Hvor Ungdom side 120 - 131 1889

Opdragelsen ofret for Examen.

I.

  Under denne Titel indeholder Novemberhæftet 1889 af Nineteenth Century en Udtalelse, som er underskrevet af flere Hundrede Politikere, Forfattere, Videnskabsmænd o. l. Skønt de engelske Forhold er vidt forskellige fra vore, findes der dog i vort Eksamenssystem og Stipendievæsen adskillige Paralleller, som i alt Fald vil være nok til, at denne Protest vil have Interesse for nordiske Læsere.

 

  Udtalelsen begynder med at påvise, at på alle Skolens Trin bliver Evnerne udviklede i fejl Retning, og på dem alle får de unge et skævt Syn på Formålet med deres Uddannelse -- lige op til Universiteterne, hvor Studenterne ledes til at tro, at Øjemedet er at sætte dem i Stand til at udmærke sig ved en Eksamen eller vinde en stor Pengebelønning. Derpå fortsættes således:

  Vi nedlægger den alvorligste Indsigelse mod en sådan Fejlledning af Opdragelsen og mod de Onder, som med Nødvendighed følger deraf.

  Vi ønsker til en Begyndelse at vække Forældres og Læreres Opmærksomhed for de beklagelige legemlige Følger.  En af et Barns eller et ungt Menneskes første Opgaver er at vokse sundt.  I den hurtige Dannelse af ny Knokler, Muskler og Væv af alle Arter lægger Naturen en meget tung Skat på et Barn -- en Skat, som vil lægge Beslag på største Delen af dets Overskudskraft.  Det er sandsynligt, at der i hvert Års Løb går adskillige værdifulde Liv tabt i sådanne Tilfælde, hvor denne Overskudskraft ved sjæleligt Overarbejde ledes bort fra det Arbejde, den først og fremmest skulde udføre, og hvor der følgelig fattes Evne til at modstå Eftervirkningerne af Skarlagensfeber eller en anden alvorlig Sygdom.  Selv i det store Antal Tilfælde, hvor ingen stærkt udpræget Sygelighed lægger sig for Dagen i de unge År, er der tilstrækkelig Grund til at tro, at hvad man bruger på uøkonomisk Måde i dette Afsnit af Livet, er brugt på Bekostning af fremtidig Kraft og Dygtighed.  Man bør endvidere mindes, at sjælelig Overlæsselse og Hjerne-Irritation på den ene Side, lige så fuldt som Dovenskab og Mangel på Arbejde på den anden, efter al Sandsynlighed vil fremkalde fysiske og moralske Farer af den alvorligste Art blandt Drenge, -- Farer, som Folk i Almindelighed kun skænker ringe Opmærksomhed, men som altid findes, hvor Drenge lever sammen i stort Tal.

 

  Vi nærer den Opfattelse, at -- ved Siden af, at man i Almindelighed helt forsømmer at holde sig Opdagelsens sande Formål for Øje -- bærer de støre Eksamener og de høje Belønninger, som er knyttede til dem, Skylden for en stor Del af det Overarbejde, som lægges på de unge Legemer og de unge Sjæle.  Når store Belønninger en Gang findes på Opdragelses Markedet, må man være forberedt på, at Drenge og ung Mænd vil arbejde for dem uden Tanke for de og vigtigere Hensyn, at Forældre og Lærere vil sig selv at hjælpe med i denne Væddestrid få måske under stille Protest, mens de sørgmodig sig i hvad de er Vidner til.

 

  Men ved Siden af de legemlige Onder, vi har kastet vort Blik på, står intellektuelle og moralske Onder af lige så alvorlig Art.

  For det første må det bemærkes, at Præmiesystemet leder al Opdragelse hen imod samme Type, siden Drenge fra alle Skoler af samme Grad møder til samme Kapløb, og al Undervisning lokkes ind på det Øjemed at vinde de samme Belønninger.  Det er umuligt at tænke sig nogen fordærveligere Tendens.  Enhver stor åndelig Virksomheds Sundhed og Fremgang -- også Opdragelsens -- afhænger af stadig Forskel, af nye Tanker, af Forsøg på at føre sådanne Tanker ud i Virkeligheden, af den aldrig endende Kamp mellem mange forskellige Former og Metoder for at overgå hinanden.  Det kan ikke tit nok gentages, at Ensartethed (uniformity) betyder, at Væksten standser og Forfaldet indtræder; Forskel betyder Liv, Vækst og stigende Dygtighed uden Grænse.1)

