Jean Pio.

1. Juli 1833 -- 12. Jan. 1884.

Medens nærværende Hæfte af ,,Vor Ungdom" har været i Trykken, har Tidsskriftet uventet mistet den ene af sine Udgivere, Skolebestyrer Prof. Jean Pio, der i en Alder af 50 År er afgået ved Døden den 12. Jan. 1884 efter knap en Uges Sygeleje. Det har været Tidsskriftets tilbageblivende Udgivere en Trang, at der i ,,Vor Ungdom" sattes ham et Minde, i hvilket hane pædagogiske Personlighed endnu en Gang kunde træde Læserne i Møde og Tidsskriftet sige ham sig Farvel. En kort Skizze af ham i hans Virksomhed som Skolemand skal derfor slutte dette Hæfte. Den er bygget, i Reglen Ord til andet, på Meddelelser fra Mænd, der have stået ham nær som Disciple eller Lærere i hans Skole.

Født 1. Juli 1833 i Toksværd på Sjælland blev han 17 År gammel Student fra Roskilde Katedralskole og 7 År efter filologisk Kandidat. Han vænnedes tidlig til at bevæge sig i Verden: To Gange har han været Huslærer i adelige Huse, hos Baron Løvenskjold på Løvenborg og hos Grev Frijs Frijsenborg; adskillige Gange har han på kortere eller længere Rejser set sig om i Tyskland, Frankrig og Schweiz, Østrig, Italien og Grækenland, og hans sproglige Begavelse og livlige Temperament gjorde det let for ham at slutte Forbindelser, hvor han kom hen. Han talte Nygræsk som en indfødt og gjorde sig en Tid Forhåbninger om at blive Lektor deri ved Universitetet; sine Studier i den retning holdt han ved lige og knyttede endnu i sine sidste År sit Navn til Skrifter på nygræsk som Udgiver eller Oversætter. Lige så naturlig lå det ,franske Sprog for hans Tunge, og han siger om sig selv: "Hvad Fransken angår, da kan vist ingen her hjemme sætte mere Pris end jeg på dette Sprog, ingen føle større Sympati end jeg for det store Kulturfolk, der taler det" (Progr. 69 S. 17). Tysk talte han nærmest som Syd. tyskerne, fordi han holdt mest af deres Mundart. Engelsk talte han ikke. Da han i 1868 blev Bestyrer af Borgerdydskolen i København, havde han i københavnske Skoler undervist både i moderne og klassiske Sprog, ligesom han 1873 deltog i Oprettelsen af et ,,Akademi for Undervisning i fremmede Sprog", som i øvrigt ikke havde nogen lang Levetid. Medens han tidligere kun i nogle År (1859-64) selvanden havde ledet en privat Artiumsundervisning, trådte han nu i spidsen for en skole med en stor Fortid. Den ikke helt velvillige Stemning, med hvilken de ældre blandt Disciplene trådte den nye bestyrer, Prof. K. Rovsings Efterfølger, i Møde, kommer levende frem i et Tilbageblik, der skriver sig fra en enkelt iblandt dem: ,,Vi vidste om ham, at han tidligere havde været Lærer ved Skolen, at han havde været i Grækenland hos Kong Georg, at han var udmærket kyndig i Fransk; men dermed var også vort Kendskab til ham udtømt. Når jeg nu skal analysere vort Forhold til ham, tror jeg, at dets ejendommelige Karakter egentlig skrev sig fra den Forskel, der var imellem hans og hans Forgængers Personligheder. Vi forstod jo ikke at bedømme vor gamle Professor som Skolemand, vi vidste ikke, at han havde taget Skolen på Afgrundens Rand og atter bragt den til Blomstring som i Michael Nielsens Glansperiode, men hane Personlighed havde, en mægtig Indflydelse på os. Fyldig og svært bygget, med et alvorligt og dog mildt Ansigt, som fik en uimodståelig gratie, når han lo på sin elskværdige måde, var han for os, der havde set ham fra den første Dag, vi kom i Skole, den eneste ægte Type for en Skoles Forstander. Kommer nu hertil hans store, Herre dømme over Sproget, hans Evne til med sin kraftige og vægtige Røst at fortælle glimrende og fængslende -- og han fortalte ofte om sine Rejser --, så Timen fløj så er det let forklarligt, at vi kun med Sorg skiltes fra ham og med Mistro vendte os mod hans Afløser. Her kom en yngre Mand os i Møde, slank, næsten elegant af Skikkelse, yderst soigneret i sin Påklædning, med mørkt Får, Over- og Fipskæg, noget vist aristokratisk i sit Væsen, optrædende overordentlig høflig imod os, i det han næsten behandlede os, som om vi vare Kavalerer, -- nej, det var ikke det, vi forstod ved en Bestyrer. Jeg véd med Vished, at han selv mærkede denne Misstemning, og at det var med blandede Følelser også han imødeså den Tid, han skulde have med os at gøre. Han behandlede os foreløbig med stor Forsigtighed og begyndte med at erobre skolen fra neden, og det lykkedes ham at vinde de smås Kærlighed fuldt ud. Med os var det en mere vanskelig Opgave. Han gjorde sig al mulig Umag for at blive vor Ven og overtog selv så mange Timer med os, som det var ham muligt, for at han kunde, lære os at kende og vi ham. Med sin spillende Vittighed søgte han at oplive Timerne, vi lo, når hans Pile traf, men vi vare nu vante til Rovsings Sværdhug. Vi var dengang i Lømmelalderen med dens dæmrende Følelse af Menneskerettigheder. Af et vaklende Helbred havde der hos Pio udviklet sig en vis Febrilskhed. Når vi nu havde gjort Knuder og han var nødt til at opretholde sin Myndighed over for os, mindes jeg tydelig, hvorledes det kæmpede i ham. At anvende den eneste ægte Universalbalsam for Uartigheder, nemlig Prygl, dertil var han ikke sikker nok på sig selv, og han valgte derfor et andet Middel, som lå hans Natur nær, Sarkasmen. Efter en heftig indre Kamp tvang han sig til Ro, og udslyngede med bidende Spot en eller anden Bemærkning, som han, henstillede til de Herrers" Overvejelse.  Et lille Smil, som vi kaldte "mefistofelisk", så ud af Klassen, - og dér sad vi, med en ydmygende Erkendelse af, at vi i Grunden kun vare Drenge og han en os overlegen Mand1 ).

