Atikel Samling VOR UNGDOM 1883 side 69-83

Naturhistorisk Undervisning og dens Hjælpemidler.

Det er de i de seneste År fremkomne udtalelser i Undervisningsinspektionens Beretninger om de kontrollerede prøver ved de lærde Skoler og højere Realskoler, der have givet Anledning til de efterfølgende Bemærkninger.

Allerede i Beretningen for 1876 (S. 3) står der:
,,Når Disciplene ikke tit nok føres på Ekskursioner, vil deres Kundskaber vel meget begrænses af, hvad Skolens Samling indeholder."

Dette er uomtvisteligt, og man kan kun i Almindelighed billige den i Udtalelsen liggende Opfordring til Lærerne om at føre Disciplene ud i det fri. Man har nemlig hidtil flere Steder kun alt for meget hjulpet sig -- foruden med den Hjælp, Skolesamlingen har ydet -- med Billedværker. Men enhver Naturhistorielærer véd, hvor mangelfuld denne Hjælp gerne er; det er vanskeligt og for mange Skoler 'uoverkommeligt at få Billeder af tilstrækkelig Godhed, og det er endnu vanskeligere at få Disciplene til at se på Billederne med Forstand, så at de fremstillede Dyre- eller Planteformer præge sig fast og rigtig i Hukommelsen. Det er derfor også heldigt nok, at Beretningen for 1876 ikke nævner den Hjælp, som kan haves gennem naturhistoriske Billeder. Derimod må det forundre, at den' slet ikke nævner den Støtte, Læreren kan have i det Materiale, som han medbringer på Skolen, enten fra sine private Samlinger eller fra sin Færden ude omkring i Naturen. Denne Hjælp ved Naturhistorieundervisningen er virkelig betydelig, og den kan i mange Måder bøde på Ekskursionernes Undladelse. Der er nemlig meget, som nødvendig må hindre den ypperlige Understøttelse, Naturhistorieundervisningen kan have i Ekskursioner; således Vanskeligheder over for Læseplanen, Hensyn til Lærerens andre Sysler eller til hans Helbred og Alder, egnens Utilgængelighed inden for den Tid, som kan afses, Disciplenes knappe Tid, Hjemmets Krav til deres Fritid o. s. v. I flere Skoler er det derfor vistnok ligefrem nødvendigt, at man så at sige drager Ekskursionen ind i Stuen; dette sker, i det Læreren ret flittig medbringer Sager fra det fri, og derved vil han ikke glemme at tage ind med i Skolen en Del af det, som ved Naturhistorieundervisningen med Fordel kan bruges af det daglige Livs Fremtoninger. Fra de nærmeste Omgivelser kan meget drages ind i Undervisningens Tjeneste.

En betydelig hjælp kan man da også have gennem Disciplene; de kunne skaffe meget til Veje ved eget Initiativ, og meget kunne de medbringe efter Lærerens Anvisning. Dette vide alle Lærere, og derved undgås netop også, at man alene begrænses af, hvad Skolens Samling indeholder. Dette Medarbejde af Disciplene har en ikke ringe Betydning, og man tør vel nok sige, at når Disciplene ere flinke til at bringe tjenlige Sager med til Undervisningens Fremme, har man både vakt den rette Lyst hos dem og lært dem at bruge Øjne og Tanke, medens de færdes uden for Skolen. Ad denne Vej kan der altså også bødes en Del på Mangelen af tilstrækkelig talrige Ekskursioner, hvis Nytte, dog måske også i adskillige Tilfælde kan være tvivlsom. Hvem mindes ikke fra sin Skoletid Ekskursioner ,,for at botanisere", hvis Udbytte har været temmelig negativt? Er det rigtigt, at Læreren altid skal være med for at henlede Disciplenes Opmærksomhed på enhver Ting? Når Vejen er vist, bringer Drengenes Strejfen om på Mark og i Skov på egen Hånd sikkert et bedre Udbytte for deres Iagttagelsesevnes Udvikling og Øvelse. Endelig kan det vel også bemærkes, at ,,Ekskursionen i Stuen" giver en langt større Ro til en grundig Demonstreren.

