Artikel samling. VOR UNGDOM 1882 side 1-11


Fichte som Pædagog


  I tider, hvor et Folk har syntes, sin Undergang nær, Og Opløsningen har været på et højdepunkt, er de mere end én Gang hændt, at de alvorligere og, kraftigere ånder have øjnet en Mulighed til Frelse i fremtidige Slægter og fundet Trøst i at sysle med Planer til en forbedret Opdragelse. En sådan Tid var for Tysklands Vedkommende vort århundredes Begyndelse[år 1800], da den berømte Filosof Johan Gottlieb Fichte (1762-1814) i sine ,,Taler til den tyske Nation" fremsatte Planen til et Opdragelsessystem, hvis gennemførelse efter hans Mening i Løbet af et halvhundrede år skulde kunne omskabe Folket. Fichte var sin Videnskab hengiven med Liv og Sjæl, men hele hans Naturs Varme koncentrerede sig dog især i en brændende Kærlighed til Menneskeheden, og han pønsede bestandig på Midler til at hjælpe den. Irans pædagogiske Ideer vare ikke Frugten af Erfaring, men af en Filosofi ' der var bleven ét med ham selv. Selv siger han i et Brev til Pædagogen Fellenberg, der ønskede hans Hjælp ved sit Opdragelsesværk: ,,Jeg har ved et femogtyveårigt metafysisk Studium vænnet mig til at se på det hele og store ved alle Ting; mit Livs Opgave har været at vinde Indsigt, i de højeste Principper, og jeg har liden Øvelse i de praktiske Enkeltheder." Hans Interesse for Reformer i Opdragelsen var oprindelig bleven vakt ved personligt Bekendtskab med Pestalozzi, og han havde siden fulgt udviklingen af dennes Ideer med stor Opmærksomhed; med Flid havde han imidlertid holdt sig fjern fra Pestalozzis praktiske Virksomhed, fordi han var overbevist om, at han der vilde finde Fejl og Mangler, som ganske vist måtte lægges udførelsen til Last, men som dog måske kunde indvirke forstyrrende på Bedømmelsen af Systemet. Hvor fuldstændig altså hans egne Anskuelser vare byggede på Teori, har Eftertiden dog for så vidt godkendt dem, som den har optaget de væsentligere blandt dem til videre 'Udarbejdelse, medens der tillige foreligger mangfoldige Beviser på den frugtbargørende Indflydelse, hele ånden i hans Taler Øvede på hans Samtid. De forekomme os derfor at være et Exempel mere på, at det er i Videnskaben, Opdragelsens Kunst må søge de faste Punkter, der skulle danne Grundlaget for dens Virken.

  De Omstændigheder, som fremkaldte Fichtes Taler, stå i dramatisk Spænding ikke tilbage for de Forhold, hvorunder Demosthenes trådte frem for Folket i Athen og begejstrede det med sine patriotiske Opråb. Det så' endnu i 1807 efter Freden i Tilsit ud, som om Tysklands politiske Selvstændighed var tabt for stedse. Endog den modige dronning Louise havde den Gang ,,ophørt at håbe". Andre bedre til rette med Tilstanden. Ikke få af Landets mest fremragende Mænd, netop i videnskab og litteratur kunde glæde sig over, at fransk Dannelse og Ånd havde sejret over i indenlandsk råhed og filisteri. Man trøstede sig med den tanke, at man gennem Sprog og Litteratur kunde opretholde den tyske Nationalitet på samme Tid, som man underkastéde sig den højt lovpriste erobrer, i hvem man så' verdensgéniet, og ved hvis hjælp man håbede der skulde blive gjort Ende på det forhadte Junkerdømme. Fickte havde for megen national Selvfølelse til, at han kunde dele disse Forhåbninger. Men der kom derfor også Øjeblikke, hvor det stod for ham, som om alt var tabt. ,,Guds Veje vare denne Gang ikke vore Veje", skriver han kort efter Freden, jeg troede, den tyske Nation måtte blive opretholdt, men 'ak, den er udslettet." Også hos andre gærede Harmen over Fædrelandets Ydmygelse, men hos de fleste holdtes den nede af Frygten for den franske Besætning, der aldrig lod til at ville forlade Berlin. Da gik det op for Fichte, at havde end de fremmede gjort sig til Herrer på næsten ethvert Område, borgerligt så vel som politisk, ét var der, som de havde overset, og heldigvis netop det, der bærer Fremtiden i sit Skød, nemlig Opdragelsen; og med det samme Fichte her fandt et Lægemiddel for sit Folk, viste der sig for ham ,selv en Opgave, der i Øjeblikket var ham en sand Befrielse. At han kunde blive kaldet til at vække den slumrende Nationalitetsfølelse, var ham ikke nogen ny tanke; allerede i 1799 skriver han til en Ven: ,,Jeg har Grund til at tro, at dersom der endnu kan reddes noget af den tyske Ånd, da kan det ske ved mit Ord.'' Tysk betyder for Fichte: oprindelig og selvstændig. Det ægte Menneske (der Grundmensch) er tysk, den, der danner sig efter andres Forbillede, hvad enten det er et historisk eller et samtidigt, er fremmed, er egentlig intet.

