Akikel samling VOR UNGDOM 1880 side 94 - 109

Skolepsykologi

i Omrids.

Hvis man i Udtalelser om Opdragelse og Undervisning ønsker at undgå det tilfældige og spredte, som let vil indfinde sig netop på dette Område; og hvis man tillige vil gøre Routine dens Ret til at tale højrøstet med stridig, så gives der ingen anden Vej hertil end den: at lade sine Betragtninger fremgå af en sammenhængende Anskuelse af menneskelivets Udviklingsgang.  Men denne må da, hvis den skal danne Underlaget for en frugtbar Forhandling og Erfaring, selv være bygget På Erfaringen, og det Erfaring af alméngyldig Natur.

Skulde det nu ikke kunne lade sig gøre, trods de mange og forskelligartede Øjne og Briller, hvormed der sés, at påvise en sådan, på Erfaringen bygget, sammenhængende Anskuelse af menneskelivets Udviklingsgang, som virkelig kunde gøre Fordring på Alméngyldighed?

Det efterfølgende skulde være et Forsøg derpå og på deraf at uddrage de nærmest liggende Grundsætninger, som Opsvinget i Undervisningen i vore Dage har følt sig drevet til at slå fast.

Først turde det da vel være, ikke en enkelt mands Smag, men alle voxne Menneskers Krav til et Barn, at det skal være artigt, og det vil i Grunden, nærmere bestemt, sige, at det skal være Lydigt; thi al Uvornhed, således som den allerede tydelig giver sig til Kende i Barnets 3dje År, hæmmes og udryddes kun gennem Øvelse i Lydighed, og selv Løgn er ikke undtagen herfra.  Naturligvis er det lykkeligst og bedst, hvis lydigheden kan udvikles af en myndighed, der samtidig ejer Barnets Kærlighed; men det absolut fornødne er selve Lydigheden, selv om man må tiltvinge sig den.  Men samtidig ønske vi at sé Barnet lege med Lyst og Glæde, og først når den Hengivelse til en overordnet Myndighed, som udgør Barnets Smykke, parres med den hengivelse til fantasiens frie Spil, der ret kommer frem i den barnlige Leg, og hvori på så vidunderlig en måde hele det udviklede menneskeliv ofte kan spejle sig -- først da bliver Barnet ret lifligt i vore øjne.  Og endelig kan der vel ikke tvistes om, at når Overgangstiden fra Barndom til Ungdom er gennemgået, da er Kendetegnet på, om den tilbagelagte Tid har været godt brugt, dette: om Barnet har bevaret sin lærelyst.  Der spørges mindre om, hvor meget der er lært; Hoved spørgsmålet er: rækkes der efter Kundskab, ere Evnerne vågne til at gribe?  Et dorsk Barn er i alles Øjne sørgeligt at sé: men ti gange værre er det at sé den første Ungdom mærket med Sløvhedens tegn.

  Ere disse tre Erfaringer af almengyldig Natur, da kunne de vel under ét udtales således: under Leg og Lydighed vokser Barnet sundest op; og den afgørende Prøve på, om Barndommen er godt gennemlevet, er: den vågne Lærelyst. Der menes selvfølgelig ikke hermed, at den eneste Syssel, der skulde falde sund og naturlig for et Barn, var den at lege; tvært imod: på ganske forskellig Vis kan et Barn lære at arbejde, med sit hoved eller sine Hænder og helst med begge, og almindelige Grænser for, hvor meget Barndommen kan tåle at lære lade sig vel ikke fastslå; men tilintetgøres herunder Legen, taber Barnet sin Glæde ved at lege med andre Børn, da kan man være vis på, at der er noget galt på Færde.  Lær et Barn så meget, som du kan, men pas på, at ikke dets Leg går i Stykker derved. -- Lige så lidt er Meningen med Lydigheden, at Barndommen skulde, måske med nogle Legetimers Afbrydelser, tilbringes som en Rekruts i ,,Skoletiden"; tvært imod: under fornødent Opsyn kan en stadig voksende Frihed allerbedst sætte den selvstændige Drift og Dømmekraft i Bevægelse og er nødvendig for Udviklingen, af Ansvarsfølelsen; men Prøvestenen for, om det rette Mål her er iagttaget, vil findes i Lydigheden, som efterhånden udvikler sig til Ærbødighed og Højagtelse.