1) Udhævet af Oversætteren,

  For det andet tror vi, at Eksamensvæsnets overvejende Indflydelse ødelægger den bedste Undervisning. Under den bliver al tænksom Egenledelse af Arbejdet umulig for Læreren. Han kan ikke vie sine Kræfter til de Sider af et Emne, som har mest Virkelighed for ham, og som han dybest føler Betydningen af -- og derpå beror dog det indtrængende ved al Undervisning og Evnen til at vække varig Interesse hos dem, der skal læse --, da han stadig kontrolleres af Bevidstheden om den kommende Eksamen, som han naturligvis ønsker skal gå godt for hans Disciple.  Disciplen på den anden Side tænker kun på at, blive dresseret til at tage en god Eksamen.  Hans sjælelige Sympatier bliver begrænsede af den snævreste Horisont.  Hvad der vil betale sig ved Eksamen, bliver hans herskende, Tanke, og han vender sig bort fra de mange nye intellektuelle Interesser, som fra alle Sider vilde påtvinge sig den, der fik Lov til at elske Kundskab for den egen Skyld, som om det var Luxusting, der strængt må skubbes til Side for dette ene saliggørende Eksamensresultat.  For en ung sund Sjæl vil den stadige vågen af nye Tanker, som ledsager Arbejde på ethvert Kundskabsområde, den stadige Opståen af nye Interesser den store Drivfjer til Selvudvikling, og det burde altid være dem, som ansporede den unge til at ville vide mere og se klarere.  Vi tror, at disse vækkende Interesser på ingen måde kan findes Side om Side med Examens-Træneringens sløvende Indflydelse.

 

  For det tredje kan Offentligheden ikke så let vinde den sande forståelse og den rette Målestok for den virkelige værdi af de forskellige Slags Opdragelse, når disse store belønninger eksisterer.  Det er ingenlunde ønskeligt, at vigtige Stridspunkter, hvad enten det er Tvisten mellem klassisk og real Dannelse eller mellem de forskellige Undervisningsmetoder, skal træde i Baggrunden for de uhyggelige Pengeberegninger, som nu kaster over al Opdragelsesgerning.

 

  Vi skal ikke her gå nærmere ind på andre mindre nærliggende onder, som synes mange af os at være Følge af, at man udelukkende arbejder for den ene saliggørende eksamen, såsom det, at man for en Tid styrker Rutineevnen på bekostning af Tænkeevnen, det, at den vundne kundskab så hurtig glemmes, det, at man fremelsker en kvik overfladiskhed og den Evne behændig at fatte det ydre ved en Ting, den deraf følgende Udueligehed til selvstændigt Arbejde og Ønsket om at synes at vide hellere end virkelig at vide, det, at man på Forhånd laver en dom store Spørgsmål, hvor Dommen skulde komme bag efter er, det, at man vænnes til at behandle Genstanden på vedtagen Vis, men taber al Ejendommelighed, bliver afhængig af sin Vejleders Dygtighed, det, at man tror på Slagord og formulerede Svar, det, at man banker en smule Bladguld ud over store Flader, det, at Energien spredes over mange Områder forkarakterernes skyld, det, at Sindet bliver utilbøjeligt til at tage fat på arbejde, som ikke vil lønne sig umiddelbart efter kapløbets ophidselse og Anstrengelse.  Ej heller skal vi gå ind på en andenklasse af Onder, som rummer den studerende mindre direkte, såsom det store Spild af kostbar tid for læreren, mens han må gå i selve Eksamenens trædemølle.  Det er nok at slå det fast, at Systemets moralske virkning, tagen i det store, er overordentlig gjort vor Opdragelse til en Krop uden sjæl.  Vore fejlledede Anstrengelser ender i et System, som er corruptio optimi (som ødelægger det bedste).