  I glødende og kække Ord fremsætter nu Fichte lige under Øjnene på Fjenden og ikke uden personlig Livsfare i 14 Taler hanen til en ny Opdragelse, der skal genføde det tyske Folk fra Grunden af, medens han tillige hårdt revser Tiden, denne Tid, som han for sine Venner tilstår, han ikke kan lade være at tænke noget småt om". ,,Jeg taler her'', således omtrent udtrykker han sig, ,,ikke blot til de tilstedeværende, men til alt, hvad der er tysk, så langt det trykte Ord kan række og forstås. Dersom mineOrd kunde tænde en Gnist her og en hist, gid da disse ville slå sammen og danne et Ildhav, hvoraf den ægte Tyskhed kan gå renset og styrket ud. Jeg fremsætter ikke disse Tanker, for at de skulle lide samme Skæbne, der sædvanlig bliver Åndens Frembringelser til Del, blive debatterede, kritiserede og lagte hen, ikke for også at give min Skærv til den gængse Uvane, Lysten til at have en Mening om alt og til at høre sig selv udtale den; jeg vil at I dog en Gang skulle gå i eder selv, skulle fatte Tidens Alvor og gøre, hvad I kunne, for at møde den, kort sagt, at I skulle anskaffe eder Karakter." Fra først til sidst lyder Formaningen til det tyske Folk om at blive tro mod det oprindeligste i Folkeindividualiteten, at slutte Kreds og, i Steden for at lade Ulykken virke opløsende, midt under det ydre Tryk at vinde sit inderste Selv tilbage, som var sat til i Lykkens Dage. Det var et Opråb, som det vel måtte stilles af den Tænker, der mere end nogen anden taler Jeg'etts Sag, en dristig Dåd, som den sømmede sig den lærde, der først og fremmest forlangte, at Videnskaben skulde kunne gribe frelsende ind i Livet, og som ved Krigens Udbrud havde beklaget af hjertet, at han ikke lig Ajsehylos og Cervantes i Farens Stund kunde gribe Sværdet for med det at bevidne Alvoren i sine Ord.