Beretningen fra 1878 er temmelig udførlig i sin Omtale af Naturhistorieundervisningen. Det hedder i den:
,,Man træffer forskellige Spor af, at læreren i Naturhistorie ofte med Forkærlighed driver den Side af Faget (Zoologi eller Botanik), hvormed han især har beskæftiget sig; så naturligt dette end er, så kan det kun forsvares, når intet væsentligt af den anden Retning tilsidesættes. Der er også Grund til at gøre opmærksom på den Fare, der er ved i den botaniske Undervisning at fordybe sig for meget i den danske Floras Enkeltheder. Ligesom der næst den daglige Undervisnings Formål må være at vænne Disciplene til en, fuldstændig og klar Opfattelse af Naturgenstandene igennem Øjet, således kommer det også ved Eksamen væsentlig an på ved en bestemt Indgåen på den enkelte foreliggen de Genstand at vise sin Evne til at iagttage og beskrive den., Skønt emner af almindeligt Indhold (Åndedræt og åndedrætsorganernes forskellige Bygninger, en Træstammes Bygning i store Træk o. s. v.) ikke altid ligge for Disciple i fjerde Klasse, så bør disse dog ikke blive uberørte ved Undervisningen; thi netop de ere af blivende Betydning for den naturhistoriske Undervisning. I øvrigt kan det ikke nægtes, at Naturhistorielæreren i og for sig har en vanskelig Opgave, især efter at de to nederste Klasser ere bortfaldne af Statens Skoler; thi han skal ofte i talrige Klasser udvikle Evnen til og Interessen for igennem Selvsyn og Iagttagelse at opfatte Naturgenstandene. Allerede dette gør store Fordringer til Personlighed og Lærerdygtighed. Derhos må hans Tid uden for Skolen meget optages af Tilsyn og Forøgelse af Samlinger, og det desto mere, jo ivrigere han er. Han må fremdeles foretage Udflugter med Disciplene, noget, som ikke altid drives med tilbørlig Iver, og som i alle Tilfælde kun for Københavns Vedkommende kan være forbunden med store Vanskeligheder. Der levnes ham således ikke megen Tid til eget Studium. For så vidt det derfor kan bestå med Skolens Økonomi, er der Grund til ikke altid at fordre det fulde Timetal præsteret af ham."

Da der vistnok i Skoleinspektionens årlige Beretninger for så vidt indeholdes en Vejledning for Lærerne angående Inspektionens Ønsker, er det ganske naturligt, at Lærerne pligtskyldigst modtage de i Beretningerne givne Vink og søge at bringe dem i Sammenhæng med de Anordninger, som hidtil ere gældende. Når det derfor i Beretningen fra 1878 hedder, at der også er ,,Grund til at gøre opmærksom på den fare, der er ved i den botaniske Undervisning at fordybe sig for meget i den danske Floras enkeltheder", kommer man uvilkårlig til at mindes Ordene, i Bekendtgørelsen af 13de Maj, 1850 (§ 4, Nr. 13), hvor det hedder: Undervisningen i dette Fag, der læses gennem. første til sjette Klasse, bør mindre gå, ud på en Fremstilling af Slægter og Arter eller detaljerede Beskrivelser end på en Udsigt over Mineralernes, Planternes og Dyrenes Væsen og karakteristiske Udviklingsformer i hovedgrupper, oplyet ved Slægter og Arter som Eksempler og anskueliggjort ved Kundskab til de vigtigste indenlandske Mineraler, Planter og Dyr." Skal dette opnås blot nogenlunde, hvad den organiske Verden angår, (Mineralerne ere jo for længe siden kastede overbord, om de nogen Sinde have været indenbords), har sikkert enhver erfaren Lærer erkendt, at det kun vil kunne nås over for en Del af vor Plantevækst. Hvor altså Forholdene ere nogenlunde heldige og tillade Læreren at gøre Disciplene kendte med adskillige karakteristiske danske Planter, synes der ikke at være Grund til at advare ham imod ved den botaniske Undervisning at fordybe sig for meget i Floraens Enkeltheder, når ,,intet væsentligt af den anden Retning tilsidesættes". Floraens Enkeltheder ligge da for det meste også langt nærmere end Faunaens, og de kunne fuldt så godt egne sig til en klar Opfattelse igennem Øjet som Enkeltheder i Dyreriget.

Men i det Skoleinspektionen gennem sine Beretninger, hvad Naturhistorieundervisningen angår, synes ligesom at ville tilstræbe et andet Mål end det, Skolerne hidtil bar haft i Henhold til Bekendtgørelsen fra 1850, synes den netop at opstille som ønskeligt, hvad der den Gang advaredes imod. Man sammenligne, hvad der udtales 1878: ,,Den daglige Undervisnings Formål må være at vænne Disciplene til en fuldstændig og klar Opfattelse af Naturgenstandene igennem Øjet', og hvad der opstilledes 1850: ,Undervisningen i dette Fag . . . bør mindre gå ud på en Fremstilling af Slægter og Arter eller detaljerede Beskrivelser end på en Udsigt o. s. v." For den ,,fuldstændige" Opfattelse er netop den ,,detaljerede Beskrivelse" nødvendig, -- og denne detaljerede Beskrivelse, som der i 1850 med rette advaredes imod, er netop det, som har voldet Naturhistorieunderviningen så mange Bryderier og de naturhistoriske Skolefag så megen Miskjendelse.