  Den unge studerende kan ikke bringes under Indflydelse af noget bedre end Trangen til at vinde Kundskaber for at forstå den Verden, han skal leve i, de mægtige Kræfter, han skal virke imellem, den Menneskehed, han er Del af, og således skabe et Liv i åndelig Virksomhed og Lykke for sig selv og oplyst Nytte for andre; men denne Indflydelse er næsten helt skubbet til Side ved Eksamenssystemet. Kun alt for ofte står på den ene Side største Delen af de Kundskaber, Eksamen kræver, og på den anden Side det Liv, han skal føre i Nutiden, for hans Bevidsthed som Ting, der skilles af et stort Vand, næsten uden Forbindelse med hinanden. Vi kan ikke lade være at spørge, hvorfor vi således skal kaste Vrag på den ædleste og mest varige Spore, vi har, og i dens Sted sætte Motiver, som ud over Øjeblikkets fortvivlede Anspændelse må blive fattige og golde. Vi finder ingen god Grund til at tro, at den enkle Kærlighed til Kundskab for dens egen Skyld, som til forskellige Tider i Historien har indvirket så mægtigt på unge og glødende Sjæle, i sig selv har tabt noget af sin gamle hellige Ild; ej heller kan vi et eneste Øjeblik gå ind på, at Drenge og Ynglinger med højere Stræben, som i ædel og værdig Ånd redebont vilde følge Kundskabskaldet, skal ofres af et uædelt System for de lavere Ånder -- hvis sådanne er til --, som alene drages mod Kundskaben, fordi Kundskab betyder så og så mange af Statens Penge, en offentlig Triumf ved Eksamen eller en god Stilling. Dem, som alene kan drives til Arbejde af sådanne Motiver, kan deres Venner ad anden Vej skaffe den Slags Belønning og Mading, som de finder nødvendig; men over for den højere Type af Drenge og Ynglinger (og vi tror, det vil gradvis ses, at de er de allerfleste, når vi en Gang får rystet det nuværende ødelæggende System af os) bør Formålet være at byde dem den eneste sande Undervisning -- de Læreres Undervisning, som elsker deres Emne, og som -- hvis det var tilladt -- vilde vie sig til at vække samme Følelse hos deres Disciple.  Som det nu er, mister både Lærer og Lærling Arbejdsmod og Arbejdsevne under et System, som med Bevidsthed appellerer til den lavere Side af Menneskets Natur.  Atter og atter går fortrinlige unge Mænd, som en Gang har givet rige Løfter, bort fra Universiteterne med støre Udmærkelser -- og udretter så at sige intet i deres øvrige Liv.  De har levet deres Åndsliv før de er fem og tyve.  Livets Sejer synes dem vunden, Kundskaben synes dem udtømt, før de er trådte over Tærskelen så vel til Livet som til Kundskaben.

 

  Det kan ikke hævdes for tit, at Eksamen er en god Tjener for Opdragelsen, men en slet Herre.  Den er et nyttigt Redskab i en Lærers Hånd, som vil prøve sit eget Værk og vide, hvor langt hans Disciple har fulgt og har haft Nytte af hans Undervisning.  Men, den udøver nødvendigvis en skæbnesvanger Indflydelse, når den får en sådan Betydning, at Lærerne ligefrem retter sig efter en ydre Målestok, taber Troen på sig selv, synker ned i Klasse med deres Lærebøger og kun lægger lidt af deres egen Personlighed ind i Arbejdet.  Det er ganske vist nødvendigt at prøve Lærerens Værk, men det er ikke nødvendigt af den Grund at tage hele Sjælen ud af Gerningen.  Hvis Eksamener skal forsvares på det Grundlag, at de prøver Lærerens Virksomhed, da svarer vi, at andre og bedre Veje til dette Mål kan findes og skal findes.  Vi indrømmer åbent, at de blot kan findes og følges gennem nogen Anstrengelse og Prøven sig frem både fra Forældrenes Side og fra deres Side, som har Ansvaret for Undervisningens Gang; men hvis vi vil spare på Møje og Tænkning og Forsøg i denne store Sag, gjorde vi bedre i straks at opgive Håbet om at nå noget moralsk eller intellektuelt Udbytte af, hvad vi gør.  Man har foreslået, at Lærere og Opdragere skulde bevæges til med bestemte Mellemrum at offentliggøre oplysninger om deres Virksomhed; man har nogle af de periodiske Eksaminationer af de unge, som foretages af deres egne lærere, skulde trykkes med de gjorde Spørgsmål og Svar og sælges for en billig pris, at Forældre og andre pårørende skulde indbydes til at overvære mundtlige Eksamener.  Man har at en sådan Offentlighed vilde bidrage til at på gældende om den Undervisning, som gives i de forskellige Skoler, og virke som en jævn og sund drivfjeder for Lærer og Lærling, uden i mindste Måde at med føre de skadelige Følger af det nuværende anstrengte Kapløbs-system. Vi kan ikke her udtale nogen Mening om sådanne Forslag; men enhver fornuftig Plan til at give forældrene nogen Indsigt i, hvad deres Sønner lærer, og hvad metode der følges, fortjener omhyggelig Overvejelse.