  Fichte er Demokrat. Når han henvender sig til de dannede Klasser, er det for at fortælle dem, at kun ét kan udsone Århundreders Brøde fra deres Side og give dem Krav på en fortsat Beståen, nemlig at de fra nu af, i Steden for at fortabe sig i egenkærlige Interesser og i dump Fortvivlen klamre sig til Liget af det forbigangne, ville sætte alt ind på det eneste, der kan forny Verdenen gennemført Folkeopdragelse. Det mangler i den gamle Opdragelse ikke på gode Bestræbelser. Det forkerte ved er foruden det store Onde at kun så lille en Del af Folket får godt af den, den Kendsgerning, at den ikke ,griber Barnet i dets inderste Hjærterødder, ikke med tvingende Nødvendighed leder det ind på den rette Vej; den danner vel noget ved Mennesket, men ikke det hele Menneske, sætter vel Barnet i Besiddelse af noget godt, men formår ikke at gøre det gode til en Del af selve dets Organisme. I sædelig Henseende indskrænker man sig til ,endeløse, trættende Formaninger, og når disse ikke frugte, undrer man sig og skænder. Man overlader Valget til den såkaldte frie Vilje, som i Virkeligheden ikke er andet end en ubestemt svajen frem og tilbage mellem godt ,og ondt, medens Opgaven er at skabe en Vilje, der netop ikke er fri i den Forstand, at den kan ville andet end gode. Hvorledes skal da dette gjøres ? Fichte udtaler her som på mange Steder Ideer, der ere os bekendte gennem Grundtvig 1). ,,Kun det, Barnet elsker, kan det for Alvor ville," siger han. Det gælder at fremkalde en så dyb og inderlig kærlighed til det gode, at Barnets Handlinger. uvilkårlig blive prægede heraf. Men det er Jangt fra nok at vække det passive Velbehag, man føler ved Beskuelsen af visse opstillede Idealer. Kun Selvvirksomheden er det, der ret egentlig tilfredsstiller, og det er også kun ved dens Hjælp, de kraftige Karakterer dannes. Barnet må lære på egen Hånd at udkaste sine Forbilleder, som det da vil omfatte med en anderledes levende og varm Interesse. Det må ikke blive stående ved dem som blotte Fantasier, men må lære at kende Udførelsens Glæder så vel som dens Vanskeligheder; det vil, da tillige fatte Nødvendigheden af at bøje sig for de i Tingene givne Love. På dette Punkt er det, at Frøbel har grebet Fichtes Tanke og ført den ind i den praktiske Pædagogiks Verden. Der er vel næppe noget i Fichtes hele Opdragelsessystem, der er så umiddelbart fremgået af hans ejendommelige Livsanskuelse som denne Forestilling om Barnets frie, nyskabende Selvvirksomhed, en Idé, han også vil overføre på Religionen, hvis Væsen man hidtil alt for ensidig har fremstillet som en ,,Liden", der kun har kunnet virke afskrækkende og sløvende på Barnenaturen. Er det således en Grundlov for Menneskets åndelige Væsen, at det finder en umiddelbar Tilfredsstillelse i Arbejde, have vi her også Midlet til at opelske den' rene kærlighed til kundskaben for dennes egen Skyld, altså den Løftestang for Undervisningen, man des værre nu alt for ofte griber fejl af.

  Hvorledes fører imidlertid alt dette til Sædelighed i højere Forstand? Jo, tidligere dreves Barnet af de lavere Hensyn, Frygt og håb. Råde Erkendelsen og Viljen bleve underkastede Egennytten, og denne trivedes derfor, også fortræffelig. Kærligheden til Arbejdet derimod vil lære Barnet at se bort fra sig selv, at ofre sig for noget udenforstående. Når det uundgåelige sker, når Egoismen vågner inde i Barnehjertet eller banker på ude fra, da bør Pladsen være optaget; kun hvor den gode Sæd mangler, breder Ukrudtet sig.

1) Om Fichtes Indflydelse på Grundtvig se også Digtet: Gottlieb Fichte, fra 1814, trykt i »Ude og Hjemme« 12. Sept. 1880.

»Fichte! ja den Stund, jeg vandrer her, ej jeg kan, og ej jeg må dig glemme, ej fornægte, at du varst mig kær, at mig glædede din Kæmpestemme; den mig vakte af min falske Ro, den mig vækkede til Tvivl og Tro, vækkede mig til at ihukomme

Sandheds Lys og Kærlighedens Blomme.«

  Opdragelsens højeste Mål er dog endnu ikke nået. Under dagligdags Forhold, i et velordnet Samfund, overalt, hvor der kan stræbs hen imod et Mål, selv et fjerntliggende og vanskelig tilgængeligt, dér kan Sædelighed alene strække til; men gælder det at så uden udsigt til at høste, at holde ud i Tro, når alt går én imod, at betale med godt, når man bliver overvældet med ondt, da må der Religion til. Den ægte Religiøsitet kan imidlertid ikke bygges på en egenkærlig Frygt for det fremtidige Vel, lige så lidt som den fremmes ved den Betragtning, at Menneskenaturen oprindelig er fordærvet; den består ikke i en Afdøen fra Livet eller i en Udskillen af Troen fra det øvrige åndelige Liv, dens inderste Væsen er Udvikling, er en stadig Kamp for noget, der først skal blive til. Det bliver således. en religiøs Fornødenhed at leve og dø for sit Fædreland og dets Nationalitet, fordi det kun er gennem dets ejendommelige Udvikling, at den enkelte kan nå det højeste, og kun det højeste, det er mig muligt at nå, kan jeg stille som Mål for min Stræben". Overhovedet skal Barnet ikke først og fremmest opdrages for Kirken eller for Himlen, men for på Jorden at virkeliggøre det evige Liv; det andet vil komme af sig selv.