1 ). Engang havde vi på urette Sted røget Tobak. Det blev opdaget. I en Time, som han læste med os, henkastede han en løs Bemærkning om Disciplin, i Skoler. »Det er jo kedeligt nok, at der endnu findes så mange forældede Anskuelser i Samfundet.  Jeg for min Part skulde intet se hellere, end at vi alle kunde møde her i Klassen med en stor, dampende Tobakspibe; jeg sætter selv stor Pris på Tobak; men så vidt tør vi ikke strække os af Hensyn til Verdens Dom, i ethvert Tilfælde ikke endnu, og jeg vil derfor bede de Herrer om at være lidt varsomme i den Henseende.«

Artium nærmede sig, og den fælles Interesse sluttede os nærmere sammen; vi rakte ham Hånden til Forsoning. Et egentligt Kærlighedsforhold var der ikke opstået imellem os, men vi følte, at han mente os det vel, og da vi vare blevne Studenter, gjorde han et hyggeligt lille Middagsselskab for os i sit Hjem -- han havde, samme År han blev Skolebestyrer, giftet sig og med sin Hustru, Elisabeth Sponneck, Datter af Grev V. Sponneck, grundlagt et lykkeligt Familieliv -- og glædede sig øjensynlig af Hjertet både over det særdeles gode Udfald af vor Eksamen og over det gode Forhold, der var kommet imellem os."