 

  (efter en Kritik af de engelske fellowships og scholarships -- en Kritik, som formentlig vilde interessere nordiske Læsere for lidt, til at den bør optage Pladsen her -- slutter Protesten på følgende Måde:)

  Vi har kun det at tilføje, at hvad vi har sagt om Opdragelse af Drenge og unge Mænd, nødvendigvis med, endnu større Kraft må siges om Opdragelse af Piger.  Det må dybt beklages, at deres Opdragelse simpelt hen bliver en åndløs Gentagelse af de Fejlgreb, man begår over for Mænds.  For deres Vedkommende må man frygte, at den Skade, deres legemlige Udvikling vil lide, bliver endnu større, og at den finere Modtagelighed, som de besidder fremfor Mænd, sandsynligvis vil lide uoprettelige Tab.  Vi kan kun håbe, at der ved Fjernelsen af Eksamens- og Præmiesystemet vil efterhånden danne sig en finere Vurdering end nu for Tiden af Opdragelsens mindre nærliggende Virkninger, så vel i godt som i ondt, og at den løse Lettroenhed, hvormed, vor Samtid har sat »boglig Lærdom« over en omhyggelig Uddannelse af Sanserne og de højere Evner, langsomt må vige Pladsen for et rigtigere og sandere Syn.

  Vi må tilføje, at vi underskriver denne Udtalelse i almindelig Tilslutning til dens Tanker, uden at derfor hver enkelt Underskriver fuldstændig er enig med den i alle Enkeltheder.


  Blandt Underskriverne findes bl. a. følgende: Politikerne Lord Armstrong, Charles Bradlaugh; Justin M'Carthy, Historikerne Grant Allen, Edward Freeman, Froude, Stubbs, Juristen Frederic Harrison, Sproggranskeren Max-Müller, Lægen Morell Mackenzie, Mrs. Annie Besant, Maleren Burne-Jones.  Med visse Forbehold er Udtalelsen endvidere tiltrådt af flere, deriblandt Historikeren Gardiner.

  Af Underskriverne har enkelte tilføjet længere Motiveringer.  Max Müller minder om, at han for fyrretyve år siden gjorde sit bedste for at bevise, at Eksamener dannede et bedre Grundlag for Valget af Embedsmænd end Protektion, og han erklærer, at dette endnu Ser hans standpunkt.  Men han mener lige så afgjort, at en Forbedring i Eksamensvæsenet er afgjort nødvendigt.  Efter sine Erfaringer i Oxford må han erklære, at al sand Glæde ved Studierne er tilintetgjort ved det bestånde Eksamenssystem.  De unge Mænd bilder sig ind at alt deres Arbejde kun har ét Formaal:  at slippe igennem Examen.  Intet bliver til succum et sangvine (Saft og Blod); den eneste Ting, som de beholder efter Eksamen, er en intellektuel nausea (Kvalme) -- Væmmelse ved den Føde, de har været tvungne til at sluge.  »Dette vil forgifte Englands bedste Blod,« siger Max Müller, »hvis det ikke allerede har gjort det.« Han foreslår nogle Forandringer, som vil nærme de engelske Universitetseksamener til det tyske System.  Frederic Harrison forlanger, at Lærerne selv skal være Eksaminatorer, og at Eksamenerne skal være mere fri; ti nu er de organiserede og regulerede ud over alle Grænser.  Eksaminatorerne må have større Frihed og mere Råderum.

  I det hele synes det, at Kærnen i denne Bevægelse er Trangen til Frihed og til mindre ensformig Organisation.  Karakteristisk for engelsk Tænkemåde er det, at denne Protest er underskreven af så mange af de største videnskabelige Navne, England ejer, -- og sandsynligvis vil den blive tiltrådt af flere endnu.

 

II.

  Medens Novemberhæftet af Nineteenith Century bragte den ovenfor nævnte Protest, kom der allerede i det følgende Htæfte for December 1888 Indsigelse mod Protestmændene fra tre forskellige Forfattere.  Af disse har vel ingen noget Navn, som i Navnkundighed vejer op mod de berømte Mænd, der havde sluttet sig til Protesten, men de uden Tvivl også repræsenterer en væsentlig Del Englands offentlige Mening, er det ikke uden Værd at stifte Bekendtskab med nogle af deres Argumenter.  Vi vælger at anføre et Brudstykke af H. A. Perry's Artikel. Han tager sigte på den Udtalelse, at Konkurrencesystemet tvinger al Opdragelse ind på en Stræben efter at blive af samme Type, og at der ikke kan tænkes nogen ulykkeligere Tendens, fordi »Ensartethed betyder at væksten standser, og Forfaldet indtræder, Forskel betyder Liv, Vækst og stigende Dygtighed uden Grænse«.