  Med Hensyn til Udførelsen af sine Planer henviser Fichte til Pestalozzi og den Stab af Lærere, ban havde opdraget. De Afvigelser, der findes mellem dem, mener han, bero på, at Pestalozzi fra først af gik rent praktisk frem og derfor lod sig lede af det øjeblikkelige Behov. ,,Han tænker blot på at bringe Hjælp til den fattige og ulykkelige Del af Folket, men i Virkeligheden ophæve hans Ideer, når de. blive gennemførte, Forskellen på Folket og den dannede Klasse; de ikke alene skabe et oplyst Folk, men de lægge Grunden til en sand Nationalopdragelse." De praktiske Fejl, Fichte finder i Pestalozzis System, stamme uden Tvivl derfra, at Nødvendigheden har tvunget ham til at begrænse endog sit Mål. Han kommer til at overvurdere Skrive- og Læseundervisningen, fordi han i den ser et Redskab, som af Folket kan benyttes til Selvhjælp i åndelig Henseende. Fichte derimod vil ligesom Rousseau (og Grundtvig) af Frygt for Mechanisme først bibringe Børnene Læsefærdigheden i en meget sen Alder. Bogstaverne forlede, siger han, til Overfladiskhed, Adspredthed og Drømmeri (c: Uvirkelighed). Der læses desuden, til Skade for Originaliteten, mere end godt er. Pestalozzis besynderlige Tro på, at Ordet alene kan føre fra den dunkle Anskuelse til det tydelige Begreb, stammer kun fra Mangel på filosofisk Studium. For Øvrigt fremgår det af ,,Buch der Mütter", at han vel indså, der forud for den Anskuelsens A. B. C., han selv udformede, må gå en Sansningens. Med Hensyn til den sildige Læsning skal der dog gøres en Undtagelse med det Barn, der er bestemt til den lærde Stand. Det skal vel tage Del i den fælles Elementarundervisning, skal ikke ganske befries for det Arbejde (helst Landbrug), som bør være det praktiske Grundlag for enhver Opdragelsesanstalt, skal så godt som nogen exerceres i legemlige Færdigheder, men må tillige allerede tidlig indøves i Sproget. Hvad Valg af Livsstilling angår, må blot den naturlige Begavelse, intet Hensyn til Stand og Fødsel være afgørende; enhver skylder sit Land at virke for det med alle sine Evner. -- Dette Punkt, der for Fichte vistnok var en Hovedsag: gennem Opdragelsen at gøre det muligt for hvert Medlem af Samfundet at finde sin rette Plads, turde måske også være det, hvori der for nutiden er mest tilbage at gøre, forinden Fichtes ideale Fordringer kunne siges at være fyldestgjorte. Men det er tillige det Punkt, hvori han optræder mest som Theoretiker, mest med skæret fra Platons utopiske Planer til en Statsopdragelse over sig, også mest som Barn af sin egen Tid med dens optimistiske Tro på Menneskets medfødte Fortræffelighed og Opdragelsens Almagt. Når der her bliver Tale om Midlerne, er da også Enigheden med Pestalozzi forbi. For denne (ligesom for Grundtvig) stod Hjemmet i den Henseende så højt over Skolen, at Lærerne egentlig kun vare ham midlertidige Stedfortrædere, der bleve overflødige, så snart Mødrene kunde opfylde deres Pligter rettelig. Fichte deimod vil, at Børnene skulle rives ganske bort fra deres fordærvede omgivelser, hvor det, der af naturen var bestemt til en ledestjerne for dem, Exemplet, kun bliver dem til Ødelæggelse, og overgives til Mennesker, der, enten de nu i sig selv ere bedre end andre eller ikke, dog have besluttet at ofre sig for den pædagogiske Virksomhed og i alt Fald ikke ville kunne glemme, at Børn iagttage dem. I det mindste ét slægtled må gå denne Kur igennem, før der kan være Tale om at betro opdragelsen til forældrene. Men dersom disse ikke ville slippe deres børn? Ja, Staten må have Ret til at fordre det, fuld så megen Ret, som den har til at påbyde almindelig Værnepligt. Både Forældre og Børn ville snart indse, at de kun kunne være taknemmelige for dette Formynderskab. Med Hensyn til Udgifterne ved en sådan fælles Opdragelse henviser Fichte til de Indtægter, Børnenes Arbejde skal skaffe, -- en sund Tanke er det, at de i alt Fald skulle være uvidende om, at de leve på offentlig Bekostning, -- samt til de formindskede Udgifter, en bedre Moralitet vil bevirke. Fichte er imidlertid ikke selv blind for den Fare, der kan ligge i, at man lader en Ungdom, opdraget fuldstændig uden for det virkelige Liv, vende tilbage til et halvt eller helt fordærvet Samfund, som rimeligvis står uden Sympati og Forståelse af dens Idealer, og han forlanger derfor også, at Samfundet med Alvor skal forberede sig til at tage imod den nye Slægt. Piger og Drenge skulle opdrages sammen, for at de to køn i alt Fald ikke skulle stå fremmede over for hinanden. Før de blive Ægtefolk, skulle de lære at være Venner. Også andensteds udtaler Fichte sig om den kvindelige Opdragelse. Man skal i Pigen, siger han, opdrage Mennesket, som jo dog bor i hende. Kvinden vil af sig selv uden Kunstens Hjælp vågne hos det Menneske, der har modtaget en sand og gennemgribende Dannelse.