  Og endelig vil det på Lærelysten i den tidlige Ungdom kunne kendes, om man i sin barndom har rådet sig selv for meget i tugtløs Uvornhed, eller om Barnet er taget for hårdt i Skole under tvunget Arbejde: i første Tilfælde vil Lærelysten ligne en forsømt, rå Mark, i sidste en af Forpagtere udpint Jord.

Ungdommen er den egentlige Oplysningstid, hvor alt, hvad der i Barndommen har kunnet skyde Blade, nu sætterblomster.  Men skulde nu ikke erfaringen godkende den Opfattelse.  at de elskværdigste unge mennesker ere de, der, medens de arbejde ivrig og med Udholdenhed på at lære noget, dog altid ere i Stand til og have Drift til at svinge sig højt op over det daglige Livs Bryderi, have Fantasi nok til at sætte Målet højt og Friskhed nok i Sindet til at forudgribe Sejren? Vil ikke den rette Ungdommelighed vise sig i under Øvelse af Viljen i den skridtvise Fremgang at tage Oprejsning for den naturlige Langsomhed, hvormed ethvert ærligt arbejde må fremmes, mens det læres, i en kæk Flugt til Vejrs med Udsigt til alle Sider og med frit Spillerum for alle Længsler? Denne Trang til og Evne til Drøm er særegen for Ungdommen, og i samme Grad, som den stadig ledsages og holdes i Tømme af Arbejdet, modnes den unge til Dygtighed, så sandt som denne ikke blot vokser op af en forstandig og viljeskraftig Optugtelse, men også af en varm Følelse og en virksom Fantasi -- i Drømmen ere begge disse sidste samlede i Virksomhed.

Ved Dygtighed må nu i denne Sammenhæng ikke tænkes på Mesterens Fuldkommenhed; men når vi tale om ,,en dygtig ung mand", da mene vi dermed et Menneske, hos hvem Arbejdslyst er nøje forenet med udviklet Arbejdsevne, som derfor kan og vil vælge sig en Gerning, hvori han kan få Brug for både sine naturlige evner og sin Viljekraft.  Det fuldkomne Forhold vilde vistnok af alle indrømmes at være det: at Livsgerningen vælges med begejstring c: både uafhængig og dog i Kraft af en indre Nødvendighed; men som den virkelige Verden nu engang er, må Opgaven begrænses til, at naturlige Evner og øvet pligtfølelse række hinanden hånden dér, hvor man sætter sine Arbejdskræfter ind.  Skal dette lykkes, da er Fantasiens Øvelse under Drømmen allerede af den Grund fornøden ved Siden af Arbejdets Indøvelse, at uden den åre let de naturlige Anlæg ikke opdages eller gøre sig gældende; men jo mere Drøm og Arbejde mødes på samme Felt, des lykkeligere den Ungdomsdygtighed fostres, der i Manddommen bryder nye Baner og vinder afgørende Sejre i Tænkningens eller Handlingens Verden, i Værkstedet eller på Valpladsen.

Manddommen er den egentlige Arbejdstid, da Blomsten, som i Ungdommen er sat, skal sætte Frugt, da Omverdenen skal modtage de Indtryk tilbage i Virksomhed, som den i sin Tid meddelte den unge.  En virksom Mand, som udretter noget godt, øver en Dåd, er derfor her det første Krav.  Men ligesom både Barndommen og Ungdommen trænger til en dobbeltartet Indflydelse, for at Mennesket ret kan vinde Udbytte af sit Liv og i hver Alder modnes for den følgende, således viser Erfaringen det samme for Manddomstiden eller den modne Alder thi optages alle Kræfter af en Virksomhed udad, da udsættes Mennesket for at tabe sig selv i Arbejdet, at I suges af den Verden, hvis Opgaver han vil løse.  Dette undgås kun, når en tilsvarende Bevægelse indad ledsager Virksomheden udad, og for Flertallet af Mænd vil denne Bevægelse være knyttet til et Hjem, hvori Hjertet i Tillid og Glæde kan hvile, ligesom det under Dåden banker i virksom Higen.  Den Selvprøvelse og den Selverkendelse, som ere uundværlige for ethvert virksomt Manddomsliv, vil her finde deres naturlige Arnested, og den gode Frugt af Vekselvirkningen mellem Dåd og Hjemliv vil være Troskab, Troskab mod sig selv, Troskab mod sin Gerning, Troskab mod sin Kærlighed.  Ligesom det for en ung Mand er den pinligste Tilståelse af alle: jeg duer ikke til noget og har ikke Lyst til noget, -- således er den største Ydmygelse for en Mand Følelsen af at have gjort Brud på den Sammenhæng i Livet, som han selv forlanger, der skal være mellem hvad han drømte higede efter og priste, og hvad han udrettede og gjorde virkeligt.  Det kan ganske vist ofte hændes, at andre Mennesker ikke skønne eller kende denne Sammenhæng eller ikke ville anerkende den; men skal en Mands Liv ikke gå itu, må han i sin egenbevidsthed bevare forvisningen om, at sammenhængen er der c: han må være sig selv tro.  Først når han, selv under mange Selvbebrejdelser, ikke skyr at sé tilbage, er han i Stand til med modent Sind at indtræde i Alderdommen.

