sig i mange forskellige Retninger, begreberne mangfoldiggøres og klares, og på denne Måde suppleres og korrigeres Skole kundskaberne af Erfaringerne.
  5. ) Børnene opfatte hurtigt den simple Organisations betydning for de fornøjelige, lærerige Skolerejser.

    De (på Læreplanen optagne) periodisk tilbagevendende organiserede Skolerejser have dog størst betydning som Forberedelsesøvelser til Militærtjenesten.  De ere et fortrinligt Hjælpemiddel til den rette Opfattelse af de topografiske Forhold, og den stadig gentagne Sammenligning mellem Kortet og Overfladeforholdene kan slet ikke gives ved blot teoretisk Undervisning, selv om den er nok så fortræffelig.

        Juli 1889.

Ved Augusta Fenger.