Så store Vanskeligheder trådte der Pio i Møde over for den Kreds af Disciple, der, udruget under en andens Vinger, nu af ham skulde sendes ud af Reden. Da de første Hold Studenter vare vandrede ud af Skoleporten, følte han sig derfor lettet. Nu stod han på sin egen Grund. Medens han i det hele arbejdede efter Skolens gamle Plan, gjorde han dog ikke få Forandringer i dot enkelte. Han indførte straks engelsk som Undervisningsfag både for studerende og Realister og besluttede tillige at lade alle Elever nyde Undervisning i Latin og først gøre en væsentlig Adskillelse mellem de to Grupper Elever på det Trin, hvor de studerende skulde begynde på Græsk. Sine Motiver udtrykker han i følgende Ord (Progr. 1869 S. 15): Medens man hidtil har været nødsaget til på et alt for tidligt Stadium af Barnets Liv at bestemme sig: om dets Fremtid og den dertil sigtende Forberedelse, vil man ved denne min Foranstaltning roligere kunne afvente, Udviklingen af Barnets Evner og samtidig skaffe det en Undervisning, som også for Realisten både vil få en metodisk Afslutning og være ham til Nytte for hans Øvrige sproglige Uddannelse. Uden at forsinkes i at fuldende, sit Realkursus vil en almindelig begavet Elev, forinden han opflyttes i Øverste Klasse og altså ganske ophører med Latinen, ved en fornuftig Undervisning kunne bringe det til at, læse en Tale af Cicero og Stykker af Ovidis Metamorfoser, og heller ikke han vil da kunne siges at, være uden klassisk Dannelse." Også Oldnordisk indførte han, før det var befalet Fag. Overhovedet opfyldtes han let af

det, der havde Aktualitetens Interesse, så bevægelig og smidig var han i sin Tanke. Derfor kunde han gribe en. hver Idé med stor Livlighed og fordybe sig i den med stor Interesse, men det var ikke altid, at de Planer, han undfangede, bleve gennemførte, som han havde tænkt sig. Alle mulige Forslag på Skolevæsenets Område beskæftigede ham levende, om de end vare nok så upraktiske; der kunde jo dog muligvis ligge et og andet godt i dem, som han kunde drage Nytte af.

Over for sine Lærere trådte han sjælden op med længere pædagogiske Foredrag. De lærte mest af ham ved at se ham behandle Børnene, som alle havde en stor Respekt fór hans ofte dæmoniske, til andre Tider satiriske Blik, men hyppigst lode sig påvirke af hans venlige og kærlige Væsen". ,,I Begyndelsen af min Læretid", fortæller en af hans Lærere, ,,var jeg i Grunden tit ked af, at jeg ikke mærkede, om han fulgte min Gerning. Jeg syntes, at han overlod mig for meget til mig selv. Jeg var uvant med at bære Ansvaret og vilde gerne kaste det fra mig over på ham. Han var meget ophængt med Arbejde, og jeg vilde ikke plage ham med de evindelige Forespørgsler for ikke at trætte ham. Jeg anstrengte mig da med Feberhast for at få mine Drenge til at blive rene Lys, der kunde glimre ved Eksamen, Men der kom ingen Bestyrer for at overvære mine Triumfer. Det havde nær taget Løftelsen fra mig. Jeg har senere opdaget, at han passede meget godt på mig; han vilde have, at jeg på egen Hånd skulde gøre Erfaringer, på hvilke jeg kunde bygge videre, og h» træde til, når det kneb. Og da jeg havde vænnet mig til at arbejde med en bestemt Afgrænsning for det Mål, der skulde nås, og til at tage roligere på den Del af Ansvaret, der lå på mig, da gav han mig mange værdifulde Vink om Nødvendigheden af at begrænse Stofmængden for Børnene, så at man ikke overlæsser dem med Forestillinger, som deres Ånd ikke er moden til at kunne optage. Ganske i Almindelighed må jeg beundre den fine Takt, hvormed han, gjorde mig og flere af mine Kolleger, som han vilde uddanne til brugbare Lærere, opmærksomme på, at vi havde begået en eller anden pædagogisk Buk; den venskabelige, fortrolige Form, under hvilken det skete, forhindrede enhver Misstemning." Det mest karakteriske Træk i hans personlige Optræden som Pædagog var i øvrigt måske

den Ironi, der faldt ham så naturlig, og som han lige til det sidste anvendte både over for store og små. Og han havde en betydelig Evne til at benytte den således, at han ramte hårdt uden at såre, og at Revselsen, hvor stræng den end kunde være, endte i et vist venskabeligt Forhold.