Thi Alderdommen er først og fremmest Eftertankens Tid, hvori Fortiden og Samtiden vejes og dømmes, hvor Årsager og Grunde efterspores og Følgeslutninger drages stærkere end nogen Sinde tidligere; men atter her vil det vise sig, at i samme Grad som dette er Tilfældet, vil en naturlig menneskelig Tran og drive Øjet over Grænsen for dette Jordeliv: Fremtids-, Evighedstanker ville indfinde sig stærkere og stærkere.  De kunne skydes til Side, og de kunne dræbes; men da ville de omsættes i timelige Fremtidsbekymringer af rén verdslig Art, der, som Erfaringen viser, ofte gøre Alderdommens Dage og gamle Menneskers Formaninger så pinlige.  Men hvor disse Fremtidens Evighedstanker næres, der ville de befrugte eftertanken, og begges Barn er den menneskekærlighed, der lægger sig efter at dømme mildt og retfærdig, lige fjern fra Bitterhed og sløv Ligegyldighed, og som vil være bedre i Stand dertil end nogen tidligere Alder i Livet.

For at forebygge en mulig Misforståelse skal her udtrykkelig bemærkes, at for Kvindernes Vedkommende kan ganske det tilsvarende eftervises, i det den kvindelige Naturs særegne Art og Livsforhold stilles jævnsides den mandlige; men for Oversigtens og Anvendelsens Skyld forbigås det her.

Måské kunde nedenstående Tegning være vejledende og oplysende for Sammenhængen i den hele Anskuelse; den er udført med den mechaniske Lov for Øje om Kræfternes Parallelogram, og den gør kun, for ret at blive forstået, Krav på nogle Iagttagelser, som jeg vil tillade mig at pege på.  Hovedsagen er naturligvis den let iøjnefaldende Samvirken af modsatte Kræfter, forskellige for hver Alder; men dernæst findes papa den ene Side Leg -- Drøm -- Dåd -- Eftertanke, som de Slagord, der angive den umiddelbare Ejendommelighed for hver Tidsalder, de Skikkelser, under hvilke Livets Kræfter mest ligefrem komme til Gennembrud i de forskellige Tider, -- medens på den anden Side Lydighed -- Arbejde -- Hjemliv -- Evighedshåb betegne Gangen i den Rensningsproces, som Livet stadig er undergivet.  Endelig angiver Midtlinjen de vundne Resultater i en Rækkefølge, hvor stadig det forudgående forbereder det efterfølgende, så vist som Lærelyst forbereder Dygtigheden, denne danner Underlaget for Troskaben og endelig menneskekærligheden opvoxer af den under Eftertanke og Fremtidshåb modnede, i trofast Arbejde vundne Erfaring.

Jeg hensætter nu dette Omrids så temmelig værgeløst, men i den Tro og med det Håb, at det vil befindes i det væsentlige at hvile på Erfaringer af almengyldig Natur, og at det derfor er skikket til at danne Grundlaget for Betragtninger og mulige Forhandlinger om Opdragelse og Undervisning.