Og Undervisningsinspektionen har dog ikke standset herved. Den har i 1878 gået et Skridt videre, thi den opstiller et Krav, hvorpå det: ,,ved Eksamen, væsentlig" kommer an, nemlig ved en bestemt Indgåen på den enkelte foreliggende, Genstand at vies sin Evne til at iagttage og beskrive den".. Dette er noget helt nyt. En sådan Evne til ,,at iagttage" vindes ikke let og ikke uden idelig og idelig Øvelse og Syslen; adskillige Mennesker have iagttagelsesevnen som en medfødt Gave, men hvorledes den skal kunne læres i Skolen og kunne gøres til Eksamensmål, er ikke let at se. Man kan lære Disciplene at ,,beskrive" Dyr og Planter ved Hjælp af flittig Demonstration, og man kan meddele dem og lære dem, hvad der på bestemte Former kan iagttages, og de kunne bringes til at gentage en sådan andenhånds Iagttagelse. Men er dette en Prøve på deres egen ,,Evne til at iagttage" ? Næppe. Skal desuden en sådan Prøve aflægges, må det jo være på Former, som netop hidtil ikke have været iagttagne af Disciplene. Hvad Udslag mener man en sådan Prøve vilde give med Disciple, der allerede, som Skoleinspektionen selv udtaler, stille Naturhistorielæreren ,,en vanskelig Opgave", især efter at de to nederste Klasser ere bortfaldne af Statens Skoler". Kan man derimod, som Fagets Stilling for Tiden er, ved Eksamen gennemgående få gjort Rede for, at Disciplene har vundet en Udsigt over Planternes og Dyrenes Væsen og karakteristiske Udviklingsformer i Hovedgrupper, oplyst ved Slægter og Arter som Eksempler og anskueliggjort ved Kundskab til de vigtigste indenlandske Planter og Dyr", må man være tilfreds' Dette kan opnås ved godt og påpassende Arbejde, og som et Tillæg, som en tilfældig Opmuntring, må man da betragte det Par Disciple, der ere i Besiddelse af en lykkelig iagttagelsesevne, som naturligvis ved Undervisningen yderligere er bleven udviklet.

Dette Inspektionens bestemte Eksamenskrav: står for Resten i den mærkeligste, Modsætning til dens Erklæring, at ,,Emner af almindeligt Indhold (Åndedræt og Åndedrætsorganernes forskellige Bygninger, en Træstammes; Bygning i store Træk o. s. v.) ikke altid ligge for Disciple i fjerde Klasse". Skulde ,,en Træstammes Bygning i store Træk" ikke altid ligge for en Discipel i fjerde Klasse, kunde der, påpeges mange andre emner, som nu medtages, der altid måtte ligge dem fjernt. Stammens Overhud, Bark, Bast, Dannelsesvæv, Vedceller, Kar og Marv og deres indbyrdes Forhold ,i store Træk" høre desuden til de Ting, man netop har lettest ved at, demonstrere for Disciplene; man behøver ikke at gå langt for at få Materiale dertil; Skolestuens Brændekasse kan i Reglen yde de nødvendige Bidrag. Der er da også af kontrollerende Censorer stillet ganske anderledes vanskelige. spørgsmål ved fjerde Klasses Hovedeksamen, således om Cellens Vækst og Indhold, om Planteæggets Omdannelse ;til Frø, for kun at nævne et Par Eksempler fra Botanikken. I det hele kan det vel også siges, at alle væsentligere Emner af almindeligt Indhold ved den nuværende Naturhistorieundervisning blive medtagne.