  Hertil siger Mr. Perry: Sandt nok; men lad os mindes, at England i 1888 er mere rent demokratisk end Frankrig, Schweiz eller de forenede Stater.  Den demokratiske Aand sætter netop sin Ære i at jævne Uligheder, fjerne Undtagelser, Forrettigheder, Forskelligheder af enhver Slags, at få Individualiteterne til at forsvinde i Masserne.  Den er uvillig stemt over for Skoler og Universiteter, som hælder til den gamle Studiemåde.  Og nu har to Oxford-Professorer haft Ordet.  Professor Max Müller fortæller os, at England i Kapløbets Tidsalder er fuldt af lige store Middelmådigheder, men er i Færd med at miste sine åndelige Atleter og fødte Førere.  Professor Freeman, som vitterlig nok ikke er politisk Tory, taler med Sorg om »Traditionerne fra bedre Tider, da man læste store Værker med sin Tutor i Stedet for at fylde Notebøger med en >>Proppers« (crammer's d. v. s. Manuduktørs) Pillerier.  Mon ingen af vore Statsmænd af den gamle Skole fører lignende Klage ?

  Hvad angår Universiteterne, er vort Demokrati stolt af at have »gjort dem til Folkets«.  I Professor Fremanns »bedre Tider« kaldte Demokratiet dem »klerikale syltekrukker« og »Museer for døde Sprog«. Dette er forandret. De klassiske og matematiske Fags Eneret er ophævet; Studiernes Emne varierer i det uendelige.  Så meget om Studierne; vi gå nu over til de studerende.  Mange meget fattige opholder sig nu ved Universiteterne Folk, hvis Nærværelse vilde have været umulig uden Pengeunderstøttelse -- noget, som måske ganske rigtig kun er vundet ved et varigt Offer af Helbred . . . Jeg ønsker kort sagt, at det skal stå klart, at »Kapløbs-systemet« med alle dets Mangler er blot Opdragelsens Indrømmelse af den almindelige demokratiske Bevægelse.  »La carrière ouverte,« (Banen åben) siger Prof. Müller. »Giv alle lige chancer,« siger Demokratiet.  Følgen af hyppige Partamentsvalg (og nogle ønsker dem hvert År eller hvert tredje År) for Politikerne er nøjagtig den samme, som i Følge Protesten Examensvæsenet har for >>den bedste Undervisning«. »Al tænksom Egenledelse af Arbejdet bliver umulig for Læreren,« hedder det, da han stadig kontrolleres af Bevidstheden om den kommende Eksamen, som han naturligvis ønsker skal gå godt for hans Disciple.  Ganske på samme Måde hindres Statsmanden i at føre en bestemt eller sammenhængende Politik, da han stadig kontrolleres af Bevidstheden om, at hans Modstandere kan fremtvinge et Valg, som han naturligvis ønsker skal gå godt for hans Parti.

  Jeg ønsker ikke at dvæle længere end nødvendigt veddenne lighed mellem vore Dages Opdragelse og Politik.  Men de, som så uskånsomt fordømmer Konkurrence-systemet, må ikke få lov til at gjøre det til Syndebuk for Synder, som efter min mening er Tidsåndens. I hver Gren af nutides Liv ses et og samme Hovedtræk: en vild jagen efter at nå et umiddelbart Resultat, hvor misvisende eller i dybeste Forstand ødelæggende det end kan være.  Og nu et Ord om Eksamensvæsenets virkelige fejl . . .

 