Først vil da allerede en Sammenstilling mellem det Program for en Skoledag i Børneskolen i Halle, som forrige Hefte af dette Tidskrift meddelte, og den Plads, der her er tildelt Legen, være mærkelig og oplysende; thi når der i - hint er forbudt Leg som førende til Letsindighed og Ugudelighed, og når Nutidens Opdragelse derimod ikke alene tilsteder Legen, men endogså sætter den på en fremragende Plads, da betyder det, at hist forkuer man det naturlige Menneskeliv i dets mest umiddelbare Ytringer, medens man her værner derom, - vel vidende, at brydes eller kvæles de Kræfter, hvormed et helt Liv skal opbygges, da når man ikke andet end Forkrøbling og Lammelse eller fuldstændig Sløvhed.  Ja, det er ikke blot i Fritimerne og uden for Undervisningen, at Opdragelsen må værne om Barnets Leg, men inden for Skolens snævrere Gerning, under selve Oplærelsen, vil det hævne sig at skyde Legen til Side.  Allerede Ingemann erfarede jo som Barn, da han lærte Bogstaver ved Hjælp af Rosiner, at ,,Rosinmethoden" var ikke at foragte, og hvor mange Dele af Skolens Gerning gå ikke ind under samme Iagttagelse? Det Opsving i Barneskolens Ordning og Indretning, som vi kende til i vore Dage, har det Kendemærke, at den bestræber sig for at lade den Kløft blive udfyldt imellem at lære og at lege, som Fortidens Skole havde uddybet så stærkt.  Der skal naturligvis ikke hermed være sagt, at Barneskolens Arbejde skal være Leg, men det skal være indrettet således, at selve Arbejdet indeholder noget af Legens Glæde, at Barnets Lyst kan dvæle derved, for at der også i dets Leg kan kendes noget af Arbejdets Alvor og Tugt.  Det er det glædelige og det gavnlige, som her stræbe efter at danne en Forening; og at der gives Plads for en sådan Bestræbelse i Barndommen, at Arbejdet, som både kan og skal gøres ved Undervisningen af Barnet selv, får Lov til først og fremmest at vise sig for det fra den fornøjelige Side, det er af den største Betydning for hele det følgende Liv; thi derved kan den Splittelse hindres, som hos så mange kommer frem mellem Glæde og Gavn, hvorved Livet deles i Slid og Morskab.  Når Arbejdet morer Barnet, og det da samtidig øves i Lydighed, så Pligtforholdet er tilstede, da er vigtigste nået som for Karakterens Udvikling kan nås; ved Undervisningen i Barnealderen.  Der kan ganske vist i en senere Tid blive Spørgsmål om, hvad der er lært i den tidlige Alder, og det kan da have sin store Betydning, at Tiden har været, godt brugt, så Barnet virkelig kan noget; men det er dog af relativ betydning.  Det afgørende er, at der er lært --- lidt eller meget -- med Lyst, at Pligtforholdet i dette Stykke er Øvet og befæstet.

Når den grundtvigske Skole blandt os har lagt et så stærkt Eftertryk på den fornøjelige Side af Skolegerningen, da har det en dobbelt Grund.  Den første er den Indsigelse, som både de pietistiske Skolers Unatur og de rationalistiske Skolers tørre Pligtmæssighed gjorde nødvendig; fra begge Sider så' man skævt til, Legen og betragtede den højest som en des værre uundgåelig Form for Lediggang, og så måtte den understreges som en Livsbetingelse.  At nu denne Understregen til sine Tider og på sine Steder har været gjort lovlig grundig, og at Lydighedsforholdet er kommet til at stå noget i Skygge ved Siden heraf, kan godt indrømmes, uden at det berettigede ved Indsigelsen i det store kan underkendes.  Thi også i og for sig selv og til alle Tider -- og dette er den anden Grund -- er det berettiget at understrege Legen, så sandt som i den Menneskenaturen ytrer sine positive Kræfter mest umiddelbart, og så sandt som derfor den ejendommelige Bevægelse Drift og Tilbøjelighed Almindelighed vil bryde sig Vej der igennem.  Nægtes skal det herved ingenlunde at også i Lydighedens pligtforhold ydes der en naturlig Trang hos Barnet en Håndsrækning, som det er et stort ansvar og en stor brøde at unddrage det; men dog må det hævdes, at hemmer man Barnets Leg på unaturlig Måde, sés der skævt til den, da er det som at spærre for eller vanskeliggøre åndedrættet -- thi Legen er Barnets åndedræt.  Følgen heraf vil blive, som for Legemet en skrøbelig Sundhed og hemmede Kræfter således for Sjælen Mangel, på Friskhed og Drift.  Naturligvis er der også gjort den Erfaring, at hvor Lydigheden kun tages lidt i Brug, og Barnet overfyldes med Morskab, dér indtræder der først en Forslugenhed og siden en Ledhed, så der høres uden at høres, lés uden virkelig Glæde, synges uden Sjæl, og det kan have de bedrøveligste Følger.  Men dog kan oftest Skaden her atter oprettes ved Arbejdets Velsignelse; er derimod den åndelige Sundhed mishandlet, er den naturlige Drift og Livsglæde forbrugt under en kunstig Drivhuspleje, da er Tabet uerstattelig På den vågne Lærelyst i den tidlige Ungdom kan det bedst kendes, om de modsatte Kræfter i Barndommen have holdt hinanden i Ligevægt; har den lidt Skade under for meget Sukkergodt, da vil der måske ved sund og god føde under passende Arbejde kunne bødes herpå; men er Lærelysten forbrugt under for tidligt arbejde, er fordøjelsen ødelagt ved Overvældelse med ufordøjelig Føde, da er Skaden ubodelig; jorden er bleven gold, jernhård, Al har lagt sig under Jordskorpen, og knap vil Lyngen gro derpå.