  Kun på tysk Grund og gennem tysk Sprog kan den Reform gennemføres, der skal forny Menneskeheden. Kun her er nemlig Traditionen fortsat fra ældgamle Dage, andre Folkeslag af germansk Oprindelse have optaget for mange fremmede Bestanddele og have derfor en alt for blandet Kultur. Følgen heraf bliver, at Dannelsen ikke formår at gå til Bunds i Folket; dettes inderste Liv og den højeste Dannelse ere to adskilte Strømninger. Kun Tyskland kunde frembringe en Luther, der forstod at gøre Kirkereformationen til en Livssag for hele Folket, en Pestalozzi, der formåede at finde den Tone, som kunde må de ringeste og svageste. Havde Fichte levet et halvt Århundrede senere, vilde han have tilføjet: og en Grundtvig -- han regner nemlig Skandinaverne med til de urgermanske Nationer. ,Das ausländische" (c: det franske) derimod er for Fichte entydigt med Letfærdighed, Overfladiskhed, Mangel på dyberegående Gemyt og Ånd. Al vor Fortræd er udenlandsk, siger han. Uheldigvis har det romerske Væsen fået et Skin af Fornemhed og er derfor vanskeligt at udrydde'. Ganske vist kan Udlandet give' Impulser, men kun den tyske Ånd kan give disse den højere Indvielse. Udlændingene kunne have Genialitet, kun Tyskerne Udholdenhed og Flid til at gennemføre noget virkelig stort. At have 'Karakter er i Grunden enstydigt med at være tysk.

  Når man ikke står midt i Tidens Bevægelse, ikke som Fichte er bleven tirret af de fremmedes Anmasselser og sine Landsmænds Kryberi, har man næsten ondt ved at forstå så stærkt et Sprog. Lige meget, man rives dog med af den Begejstring for alt stort og ædelt, den Sorg over Fædrelandets Fornedrelse, den Tro på en Fremtid, der klinger gennem Fichtes djærve Ord - mest dog af hans Kærlighed til Frihed og Fremskridt. Han slutter Talerne med en Henvendelse til forskellige Grupper inden for Kredsen af sine Tilhørere. ,,Jeg besværger eder, Ynglinge, I, som have Ord for at være anmassende, ubesindige, nyhedssyge, alt sammen Fejl, som man tilgiver eder, fordi man mener, de fortage sig hurtig -- ja des værre, alt for hurtig --, jeg beder eder, sluk ikke eders Ild, brug den til at rense Tanken og styrke Karakteren, bevar eders ungdom og lad ikke Lejligheden gå tabt til at gribe ind i Begivenhederne til Menneskehedens bedste. Om eder, I gamle, tænker man -- og jeg tager ikke i Betænkning at sige det --, at I ikke tåle, der kommer Ideer frem, som ikke ere eders egne. Hvem der vil noget, har at kæmpe ikke blot med sine egne Mangler, men også med eders ihærdige Modstand. Først når I ere blevne forvandlede til det Støv, I allerede ligne, give I plads for den følgende Slægt, der i Krig med eder er bleven som I og nu kan overtage eders Forretning. Jeg besværger eder, I praktiske Folk, og I, Lærdommens Vogtere, kast ikke længer skæve Blikke til hinanden øver den Kløft, der skiller eder, men ræk dog en Gang hinanden Hånden til fælles Arbejde for den gode Sag." --

  Således taler Fichte til sit Folk, og hans Røst lød ikke forgæves. Vel er der gået mer end én Menneskealder, uden at der er blevet skabt nogen fra Grunden af ny og ufordærvet Slægt; men det Ideal, han stillede op, har Øvet og vil sikkert endnu længe Øve sin Indflydelse på Udviklingens Gang.

Kirstine Frederiksen.