Han var en Hader af en tør og kedelig Undervisning og anbefalede altid sine unge Lærere hellere at vække Barnets Opmærksomhed ved passende anbragt Munterhed og Fortællinger, der vare tillempede for den uudviklede Fatte. evne, end ved idelig Kalden til Orden, Selv forstod han at give sin Undervisning det livlige Præg, han satte så stor Pris på hos andre. ,Han holdt især meget af at tale om Syden," siger en Elev af ham, jeg husker, at han engang i min Skoletid udbredte sig for os om, hvor naturligt det var, at Middelhavslandene vare blevne Kulturens Vugge; han besad, når han kom i Ånde, en uovertræffelig Gave til i et naturligt og egent Sprog, som vil blive alle os, der have kendt ham og elsket ham, uforglemmeligt, at give en Skildring, og hane Oversættelser fra Græsk for os i Skolen (særlig, forekommer det i alt Fald mig, af Lukian) stå så indgroede i min Hukommelse med alle deres ejendommelige pioske Vendinger og træffende Udtryk, at jeg intet bedre kender. Selv vore første nu levende Oversættere føre på langt nær ikke et så ejendommeligt og udmærket Sprog, som Pio gjorde, når han talte; hans skriftsprog var et andet," -- noget tungt og farveløst, voksende i Liv, hvor Emnet nærmede sig det personlig oplevede, og rigtig individuelt egentlig kun i Breve, hvor han kunde give sig hen til Øjeblikkets Stemning, ved Tid og Lejlighed £ Ex. sende en bråddet Pil ud mod noget, der havde vakt hans Indignation. ,,I sine Breve", skriver en Mand, der væsentlig kendte ham der igennem, ,,havde han en venlig og hyggelig Måde at skrive på, som gjorde Indtryk af ikke blot at være et Udtryk for den fine Mande belevne Væsen, men virkelig at komme fra Hjertet. Hans sidste Brev har jeg endnu liggende ubesvaret, og jeg fin der også her Træk af en aben og elskværdig Indgåen både på hans egne og mine Anliggender."

Pio havde et fint Blik for Børnenes Sjæleliv. Det var en Egenhed hos ham, der kunde virke bestemmende på hans Forhold til andre, at han ved det første Syn af en ubekendt fik et indtryk, enten sympathisk eller antipathisk;

i mange 'Tilfælde forstod han på den Måde påfaldende skarpsindig at vurdere ved første Øjekast en Elev, som meldte sig til Optagelse. På naturlige og ufordærvede Individer så vel som på dem blandt Eleverne, der af en eller anden Grund stod brødevidste over for ham, gjorde hans mærkelige skarpe Blik en egen Virkning, som om han kunde læse deres Tanker, og han besad en fin Kombinationsevne, hvilket ofte kom ham meget til Nytte i den daglige Disciplin på Skolen. Især kom hans hele Ejendommelighed til Udfoldning ved den Ros og Dadel, som hver Dag efter endt Skoletid fandt Sted i hans Kontor. Den største, Gunstbevisning, en Dreng kunde opnå af ham som Belønning for god Forbedring, var et Stykke hvidt Sukker; han kunde huske alle dem, der havde fået et sådant, og dem fulgte han senere med særlig Interesse. Sine Lærere anbefalede han stadig stor Mildhed i Behandlingen af Børnene; der var desuden , vistnok som Følge af hans usikre Helbred, noget ængsteligt i hans Natur, og det. store Ansvar med alle de mange Drenge gjorde ham ofte nervøs -- forskellige Øvelser ved Gymnastikundervisningen turde han således ikke lade udføre.