Endelig fremhæves det i Beretningen fra 1878, hvor. ledes Lærerens ,,Tid tiden for Skolen meget optages af Tilsyn og Forøgelse af Samlinger", og at han må ,,foretage Udflugter med Disciplene, noget, som ikke altid drives med tilbørlig Iver, og som i alle Tilfælde kun for Kjøbenhavns Vedkommende kan være forbunden med store Vanskeligheder". Denne Opfattelse af Lærerens flittige Syslen med Skolesamlingen og med at forøge den kan umulig gælde mange af vore Skoler, af den simple Grund, at Skolesamlingen ikke er så stor og heller ikke bør være stor, at den lægger et Arbejde på Læreren, der optager meget af hans Tid. En Skolesamling af almindelig Størrelse har vistnok ikke flere end et Par Tusinde enkelte Stykker, og en Mængde af disse kræver i Virkeligheden meget lidet Tilsyn ud over, hvad der kan ydes dem samtidig med deres Brug ved Undervisningen. I det hele kræver en Skolesamling, når den en Gang er i Orden og passes, ikke stort Tilsyn foruden Afstøvning og Påhældning af Spiritus. Og hvad Forøgelsen angår, er denne af gode Grunde meget begrænset; der haves nemlig kun meget få Penge hvert År til Indkøb. Man kan rigtignok indvende, at i læreren dog selv uden synderlig Bekostning kan samle en Del Sager. Men imod denne Indvending kan med god Grund fremhæves, at det er urimeligt at gøre en Skolesamling til et lille Museum for Disciplene eller for Egnen, hvori en Mængde Sager til Dels tilfældig ophobes, fordi Skolesamlingen nærmest kun skal indeholde et med Kritik valgt Materiale til Undervisningsbrug. Med andre Ord: kan et eller andet Stykke ikke direkte og plausibelt tjene Undervisningen (efter det Omfang, den nu har i vor Skole), fortjener det ikke at optages i Skolesamlingen. Det vil kun tage Plads op, og for Resten vil det kun tjene til at drage Opmærksomheden fra andre væsentligere Stykker. Vil man derimod med skolesamlingen forbinde andre, Skolen til Dels uvedkommende, Formål, er det en anden Sag; men da må der skaffes langt rigeligere Midler til Veje og i Almindelighed ganske andre Lokaler. Det er vistnok en Kendsgerning overalt, hvor en Skolesamling skal gemmes i et Rum, som tillige er Klasseværelse, at Samlingens Skabe ikke kunne værne de i dem frit opstillede Præparater og Sager for at gennemtrænges af Støv, og den 'idelige Brug gør til sidst Sagerne temmelig lidet præsentable.

Det har været og er ganske vist endnu Skik, at Lærerne i Naturhistorie, når de forskaffe sig et eller andet værdifuldt Stykke, afgive det til Skolens Samling. Det er smukt, når dette sker; det er derimod ikke altid klogt, og i Virkeligheden kan der ikke påhvile Læreren nogen Forpligtelse i den Retning. Ingen kan bebrejde Læreren, at han, således som hane økonomiske Stilling på Grund af den utilstrækkelige Lønning nu en Gang er, selv anlægger en Samling og om muligt gør sig denne indbringende. Han kan til sit eget Brug, og naturligvis også stundum til hjælp ved sit Skolearbejde, skaffe sig en privat Samling og give den et videnskabeligt Tilsnit, om dette nu ligger for ham. Over for Skolesamlingen kan han umulig have andre Forpligtelser, end med de forhåndenværende Midler at holde den ved lige i et sådant Omfang, som Undervisningen netop kræver det.

En alt for omfattende Skolesamling kan, som allerede berørt, bidrage til at sprede Opmærksomheden i alt for stort Omfang. Deri ligger en Fare, som ikke er så ringe endda, fordi det også ved Undervisningen i Naturhistorie kommer an på en nødvendig Begrænsning, dersom der virkelig ved Udgangen af fjerde Klasse skal være nået et ligeligt og passende Overblik over de to Naturriger, hvorom Undervisningen nu drejer sig. Et udmærket Middel til en sådan Begrænsning og til at fremkalde en vis Ensartethed i Naturhistorieundervisningen vilde det utvivlsomt være, dersom der fra officiel Kilde, f. Ex. ved Undervisning-inspektionens Mellemkomst, blev forfattet en Fortegnelse over de Præparater og naturhistoriske Genstande, som en Skolesamling skulde eje, og ud over hvilke intet Krav kunde stilles.