  Hvad Ungdommens Undervisning angår, da har den grundtvigske Indflydelse været af noget anden Art, end hvor det gjaldt en Indsigelse og nødvendig Indskærpelse for Barneskolens Vedkommende.  Der fandtes nemlig forud ingen andre Ungdomsskoler end de forskellige Fagskoler, hvad enten disse nu skulde føre til Lærergerning eller Præstegerning, Dommerembeder eller overordnet Befaling i Hæren; men ved Siden heraf var der inden for Studenternes Kreds en åndelig Ungdomsbevægelse tilstede, fremkaldt ved den nationale Frihedsbegejstring som efter 1830 begyndte at røre op i vor Folk; her udfoldede under det muntre og bevægede Studenterliv Ungdommens Drøm sine Vinger, og ofte virked denne befrugtende ind på de Studier, hvormed der arbejdedes.  Her var nu Opgaven at udvide denne Adgang til en levende Drøm Hånd i Hånd med et åndeligt Arbejde -- at udvide den til hele folkets Ungdom.  Det er dette, Folkehøjskolen har søgt at sætte i Værk, i det den begyndte med særlig at indbyde de Lag i Folket, hvis Kår og Udvikling mindst havde tilstedet en åndelig Dannelse i Ungdommen, og den førte dem ind i et Arbejde med Kundskab, men således, at Ungdomsdrømmen kunde udfolde sig derunder i det både vækkende Tiltale, opmuntrende Sang og forfriskende samliv med jævnaldrende dannede de mest fremtrædende Grundtræk ved Højskolelivet.  Hvis man nu blot ligefrem havde haft til Hensigt at eftergøre Studenterlivet hos den store Mængde af Landets Ungdom, da havde man gjort Landmandskundskab til Midtpunktet i hele Undervisningen og således ladet landbrugsskolen, som en Fagskole, træde ind ved Siden af de andre Fagskoler.  Virkelig forsøgte man også nogle Steder derpå, og på selve Rødding Højskole var der 'hos nogle Lærere en stadig Bestræbelse hen imod dette Mål, formodentlig i Følge en lignende Tankegang som den, Biskop Martensen i sin Omtale af Folkehøjskolerne (Ethik. III. s. 357) har lagt for Dagen, når han siger: ,,Ved en almindelig Dannelse, der ikke stilles i forhold til en bestemt stemt Kaldsvirksomhed og ikke forbindes med uddannelse til denne, føres der kun ud i det, tågede og ubestemte,"

Men for Grundtvig og dem, der fulgte hans Anvisning, stod i alle Måder det historiske som det Hovedstof, hvorom den åndelige Påvirkning og den: hele Undervisning på den første Ungdomsskole skutte sig, Det gjaldt altså her, ikke blot om at danne en Landmandsskole med Plads for åndeligt Ungdomsliv, i Lighed med, hvad f.eks. Universitetet kunde byde andre Klasser af Samfundet, men Opgaven var at grundlægge en Ungdomsskole, hvor historisk Oplysning om Menneskeslægtens Levnedsløb, men især om vort Folkelivs Gang og Udvikling, kunde danne Midtpunktet for' al anden brugelig Oplysning, og som derfor skulde tænkes tilgængelig for Ungdommen fra alle Folkets Lag.  Forudsætningen for denne Plan og Virksomhed var en dobbelt: déls den, at først i Ungdomstiden kan der meddeles forsvarlig Oplysning om Folk og Fædreland og om hele Menneskeslægtens Levnedsløb, selv om man tænker barnekundskaberne herom nok så omfattende og ordnede; déls den, at først under Indtryk af den Slags Oplysning kan drømmén udfolde sig og til Stadighed virke befrugtende på det hele senere Menneskeliv - thi en enkelt Gæringsbevægelse i Samfundet som hos os mellem 1830-50 kan ikke tænkes vedvarende, og det var dog fra de Ideer, som her vare levende, at Ungdomsdrømmen i Studenterverdenen hentede sin Næring, ikke fra det særlige Fagstudium.  På den historiske Højskole skulde nu disse Ideer, der ere levende i den historiske og særlig den fædrelandshistoriske Undervisning, udsende sin befrugtende Strøm over den unges Fantasi og hele Sind gennem mundtlig Tiltale, Folkesang og Samfundsliv.