Fra den tidlige Barndom gjorde han stadige Forsøg på at få indpodet Børnene Kærlighed til de værgeløse. Straks da han overtog Skolen, bestemte han at lade 7 Års Drengene i 1ste Klasse gennem Fortælling få det vigtigste meddelt om de almindelig bekendte Dyr, Og længe før Dyrebeskyttelsen kom op, var han ivrig for dens Fremme i Skolen. ,Vi have her hos os", siges der i et af dens Programmer (1879), ,altid anset det for overordentlig vigtigt hos Børnene at vække og nære Kærlighed til Dyrene og Medfølelse med disses Lidelser; vi have gennem Undervisningen og gennem den personlige Berøring med Eleverne i og uden for Skolen stadig arbejdet på at vække deres Uvilje mod al grusom Sport og enhver tankeløs Mishandling, selv om denne fremkom under Form af en vis Lyst til at tilfredsstille en åndelig Interesse (£ Ex. ved Insektsamling, Fugleredeplyndring o. desl.)" Han deltog også i Bestyrelsen af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse" og har anonymt skrevet meget mod Vivisektionisterne.

Af en lignende Følelse for de værgeløse, i forbindelse med hans trang til at være med i , hvad der aktuelt stod på Dagsordenen, udsprang hans Iver for Sundhedsplejen og Sund-

hedslæren. Det var ham vistnok en Tilfredsstillelse at få Sæde i den af Regeringen nedsatte hygiejniske Kommission, og selv, hvor det ikke nødvendig hørte hjemme i Følge Planen for en foreliggende Afhandling, benytter han Lejligheden til gennem de af ham antydede Forslag til en Reform af den højere Skole at nedlægge Protest mod den Fagtrængsel og Overbebyrdelse, hvorunder denne Skole lider og ikke mindst siden Loven af lste April 1871" (Progr. 1876). Borgerdydskolen i København er også den første Skole i Danmark, hvor Sundhedslæren er indført som Undervisningsfag. ,Så vist som Skolen i vor Tid har fået Øjnene op for, at det er dens Pligt i sin Behandling af Børnene at værne om deres legemlige Vel som væsentlig betingelse for en sund åndelig Udvikling,, lige så vist bør den igennem en Undervisning i Sundhedslærens uomtvistelige Grundprincipper bidrage sit til, at Børnenes egen Sans vækkes for Sundhedens Betydning og for de Midler, hvorved et sundt og dygtigt menneskeligt Liv kan fremmes og megen af den Elendighed undgås, der så ofte endog nedarves fra Slægt til Slægt," - det var hans Udgangspunkt, og han bearbejdede da selv til Brug i sin Skole Mrs. Charles Bray's ,,Physiology and the laws of health" under Navnet ,,Sundhedslære til Brug for Skoler", hvori han ,,med Vilje bevarede særdeles meget af Originalens naive Bredde, en vis gemytlig Tiltaleform og en religiøs, ofte stærkt fremtrædende teleologisk Opfattelse af de fysiologiske Fænomener, i det Håb, at dens herved fremkomne, for vore Skolebøger temmelig ualmindelige Fremstillingsmåde ikke alene skulde gøre den mere let og tiltalende for Éleven, men tillige kunde vinde den en Læsekreds i Hjemmene som en lille praktisk Rådgiver for mangt et vigtigt Spørgsmål, særlig med Hensyn til Børnenes Behandling" (S. IV og VII).

Spørgsmålet om Sproget og Udtryksmåden i Lærebøger for Børn, som dukker frem i disse Ytringer, beskæftigede ham oftere; han støttede således ivrig Pastor C. Møllers Forsøg på i sin ,,Lærebog i Bibelhistorien for Elementarskolen" at fortælle ,den bibelske Historie på én Gang så jævnt afpasset efter Barnets Fatteevne og Ordforråd på de første Udviklingstrin og tillige så livlig og udførlig, at den kunde afgive en let og kær Læsning for de små både på Skolen og i Hjemmet (,,V. U." 1881 S. 342), og han mente selv at have bidraget til at gøre den lille Bog til et ,Mesterstykke af pædagogisk Stilistik". Under hele sin Virksomhed syslede han stadig med Udarbejdelsen af Skolebøger, ofte sammen med Medarbejdere. Mens Renskrivningsuføret var på sit højeste udgav han i Forening med Dr. L. Wimmer forskellige danske Læsebøger som et Forsøg på at samle Undervisningen om en forholdsvis rationel Retskrivning og ,for at skaffe Børnene en Læsning, der både kunde tiltale deres Fantasi og vække deres Kærlighed til Fædrelandet og dets stolte Minder". Desuden udarbejdede han adskillige Hjælpemidler ved Undervisningen i fremmede Sprog, særlig i Fransk: Grammatikker, Glossarier og Læsebøger.