I nær Forbindelse med Skolesamlingen stiller Beretningen af 1878 til sidst det Krav til Læreren i Naturhistorie, at han ,,må" foretage Udflugter med Disciplene, hvilket ,,i alle Tilfælde kun for Københavns Vedkommende kan være forbunden med store Vanskeligheder". Man kan godt kalde denne Udtalelse et Krav-, den står i Beretningen næsten som en Befaling. Det et derfor tilladeligt at spørge: hvornår, til hvilken Tid på Dagen er det da Meningen, at en sådan udflugt skal foretages? Skal det være uden for Skoletiden, møder man den Vanskelighed, at man både berøver Disciplene en Del af deres Fritid og af den Tid, som er bestemt til deres Hjemmearbejde, og det er oven i Købet næppe tilladeligt, hverken at Skolen lægger Beslag på den ene eller på den anden. Men så i Skoletiden; af den kan man måske når Udflugter ,,drives med tilbørlig Iver", få indrømmet så og så meget til at gå på Ekskursion med Drengene. Nærmest ligger det da, at tage Tiden fra den, der er indrømmet Naturhistorieundervisningen, hvilket udgør 2 Timer hver Uge. Der er altså hver Gang 1 Time til Rådighed, hvorfra endda må fradrages i heldigste Tilfælde omtrent 2 Kvarter, der gå tabt til at nå ud på passende Plads for Udflugten og til at nå tilbage til Skolen; altså, der er en halv Time til Disposition for Læreren, og i København vil derfor én Time alene næsten aldrig kunne bruges. Skal derfor Udflugter jævnlig foretages, bliver der ikke andet at gøre, end at man indretter sig som i Viborg, hvor der i Skemaet for tredje og fjerde Klasse på en, bestemt Dags 3 sidste Timer falder tilsammen 2 Naturhistorietimer og 1 Geografitime (den samme Lærer læser Naturhistorie og Geografi med de to Klasser), medens de to andre Timer ere tildelte sådanne Fag, som mindst menes at ville lide ved et Timetab. Imidlertid sætter dog en sådan Ordning en vis Grænse for Udflugternes Talrighed; i fjerde og tredje Klasse kan der ikke godt undværes mange Timer af noget som helst Fag uden for Gymnastik og Sang. Man ser altså, at det også uden for København ,,kan være forbunden med store Vanskeligheder" at få Udflugter bragt i Stand, så at de kunne give et antageligt Udbytte. Og disse Vanskeligheder forøges i en ikke ringe Grad, når Latin- eller Realskolen ligger i en Egn, hvor de naturlige Forhold ere ugunstige for naturvidenskabelige Udflugter, der skulle kunne være til Nytte og Udbytte for Skolens Undervisning. En forholdsvis plantefattig Egn (fattig på Plantearter) vil snart være gennemgået og udtømt over for de Krav, Hensynet til Skoledisciple stiller; en i naturforhold ensartet Egn, især en skovløs, vil på alle Områder vanskeliggøre Udbyttet af de omtalte Udflugter. I de fleste Tilfælde ville de lokale Forhold fremkalde adskillige Begrænsninger, som måske ikke straks tages i Betragtning af den, der opstiller Ekskursionerne som noget meget ønskeligt og i dem måske mener at have påpeget et Undervisningen særlig fremmende Middel. Ekskursionen kan være til stor Nytte for Disciplene, og den bør ikke undlades,, hvor Tid og Lokaliteter tillade den, men den har næppe stor Indflydelse på Disciplene is positive Kundskab i de naturhistoriske Fag.

Ekskursions spørgsmålet føres atter frem i Beretningen for 1881, hvori det hedder:
,,Det synes, som om Botanikken i Almindelighed behandles med lidt mindre Omhu end Zoologien, måske fordi Ekskursioner i de større Byer, særlig 'ved flere københavnske Skoler, anses for at være for besværlige for Læreren. Men da de ere af største Betydning for Disciplene i flere Henseender, så en Lærer i Naturhistorie indrette sig derpå."

Inspektionens ,,må" er også i denne dens seneste Udtalelse næsten blevet til, et ,skal". Desuden får man et forstærket Indtryk af, at Ekskursioner skulle kunne bidrage til en forøget Omhu fra Lærerens Side med Hensyn til Botanikken. 'Herved bliver det hele Ekskursionsspørgsmål af betydelig Vigtighed for enhver Lærer, som gerne vil gøre sit bedste, og man bliver derfor nødt til at søge oplyst, hvad det da i Grunden er, som man ved Ekskursionerne venter opnået for Undervisningens Mål i Skolen. Burde Undervisningsinspektionen ikke samtidig med den ovenfor citerede Udtalelse have præciseret, hvad, det er, den ønsker nået ved Hjælp af Ekskursionen, og tillige forklaret, hvilken Forbindelse den har tænkt sig imellem den ,lidt mindre 'Omhu" og Ekskursionerne. Tillige kan der da være Anledning til at få besvaret, hvorfra Tiden skal tages, dersom den skal være en Del af Undervisningstiden, eller hvorledes Læreren skal kunne forlange Disciplenes Nærværelse, når han uden for Skoletiden ,,regelmæssig leder sådanne Ekskursioner". Som Sagen nu står, er det meget vanskeligt at forene Inspektionens Ønsker (Påbud) med Skolens Økonomi. Vil man derimod i Fremtiden bringe Ekskursionen ind i Læseplanen som en uafviselig Del af denne, bør det bestemt udtales og fastslås, og for at bøde på de uundgåelige Vanskeligheder, som større Afstande eller mindre heldige Lokaliteter frembyde, burde der skaffes Midler til Veje, så at Klasserne kunde benytte Jernbaner og andre Befordringsmidler for at komme omkring.