At der nu ved Siden heraf er et Arbejde fornødent, hvis ikke usunde Drømmerier skulle fostres, er ikke blevet oversét i det store og hele, om end der nogle Steder kan være blevet gjort Fejlgreb i denne Henseende; og ligesom der på alle Folkehøjskoler er blevet krævet Arbejde af de enkelte i Modersmålets Indøvelse, Regning og geometrisk Tegning, således er på nogle Arbejdslysten og Arbejdsevnen bleven tagen i Brug også på Historiens, Jordbeskrivelsens og Naturkundskabens Område, for ikke at tale om Legemsøvelser, og der er givet Anvisning til Selvarbejde gennem Læsning.  Men når man ikke vilde have Ungdomsskolens ejendommelige Præg fortonet i en Kundskabsskole (Fortsættelsesskole), så måtte man og må man vedblive at holde Spillerumme' åbent, for Drømmen under hele denne Oplysningsgerning; thi tabets den, da nyttede det kun lidet, at der lærtes nok så meget; den befrugtende Indflydelse af det lærte vilde da gå tabt, Opsvinget i Sindet under den fantasirige, Tilegnelse vilde da ganske forfejlet.  Ved at fremtvinge og drive stærkt på Overhøringen, som der idelig råbes på, vil man udsætte sig for at opklække en Referent-Iver, der står i omvendt Forhold til de friske Indtryk med Spirekraft i sig.  Man sammenligne kun det Udbytte, som en almindelig Tilhører ved et af Nutidens folkelige Møder hvor der føres historisk Tale, kan føre med sig, når han giver sig hen til de Indtryk, som her meddeles, -- med den Glæde og gavn, som en ulykkelig Referent kan hente, netop -- når han mener at gøre det bedst, og man vil kunne få et tilstrækkeligt Syn på den Ulykke, der vilde afstedkommes, om Eleverne på en Ungdomsskole bleve udviklede til en Flok Referenter.  Og bærer I måske Landets lærde Højskole sig således; ad med den Ungdom, der søger til dens Sale? og er det kun den i Baggrunden truende Eksanien, som her bevirker Selvarbejde og fremkalder personlig Tilegnelse af det meddelte?  Nej er blot Tiltalen, både hvad det Indhold angår, som skal meddeles, og med Hensyn til dets tilgængelige Form, således afpasset efter Elevernes Fatteevne og Udvikling, at det kan glæde og klare, oplive og oplyse, da ligger der heri en Drift til Selvarbejde gennem Læsning og Samtale, som betyder langt mere end den idelige Overhøring.