Selv Filolog -- han medvirkede bl. a. i Redaktionen af ,,Tidskrift for Filologi" -- kunde han dog lejlighedsvis ytre sig skarpt om ,,sin Ulyst til at gå i Spænd med Stokfilologerne og de andre Slendriansfolk blandt sine Kaldsfæller". Om den begyndende Sprogundervisning udtaler han sig i sit allerførste Program (1869) således: ,,En dansk Skoles Hovedsprog må være Dansk; at kunne udtrykke sig, mundtlig og skriftlig, i sit Modersmål på en tænksom, tydelig og korrekt Måde må være Hovedopgaven for en elev, der nyder Undervisning i en ,,højere Skole"; fremmede Sprog optages som Undervisningsfag i Egenskab af Kultursprog for at give Eleven Adgang til de fremmede Litteraturer og således udvide hans Synskreds og hans Kendskab til Menneskeslægtens historiske Udvikling; samtidig skulle de ved det Blik, de give ham for Lighed og Modsætning mellem det fremmede og det hjemlige, og for den højst forskellige Måde, hvorpå den menneskelige Tanke kan klædes i Ord, også bidrage deres til at udvikle den almindelige Sprogsans hos ham og derved styrke og befæste ham i en rigtig Opfattelse og Benyttelse af hans eget Sprog. En for tidlig Undervisning i fremmede Sprog, førend Barnet er Herre over sit Modersmål væsentlige Ordforråd og er i Stand til at tale og læse Dansk rent og tydelig, er derfor forkastelig. Barnets lille Hjerne overanstrenges naturligvis særlig, når man ved kunstige Midler, ved fremmede Bonner eller Parleurøvelser, vil tvinge det til at tænke og tale i 2 eller flere Sprog på én Gang. Erfaring har lært mig, at Forsøg i denne Retning meget ofte fremkalde åndsvækkelse, og at hvad der vindes i Sprogfærdighed, tabes i andre langt

vigtigere Kundskaber og tabes særlig i korrekt Udtryk og Fremstilling af Tankerne. Skolen kan først begynde forholdsvis sent med Undervisning i fremmede Sprog og må lægge Rækkefølgen af disse så forsigtig som muligt; den må begynde med det, hvor der er størst Lethed, med det, hvis Ordforråd ligner Modersmålets, og hvor de samme Bogstaver betyde det samme. Så længe Tysk er ansét for et nødvendigt Skolesprog og er et ved Eksamenerne befalet Sprog, Skolerne vælge det til Begyndelses. sprog, da det i de nævnte Henseender volder Barnet mindst Ulempe. Latin har vel efter den Udtale, vi bruge, den ene Betingelse, nemlig ingen Ulejlighed at volde 'ved Oplæsningen, men vil være forkasteligt så vel af andre Grunde, som også fordi dette Sprog ved at indtræde så tidlig i Skolen optager en alt for uforholdsmæssig Tid 'i Forhold til den Rolle, det i den nyere Tid spiller som Kultursprog, og foranlediger upåtvivlelig en endnu større Vilkårlighed i Valget af det lille Barns fremtidige Bestemmelse og Dannelse." Han protesterer mod den latinske Eksamensstil ved første Del af Artium, fordi han, som han siger, ,ikke hører til dem, der tillægge den latinske Grammatik nogen eksklusiv Betydning som formalt Dannelsesmiddel". Undervisningen i Latin', fortsætter han, ,har for mig kun Betydning, fordi den gennem dertil passende Oldtidsforfattere bringer Ungdommen i umiddelbar Berøring med hin Tids primitive Kultur og således afgiver et fortræffeligt Supplement og Hjælpemiddel for den Øvrige Undervisning i politisk og Kultur-Historie" (,,V. U." 1879 S. 127). Tolv År efter udtrykker han sig varmere om det tyske Sprog end i sine første Betragtninger; man mærker bag hans Ord den Svingning, der i dette Spørgsmål historisk havde gjort sig gældende her hjemme i Mellemtiden. Det vil forhåbentlig nu snart være anerkendt af os alle her hjemme," siger han 1881 (,V. U." 8. 132), at for os Nytten af Tysk er størst ikke alene som særlig skikket ved sin større Formrigdom og Broget. hed af syntaktiske Forbindelser til Forklaring af grammatikalske Begreber og Indøvelse af sproglige Formers Brug, men navnlig som det Verdenssprog, vi have størst praktisk Anvendelse for."