Imidlertid er det vistnok tilfældet, at der i Almindehed gør sig en urigtig Opfattelse gældende over for Ekskursionernes Betydning for Skolegerningen. Man synes også ved denne Lejlighed at glemme, at Undervisningen i Naturhistorie for Tiden i Skolen må være ganske elementær, og den kan ikke heller, efter den Udvikling, Skolen hidtil har haft, være andet; den i det enkelte gående Syslen med Detaljen og endnu mere den selvstændige Iagttagelse ligger uden for Skolens Område. Så vidt burde man dog være nået efter den omtrent tyveårige Diskussion om Naturhistoriens Stilling i Skolen, at man var enig om, at dette Fags Gerning ikke er at lære Disciplene en Videnskab.

Når man vil fastholde de naturhistoriske Fags rent elementære Stilling i Skolen og ikke glemme dette ved de Krav, man stiller ved Afslutningen af Undervisningen i fjerde Klasse, vil man også komme til at betragte Ekskursionernes Betydning på en noget anden Måde, end det synes, Skoleinspektionen hidtil har gjort det. Man vil da måske få Øje for, at Ekskursionen har et mere alsidigt Mål end alene at skulle være én Hjælp for den botaniske Undervisning. Af denne Grund er det også utvivlsomt rigtigt, når Læreren på Vandringen, med Disciplene i sluttet Flok omkring sig, ikke indskrænker sig til at udpege og gennemgå alene de Planter, som man træffer på. Han er også Disciplenes Lærer i Zoologi, og da han tit også er Geografilærer, har han tillige al Anledning til at henlede Opmærksomheden og Samtalen på de topografiske Forhold, på Jordbundens Bestanddele, på Mose, Sø og Vandløb, på Himlen og dens Forhold, kort sagt, han er til Rede for i mange forskellige Retninger at åbne Drengenes Blik for den hele Naturs Foreteelser, men med de Begrænsninger, som Drengenes Alder og 'Udvikling netop kræver. De unge Menneskers Øjne skal vænnes til at se den Natur, hvorom de ved Bøgernes Vejledning have fået så mange kendsgerninger slået fast. Det er en Øvelse for dem, som ikke kan undværes, og som de meget tit bør have; det er noget lignende i Betydning for deres Opfattelse af Naturen, som når Maleren idelig øver sig i at male for Dagen" og helst altid burde udføre sine Arbejder direkte over for den Natur, han vil tilegne sig. Man kunde fristes til at sige, at selv om en Ekskursion ikke forøgede Disciplenes Kundskabsmasse med den ringeste Kendsgerning, vilde det være ligegyldigt, dersom den kun forøgede deres Evne til at se, til at se med Forstand og til at udvide deres Blik. Her er det, at formentlig Hovednytten må søges ved Ekskursionen, som desuden kan bidrage væsentlig til, at Disciplene undgå at se ensidig på Omgivelserne, i det den stadige Demonstration og Forklaring af det enes Forbindelse med det andet i Naturen fører Blikket vidt omkring.

Det er meget mærkeligt at iagttage, hvor forskellig Drenge forstå at se, når de ere overladte til sig selv, og før de under Vejledning have fået Øvelse i at se. Nogle, men kun forholdsvis få, have af Naturen et åbent og kvikt Blik for Omgivelserne; de ere som Fugle, intet undgår deres Opmærksomhed; undertiden ligesom føle de uvilkårlig, hvad der er inden for deres Rækkeevne, uden nøjere at se det. Det er disse Drenge, som have så let ved at ,finde". Andre blive ved øvelse i Stand til at se; enkelte lære det aldrig. Man tør måske sige, at de sidstnævnte ikke ere blevne Øvede på rette Måde eller tidlig nok.

På de første Udflugter er det sjældnere, at Eleverne selv opdage noget, som har undgået Lærerens Opmærksomhed, og det er endog tit påfaldende meget, som de ikke have Øje for. Man skulde nu mene, at de Disciple havde lettest ved at bruge deres Øjne, der ere opdragne på Landet og fra Børn mest have været vante til at færdes i skov og på mark. Dette er dog langt fra tilfældet; det er snarere, som om deres øje var blevet ,,mættet", medens Drenge fra Købstaden i Almindelighed have lettere ved at iagttage, Efterhånden skærpes imidlertid Blikket, og man opdager da let, hvor meget Drengene optages af den tilegnede Færdighed i at se; det morer dem, Det er da på Tide at dele Flokken, og man handler da rigtig, når man lader 3-4 Stykker strejfe ud sammen, så at altså Ekskursionen spredes over et større Rum. Til bestemt Klokkeslæt samles siden alle på en efter Aftale bestemt Plads, og hvert Partis Udbytte bliver da Genstand for Undersøgelse og Samtale. Ekskursionens Udbytte bliver derved, med hver Gang større. Denne syslen med Naturen i Naturen og ikke i Stuen har allerede gjort Disciplenes Blik mere alsidigt.