  Eksamener er med nødvendighed talrige, fordi Kandidaternes tal går frem i støre Spring.  Hvorfra kommer denne uhyre Tilvæxt i deres Tal? Ikke blot fra den almindelige forøgelse af Befolkningen, men også fra den voksende afsky for legemligt Arbejde, som fostres af vore billige skoler, vore billige Bøger og vor billige Politik.  Mængder af kandidater, hvis Helbred er svækket ved dårlig Føde og dårlig pleje i Barndommen, er nu med i det Opdragelsens kapløb, som tager langt mere på deres Kræfter, end noget håndværk kunde have gjort.  Herfra kommer fysiske Ødelæggelse Protesten beklager.  Lad os ikke glemme, at de, som forlanger »fri« Opdragelse for folkets børn,, nu har udvidet deres Krav til >>fri« Middagsmad.  Overanstrengelse i Skolen er Døden for den slet nærede Krop.  Nu da samme Prøve anvendes på alle klasser, bliver det efterhånden tydeligt, at de såkaldte >>priviligerede« Klassers Børn har haft noget mere end privilegier på deres Side.  Dernæst har nu Kvindesagsbevægelsen gjort Kvinder til Genstand for prøver, som en gang kun var mændenes.  De har svaret på indbydelsen i uhyre Tal.  Dette Tal er nys blevet gjort til genstand for nogle Betragtninger i et Opdragelses-tidsskrift, under Henvisning til det Faktum, at Mængden af kvinder, som opdrages til en Dames Smag og Vaner, vokser umådelig.  Tre Års erfaringer fra de kvindelige kandiaters eksamener i Fransk ved Cambridge Loeal Examinations giver mig Ret til at sige, at det for manges vedkommende øjensynlig har været Naturens mening, at de kun skulde arbejde med deres Hænder. . .

 

  Et ord endnu om, hvad der skal sættes i Stedet for konkurrencen, -- et Spørgsmål, som Protesten og dens tre tillæg mere peger løselig på end besvarer.  I Almindelighed er vor Opgave den at fordele 100 Embeder mellem 1000 Kandidater således, at vi finder de bedste.  Protesten selv protesterer imod at besætte offentlige stillinger gennem Konkurrence. . . Lad os erkende, at mellem Konkurrence og Udnævnelse gennem patroniserings-Systemet er ingen Mellemvej mulig.  Patroniserings-Systemet blev i sin Tid misbrugt således af visse Folk, at man i de offentlige Embeder fik Mænd, hvis eneste Berettigelse lå i deres Patrons Velvilje.  Det tog Tid, inden dette System døde, og måske er der Liv i det endnu.  Om det i det hele gav os dårlige Embedsmænd, er et Spørgsmål, som jeg skulde have ondt ved at besvare i en Håndevending; men at det vilde vågne til Liv igen, hvis vi afskaffede eller blot ændrede konkurrence-Systemet, er efter min Mening uden for al tvivl.  Protestanterne vil vælge Embedsmænd »på offentligt grundlag« og »efter praktiske Prøver« mellem Kandidater, der >>har vist visse Egenskaber i fortrinlig Grad«.  Professor Max Müller foreslår en gradvis Overgang fra »konkurrence-Eksamener« til »Kvalifikations-Eksamener«. Jeg svarer, at med mindre man kræver så store »Kvalifikationer«, at de praktisk vil sige det samme som en hård konkurrence mellem dem, der når at opfylde dem, der ikke når det, vil antallet af >>kvalificerede« Ansøgere altid langt overgå Tallet på de ledige Embeder.  Er det næste Skridt måske at trække Lod?  Og hvad er det for et »offentligt Grundlag«, på hvilket nogle skal antages og andre vrages -- et Grundlag, som formodentlig i disse Partibeskyldningernes Dage vil være lyksalig frit for ethvert politisk Motiv?  Og hvad skal de >>praktiske prøver« være være?  Skal vi slippe en Hær af »kvalificerede« Personer løs på en eller anden Statsansættelse, ligesom en Provins-Tandlæges Medhjælpere farer løs på bønderne en Markedsdag? Lad os formindske Examenernes Tal, hvis det er muligt, lad os vælge Eksaminatorer med Omhu, betale dem godt og give dem så megen tid, vi kan.  Men lad os ikke tale om at afskaffe eller omkalfatre vort Konkurrence-System.  Det er en Del af vor demokratiske Forfatning og må stå eller falde med den.

  Så vidt Mr. Perry. Af de to andre Indlæg imod Protesten går det ene -- af Professor Knight -- mest ud på at drøfte enkelte praktiske Spørgsmål, som vedrører den særlig engelske Måde at eksaminere på, medes den tredje forfatter ganske kort nøjes med at fortælle, at han har sejret i to offentlige Konkurrencer om 500 og 1000 Lst., og at han >>derfor« må have ret til at svare Konkurrencesystemet.  Resten af hans korte artikel er temmelig flove Morsomheder og Slangvitser, som man rolig kan lade ligge.

 

  Sandsynligvis vil de følgende Hæfter af Nineteenth Centrury bringe Svar fra Protestens Underskrivere.  Hvad der måtte fremkomme af almindelig Interesse, skal blive meddelt i >>vor Ungdom «.

Ved Johan Ottesen.