Også i Debatten om vort Skolevæsens Ordning i det hele og store deltog han. Særlig har han udtalt sig i nogle Bemærkninger og Forslag angående ,,en Forbindelse

mellem Almueskolen og den højere Skole" (Progr. 1876), dengang denne Tanke af Rektor Berg i Frederiksborg og Rektor Dahl i Slagelse var sat på Dagsordenen i den pædagogiske Forhandling. Han gjorde da etforslag, som han også senere fastholdt:

,,l) Den lærde" Statsskole overskæres på Midten; de tre Øverste Klasser beholde Bifurkationen (Tvedelingen) i en mathematisk-naturvidenskabelig og en sproglig-historisk Afdeling; de tre nederste Klasser danne ,,Middelskolen" med Realundervisning og jævnsides Forberedelse for de Elever, der bestemmes til at gå over i de højere Afdelinger. Det anses for det heldigste for Undervisningen i denne Skole, om Stat (eller Kommune) satte en fuldstændig Elementarskole (i 6 eller færre Klasser) for 6-12 Års Alderen i Forbindelse med den; indtil videre må imidlertid Forberedelsen til at optages i denne kombinerede Middel- og Lærdskole væsentlig. tænkes at ske ad privat Vej;

2) i de Byer, hvor ingen ,lærd Skole" nu findes, men Realskoler, omdannes den bestående (kommunale eller halvkommunale) Realskole til en kombineret Elementarskole og real Middelskole" (med eller uden Tilføjelse af ,,praktisk Realklasse"); Elementarskolen (for 6-12 Års Alderen) fører selvfølgelig' umiddelbart over også i Middelskoleafdelingen af en lærd Skole;

3) den lavere Folkeskole (Fri- og Betalingsskolen) sætter som Mål for sin hele Undervisning (for 6-14 Års; Alderen) at nå det ved Indtrædelsen i Middelskolerne forlangte Standpunkt i alle Fag unltagen i Tysk, i hvilket Fag der dog skaffes en Tillægsundervisning, for at en umiddelbar Overgang til de nævnte Skoler kan muliggøre;

hvilket tydeliggøres ved følgende Skema:
Den lavere Folkeskole
(Friskole, Betalingsskole)
8årig
Den til Middelskolen særlig
hørende Elementarskole
6årig
   
  Middelskolen
3årig
 
   
Den højere (lærde) Skole
med Bifurkation
3årig
praktisk Realklasse
1 (eller 2)årig
 

Det er Pios pædagogiske Testamente til dem, der styre Ordningen af vort Lands Skolevæsen. --

Hvad selve den højere Skole angår, bør det efter hans Formening være Formålet at bevare den gamle humanistiske Skoles Tradition og at anvise en Retning, der måtte kunne vælges ikke alene af alle, der bestemme sig for et akademisk Studium, men også af dem, for hvilke der søges en alsidig højere Dannelse og en harmonisk åndsudvikling, der svarer til Niveauet af Nutidens Kultur".