Efterhånden som Blikket skærpes, opstår senere Lysten til at samle et eller andet, til at flytte Iagttagelsen med ind i Stuen og til at strejfe ud i Naturen på egen Hånd og med et bestemt Mål. Det er da på Tide at vejlede Disciplene i at samle og bevare det samlede og derved berede dem en smuk Sysselsættelse i adskillige ellers ledige Timer.

Men, i det man på Udflugterne har åbnet Disciplenes Øje og vækket deres iagttagelsesevne, har man også først nået så vidt, at man med virkelig fordel kan så at sige drage Ekskursionen ind i Stuen. Man kan da med væsentligt Udbytte vise et eller andet nylig dræbt Dyrs indre Bygning, såsom en Fugls, et mindre Pattedyrs, en Paddes og en Fisks Indvolde. Man kan medbringe Øjet af en Hest eller af en Okse, vise en frisk hjerne eller udpræparere et eller andet belærende Led af Kroppen; man kan flittig bruge Mikroskopet, I det hele er det et Held jævnlig at kunne vise Disciplene, at Undervisningen ikke er hunden til Indholdet af Skolesamlingen.

Et Eksempel kan oplyse, hvorledes således Ekskursionen flyttes ind i Stuen", uden at derved det umiddelbare Indtryk af Naturen udviskes.

I Oktober optoges nogle Ferskvandsalgér fra Viborg Sø og lagdes i et Cylinderglas med Vand. Algerne forevises under Mikroskopet, og efter at dette Brug var gjort af dem, stilledes Glasset med Indhold hen ved et af Klassens Vinduer. Efterhånden destrueredes Algerne og forsvandt på et tyndt Lag nær, som dækkede Glassets Sider og Bund; Vandet blev ganske klart og skiftedes ikke Efter en Tids Forløb viste er sig i Vandet talrige småkrebs (Vandlopper og Muslingeskrebs) og enkelte Infusorier. Mikroskopet kom da atter i Brug, og ved dets hjælp fik Disciplene nu at se Smådyrenes Bygning, Skal, Øje, Følere, Lemmer, Hale, Rugesæk, ånderedskabernes Bevægelse o. s. v. Hen ad Foråret voksede atter Algerne frem, og Glasset med Indhold tjente altså i længere Tid til Iagttagelser i Skolens eget Lokale.

Til Oplysning om Arbejdet på Ekskursionerne med Viborg Skoles Disciple anføres nogle Eksempler, som imidlertid ikke skulle meddele en udtømmende Beskrivelse, men kun fremdrage enkelte Momenter. Udflugterne ere foretagne med tredje og fjerde Klasse eller med fjerde Klasse alene.

August. Vejkantens Planter; derimellem 3 Arter af Vejbred, men ikke dunet Vejbred (Plantago media), som ikke findes i Vestjylland; Strandvejbred (P. maritima) derimod almindelig, hvilket er et Særkende for Jyllands Hedeegne; jævnført med Fåreleger (Armeria vulgaris). Ruderatplanter. Forskellige Kurveblomster. hedebeplantning; Nåletræerne, Læbæltet, Brandlinjen, Albund. Hedens Planter; Lycopodium, Bærplanter. Insektstik paa Planter; Galler.

September. Poppelbuk (Saverda carcharias); borede Poppeltræer ved Vejkanten; Larven af den store Træspinder (Cossus ligniperda). Mærgelgrav; Glaciallér, Skuresten, Granit, porfyritisk Stenart, Flint, Kvarts, Glimmer, Feldspath. Ræveexkrernenter med Skarnbasseskaller. Gødning med Skarnbasser og Rovbiller. Åløb; Brinker, Strømhvirvler; Aaløbets i Tiden forandredeLØb; Ådalen; Planter i Åen; Dammuslinger og Malermuslinger. Svampe og Laver på, hedebakkerne. Hvepseboliger. Hugormeham. Kokoner i lyngen og Edderkoppeboliger.

Oktober. Efterårsbilledet; forskellige Træarter i Lystanlægget; Løvets Farveforandring. Myretue under Sten; vingede Individer; Bille og Billelarve imellem Myrerne. Stendynge med forskellige Stenarter; Kløvning, Forvitring. En Frø under en Sten; Hun, mavesækkens Indhold, Hjerteslag, Tunge. Skovlevning i en 'Hulvej; Surkløver (Oxalis Acetosella), Bævreasp, Snebolletræ (Viburnum opulus), Gedeblad, Kambregne o. s. v. Udsigt over Landskabet; Ødannelsen. Mose; Blærerod (Utricularia), Dunhammer (Typha), Andemad, Frøbid, Krebseklo (Stratiotes), Vandplanternes Roddele, Mosplanter, gammelt Træ i Mosen o. s. v. Trækfugle.