Hermed skal nu imidlertid slet ikke være, sagt, at Overhøring af voksne Mennesker skulde være utilstedelig eller skadelig: tvært imod, den kan være såre gavnlig, ja uundværlig, og at den kan anvendes i stigende mål alt som de stærke og glædelige ungdomsindtryk omsættes i hjemlig forståelse af og fortroligt kendskab til kendsgerningerne i Åndens eller Naturens Verden, det kan vel ansés for uomtvisteligt.  Men Hovedsagen er at hævde ungdomsdrømmens ret under undervisningen og derved bringe den Ligevægt til Veje, som ellers vilde være fuldstændig forstyrret, når kun Arbejdet betonedes.  Om nu denne Ligevægt bevares og ikke forsvinder i den stik modsatte Uregelmæssighed, derpå kan der, om ikke hos den enkelte og i enhver given Tid, så hos mange og over længere Tidsrum, gøres en prøve, nemlig ved at iagttage, om Arbejdsdygtigheden stiger eller falder.  Denne må da opfattes i dens mest udstrakte Betydning, så der både tænkes på Arbejdet med at lære bestemte teoretiske kundskab er, på Indøvelsen af bestemte Færdigheder og på Udførelsen af legemligt arbejde, kort sagt på alt, hvortil der udkræves Vilje.  Hvis det må tilstås, at en Slægt er gået tilbage i dette Stykke, at der har indfundet sig Afsmag for at lære noget bestemt, at ungdommen er tilbøjelig til at løbe af lære med halv dygtighed, at det har sin Vanskelighed at få Kræfter til det nødvendige legemlige Arbejdes Fremme, og at i det hele Driften til ret at være dygtig kun ret ytrer sig dér, hvor man skal tjene sit Brød dermed, men ellers slår man sig helst til Ro med alt det halvvejs -- hvis alt dette må tilstås; om en Slægt, som har været under åndelig Påvirkning, ja da er det et Vidnesbyrd om at Arbejdet er blevet forsømt, at Overvægten har været lagt på Drømmen, på Nydelsen af, hvad der i Oplysningen kan virke oplivende og tiltrækkende.  Men kan det derimod iagttages, at driften til at finde det Arbejde, hvortil man passer bedst, gør sig stærkere og stærkere gældende, bryder vedtagne Former og sætter en vedholdende Viljesanspændelse et høj Mål; kan det påvises, at mangen legemlig Gerning, so tidligere ansås for uanselig, søges og udføres pålidelige og pålideligere for dens Nyttes Skyld, at Stadigheden under et påtaget Arbejde er almindeligere, og at selv de der for deres Kårs Skyld kunde leve i en afsluttet Lediggængerro, dog for deres Lysts og deres Æres Skyld grib fat og tage Hånd i, hvor der trænges til deres Kræfter -- da er alt sådant et Vidnesbyrd om, at Arbejdet ikke har været forsømt, og at den naturlige Ligevægt imellem dets og Drømmelivets Indflydelse er bleven bevaret.

Det ligger nær her at opkaste det Spørgsmål: hvilke Udbytte den grundtvigske Højskole hidtil synes at have ført med sig, når dens Indflydelse måles med denne Alen.  Når Svaret herpå skal gives, da må det dels tages i Betragtning, at den sociale Strømning i hele Europa går fra Arbejde til Nydelse, og det kendes også blandt os; dels må det indrømmes, at en Del af Folkehøjskolens Elever har fritaget sig selv for det Arbejde, som der lå for dem, og kun taget Drømmen, som tiltalte dem, og at dette har fristet dem til senere i Livet at forsøge en lignende Færd.  Fra Folkehøjskolens Side er der, til sine Tider i god Mening og med Rette, til sine Tider i Følge en slap Frihedsteori blevet givet efter på dette Område vistnok mere end tilbørligt ofte har det vistnok været såre vanskeligt at gribe det rette over for de forskellige Personligheder, når det dog først og fremmest måtte fastholdes, at en åndelig Vækkelse var det umiddelbart fornødne, selv om der måtte gives efter i Arbejdets Krav på flere Punkter.  Til trods herfor tror jeg dog, med det kendskab til udviklingen i de forskelligste egne af Landet, som jeg er i besiddelse af, at det i det store og hele må kunne siges med sandhed, at den ungdom der har været under den grundtvigske Folkehøjskoles Påvirkning, har faget sin Arbejdsdygtighed udviklet og adlet, at dens Æresfølelse for at træde ud i Manddomslivet med erhvervet Dygtighed er vokset.

Men samtidig må det mærkes, at der hos mange af folkehøjskolens Lærere og Elever er fremkommet ønsket om og kravet på, at Arbejdet inden for den begyndte Folkehøjskoles Vægge kunde udvides mere, end de nuværende Forhold i Almindelighed tillade og både den påbegyndte udvidede højskole på Askov og Kravet på Sorø har til mål at imødekomme og afhjælpe denne Trang.  Det er nu af største Vigtighed, at der fra alle Sider erkendes, at det er inden for selve den grundtvigske Skole, at dette Krav er fremtrådt på ny, fordi det nu skønnes, at Ungdommens sunde sjælelige og åndelige Udvikling trænger til et Arnested, hvor de vakte Ungdomsdrømme kunne afklares under tilsvarende forøget Arbejde, hvori den åndelige Vækkelse og Oplysning, der er begyndt, kan få Lov til, uden at spottes eller vises til Side, at fæstne sig til en Livsanskuelse, brugbar i et dygtigt Manddomsliv.

Jens Merregaard