Meget i Pios Temperament og Anlæg ledte ham til at føle sig som en europæisk Natur, og han fulgte med Interesse Skolevæsenets Bevægelser i de store Kulturlande, var også Medarbejder af den franske pædagogiske ,,Revue internationale". Elastisk som han var, faldt det ham let at skaffe sig et Overblik over det Emne, han i den Retning syslede med, ,Vor Ungdoms" Læsere ville f. Ex. mindes hans Skildring af det nye Program for den højere Skole i Frankrig"' og af det mægtige Opsving, ved hvilket efter 1870 ,,et flittigt Studium af Frankrigs egen, i så mange Henseender lærerige pædagogiske Fortid har forenet sig med en alsidig og fordomsfri Stræben efter at indhente og anvende Erfaringer fra Skolens Område hos Samtidens andre Kulturfolk, og Landets ypperste åndelige Kræfter have stillet sig i de arbejdendes Rækker som Førere for den nye betydningsfulde Bevægelse" (1881 8. 165). Han holdt sig derfor også å jour med den pædagogiske, særlig den praktisk pædagogiske Litteratur i Udlandet og pegede snart på ét, snart på et andet spørgsmål, som han kunde ønske behandlet på Grundlag af udenlandske Indlæg.

I Opdragelsens Historie var Amos Comenius hans Helt. ,,Vor Tid er næppe i Besiddelse af én pædagogisk Sandhed eller én dikdaktisk Regel," siger han med Føje, 15 om hvilken Comenius ikke allerede har udtalt sig med den største Klarhed og Bestemthed; og næsten alt det gode, den efterfølgende Tid hilste som noget nyt hos Basedow, Rousseau, Pestalozzi, Frøbel o. a., finde vi enten fuldt udviklet eller klart antydet i hans Skrifter. For i Korthed at angive hans Betydning inden for Undervisningsvæsenets Område, så have hane Fortjenester hovedsagelig været: at han har påvist Anskuelsesundervisningens Nødvendighed, at han har villet en Folkeskole, i hvilken Modersmålet kom til sin Ret, og hvor der igennem dette virkedes til sand folkelig Dannelse, at han arbejdede for de hidtil forsømte Realkundskabers Optagelse i Skolen ved Siden af Sprogstudierne, og endelig, at han tillige, ved Påvisningen af bedre Metoder for Undervisningen i Almindelighed, søgte at befordre en grundig Almendannelse inden for Samfundets Klasser. Jeg vil dog endnu desuden minde om, at medens på hans tid og i lange tider derefter skolemestrenes væsentligste Attribut var Riset, og de kolde, skumle Skolestuer fra Morgen til Aften genlød af Skældsord og Jammerskrig, har han allerede så smukt godt gjort, at kun Mildhed, Kærlighed og Interesse for sin Gerning hos Læreren kan vække den nødvendige Lærelyst hos Børnene; at det for ham gjaldt om, at de unge fik ,,en sund Sjæl i et sundt Legeme"; at han fordrer lyse, luftige Skolerum med Legepladser og Haver; at ligesom hans Orbis pietus med dens indledende kostelige Dyre-ABC er Faderen til vore Børns Billedbøger og Billed-ABC'er, således er han selv en af de første, der opfordrede til at anlægge Skolesaminger af Naturaliegenstande, Modeller o. desl.; og endelig, hvad der måske særlig kan interessere vor Tid, at han i sin Skoleplan bestemt forlangte, at den folkelige Elementarskole, til hvilken han overantvordede Børnene fra deres 6te til 12te År, skulde optage alle Børn uden hensyn til stand, Formuesforhold og køn." Af Comenius' Skrifter har Pio oversat ,,Moderskolen" i det Håb, at ,vore små Børns Mødre må vide vel at tage Vare på de Guldkorn, som for det rette Sind til alle Tider ville være at sanke i dette lille Skatkammer" (S. 9 og 12).

Det er let nok at se, i hvor mange Henseender og i hvor høj en Grad Pio var en Discipel af Comenius; det var derfor også med hans fulde Tilslutning, at vi i sin Tid gjorde Comenius' Portræt til Titelbillede og Program for Vor Ungdom". Selve hans Plan om en organisk Forbindelse mellem den højere og den lavere Skole er i sine Hovedtræk lånt fra den gamle bøhmisk-mähriske Biskop.

Og at han har stået i et sådant Discipelforhold, er vel det bedste, der -- i ét samlende Udtryk -- kan siges om Pio som Pædagog.

H. Trier.