Januar. Træer og Buske i Vinterdragt. Bladrosetter. Mosplanter. Lavarter. Gammel Træstamme og dens Dyreliv i Vinterkvarter. Udklækningsanstalt. Vandspidsmus. Kragegylp. Frådsten. Frosten i Jorden.

April. Frøer i Grøfterne. Tidlig Forårsflora Halvgræsser og Siv, Kobjælde (Pulsatilla), Visse, Milturt (Chrysosplenium), Træer og Buske i Udspring. Kragerede, Bogfinke, Glente, Vibe, Stork, Lappedykker. Forskellige Insektarter; Oljebille, Markspringer, Løbebiller. Legende Smelt, Gedde. Grusgrav; Forsteninger fra Kridtformationen. Regnorme og Snegle.

Det er en Selvfølge, at ovenstående Fortegnelse kun nævner hovedpunkterne af det, som på de respektive Ekskursioner har været Genstand for Iagttagelse, nærmere Undersøgelse og nøjere Omtale. Udflugter i andre Måneder ere ikke omtalte, fordi der mangler Optegnelser om dem, og fordi der kun skulde nævnes, hvad der virkelig har været behandlet på Ekskursionerne; det vilde jo ellers være let nok at stille op, hvad der formodentlig er set og gennemgået på Ture i andre af Årets Måneder; men de her medtagne Eksempler turde være tilstrækkelige til at vise Fremgangsmåden.

Endnu kan det dog bemærkes, at samtidig med, at Disciplenes Iagttagelsesevne er søgt vækket og deres Øje er blevet skærpet, har det ligeledes været en Opgave for Læreren at udvikle Kombinationsevnen ved fra det iagttagne og sete at genkalde i deres Erindring, hvad de fra Undervisningen, den naturhistoriske og den geografiske, burde have Kendskab til. Des værre kan der af de tidligere nævnte Grunde kun gøres Regning på et temmelig indskrænket Antal Ekskursioner med Skoledisciplene, og det er af den Grund efter en begrænset Målestok, at disse Udflugter bidrage til, at det ikke i Tiden skal hedde om de unge Mennesker: læst for meget, set for lidt.


 Efterskrift. Ovenstående Afhandling blev i Foråret 1882 afgivet til Rektoratet for Viborg Kathedralskole, for at den kunde optages i Skolens Program for 1882. Da Afhandlingen imidlertid ,,indeholder en Kritik'' af Skoleinspektionens årlige Meddelelser, mente Rektoratet, at den ikke egnede sig til Optagelse.

Senere har Naturhistoriens Stilling som Skolefag i de lærde Skoler på ny modtaget en Ændring ved den kongelige Anordning af 16de Juni 1882, i hvis Stykke 7 det hedder: ,Naturhistorie (§ 2 Nr. 10) begrænses til det ved Anordning af 30te August 1881 for den almindelige Forberedelseseksamen foreskrevne Omfang."

I den nævnte Anordning står under 4 h: ,,Naturhistorie. Der prøves i Zoologi og Botanik, dog ikke i videre Omfang, end der kan læres ved Hjælp af Lütkens Lærebog i Zoologi Nr. 2 med nogle Forbigåelser og af Strøms Begyndelsesgrunde i Plantelæren. Der lægges særlig Vægt på, at Eksaminanden på Naturgenstanden selv kan påvise de Forhold, hvorom der handles."

Endelig bringer (21de Juni 1882) ,,Cirkulære til samtlige Rektorer ved de lærde Skoler" Ministeriets nærmere Udvikling af den kgl. Anordning af 16de Juni 1882. Angående Naturhistorie indeholder Cirkulæret under Nr. 6: ,Fra Naturhistorie kan der tages 1 Time i tredje Kl. Undervisningen deri gøres så forståelig for børnene som mulig, ingen Overlæssen med Detail bør tåles. Undervisningen bør ledsages 'af Afbildninger og Præparater og al Vægt lægges på de højere Dyre- og Planteformer, de lavere kun kortelig medtages." Endvidere indeholder ,Cirkulæret et Normalskema, som tildeler Naturhistorie 2 Timer i de to nederste Klasser, 1 Time i 4de studerende og 2 Timer i Fællesklassen for studerende og Matematikere. -- For Tiden bar Naturhistorie og geografi tilsammen 3 ugentlige Timer i 3dje og 4de Klasse i Viborg; men der bebudes ad Åre, at der skal i 3dje Klasse endnu afgives en Time.

Når man nu med disse Formindskelser af Timetallet sammenholder Pålægget om Ekskursioner og den dertil nødvendige Tid, stiller Sagen sig endnu vanskeligere end før for de Lærere, som skulle undervise i Naturhistorie. Det vil sikkert vise sig, at Tiden bliver alt for knap.

Arthur Feddersen.