Forhold, der hæmmer disciplinen.

Forhold, der hæmmer disciplinen.

  Årsagen til slet disciplin kan ligge mange steder, og det er ikke altid let at sige, hvor det er galt, før man har studeret situationen og problemet nøjere. Men et er givet: man må altid finde ind til ondets rod og se at få den fjernet! Det nytter ikke at lappe, man må fjerne og forny, man vil opnå et helt rigtige resultat og komme til bunds i vanskelighederne.

  Forhold, der kan hæmme disciplinen, må kendes lige så vel som midlerne til at oprette disciplinen, og de kan ligge på flere forskellige fronter som f. Eks. i hjemmet, i foreningen, hos lederen, hos drengen selv, og de disciplinære midler, man bruger i opdragelsen.


I. Hjemmet.
  1. Hvis drengens hjem har en vag og skødesløs stilling til foreningen og dens program, ja måske endog gør nar ad det, der foregår i den, er det ikke underligt, om drengen smittes deraf, i en periode, hvor far og mor er de største autoriteter i hansliv.

  2. Drenge fra hjem, hvor man intet gør for at opdrage børnene, vil også berede lederen vanskeligheder i modsætning til de kammerater, der hjemmefra er velopdragne og høflige.


    II. Foreningen.
  1. Dårlige og uhyggelige lokale-forhold er i sig selv med til at ødelægge den gode disciplin i en forening; det gør jo ikke så nøje, livordan man behandler tingene, de kan ikke komme til at se værre ud, end de gør!

  2. For mange skilte med forbud, som ingen håndhæver, virker opløsende på disciplien, så man til sidst ikke tager nogen som helst henstilling til følge.

  3. I denne forbindelse kunde passende nævnes de ældre medlemmers dårlige eksempel.

  4. Hvor ,,forenings-ånden" mangler, vil det være dobbelt så svært at holde disciplin for en ynger leder.

  5. Er bestyrelsen tilmed svag og vaklende, så den ikke er i besiddelse af myndighed, kan det være umuligt for en leder al få indført ordnede og betryggende arbejdsforhold. man har før set, at en bestyrelse har holdt med drengene og gjort det umuligt for en ellers dygtig Mand at skaffe disciplin. Dette forhold kendes så godt i skoler, hvor inspektøren ikke står sammen med sine lærere og hjælper dem i disciplinære sager. Hvis drengene nemlig opdager, at den øverste autoritet på stedet nærmest holder med dem imod læreren eller lederen, bliver der let mudder i geledderne.


    III. Lederen.

  Der findes en del ledertyper, som i sig selv er en hæmning for disciplinens opretholdelse. Lad os i flæng nævne nogle af de værste:

  1. Der er først ham, der til enhver tid vil optræde og være ,,sjov", den pjattede, der frygter alvor og stilhed. En skønne dag bliver han nødt til at gå, for: ,,Moderne drenge er nu ikke til at styre! Og så er de utaknemmelige. Kort sagt: Han er blevet til grin -- og det er som bekendt ikke sjovt!

  2. Den vigtige og i dårlig forstand overlegne leder er bror, til den foregående, og ham går det ikke bedre. Han vil nemlig benytte enhver lejliglied til at være sarkastisk og spydig. og det er to grimme ting i opdragelsen, de giver i en forening bagslag i form af ubeblivelse fra møderne.

  3. Så er der ham, der altid er halvgnaven og irriteret, som skælder ud over en lav sko og til enliver tid, men aldrig har ,,blinket" i øjet, der fortæller noget om, at der banker et hjerte bag ved ,,masken". Ham får man lyst til at drille, for folk, der altid skænder, mister efterhånden autoriteten og respekten, man er indstillet på, at sådan skal det nu engang være, og så tager man det med!

  4. Den nervøse ledertype findes iblandt os, men han burde - for sin egen skyld først --- aldrig have lov til at være leder. Han vil nemlig før eller senere få et raserianfald, og så går det i reglen galt for ham. Drengene kan ikke lade være med at more sig over hans uligevægtighed, og, d.et gør ondt værre, han kommer til at sige og gøre de frygteligste ting, som han ganske vist selv fortryder bagefter, men hvad kan det nytte? Han har blottet sin svaghed, og autoriteten er væk.

  5. Der findes også en ledertype, hos hvem dumhed og dovenskab (og derfor en stor portion vigtighed) er forenet. Det er, ham, der forlanger, at alle skal komme til ham, at alle skal beundre ham, og at alt skal gå af sig selv. Ham er vi hurtigt færdig med -- han er skrup-umulig!

  6. En, der ligner ham, er den sjuskede, ligeglade og upræcise. Han får heller aldrig orden på sin flok, hans arbejde smuldrer imellem hænderne på ham, til stor forundring for ham selv - naturligvis!

  7. Den sidste, men vist også den værste type, er ham, der udvælger sig kønne kæledægger, som til enhver tid er under hans bevågenhed. Han vil før eller senere rejse en mur af modstand og kritik imod sig, som gør ham umulig i afdelingen eller kredsen, -- heldigvis!


    IV. Drengen.

  Som der er forskellige uheldige ledertyper, sådan er der naturligvis også forskellige uheldige drenge-naturer, som vi ofte har vanskeligheder med, og det vilde være et studitim for sig at finde tid af, hvordan de hver for sig kunde hjælpes, for der er ingen tvivl om, at de vanskelige drenge har de største vanskeligheder med sig selv. Desværre har vi i KFUM ikke tid og måske heller ikke evner til at tage os tilstrækkeligt af outsiderne, skønt det både vilde være en kristelig, menneskelig og samfundsmæssig betydningsfuld opgave, der, hvis den lykkedes, vilde bringe rige frugter for dreng, hjem, forening og samfund.

  Vi vil her blot nøjes med at påpege de typer af vanskelige drenge, som oftest er en hindring for, den gode disciplin:

  1. Vi begynder med den værste, ham der har en forbryderisk natur. Han er heldigvis ikke almindelig, men træffes dog i visse kvarterer ret jævnlig. At KFUM har,en stor opgave overfor ham, er indlysende, men han er uhyre vanskelig at have sammen med ,,normale" drenge, da han har en medfødt aversion mod alt, hvad der hedder ordensregler og åben optræden; han ejer intet i retning af moralske hæmninger for sine handliger, så han kan ikke begynde på samme stade, som de andre, når det gælder om at opfatte de kristne grundbegreler. Som oftest optræder han kun for en kortere tid som gæst, og en almindelig KFUM forening får som reael ikke fat i ham. (Læs iøvrigt om ham i Cyril Burt: Unge Lovovertrædere.)[Den forbrydriske natur skyldes mangel på et særligt stof i hjern, i den spæde barndom]

  2. Den bevidst onde dreng får vi der mod ofte med at gøre. Jeg har selv nogle gange været ude for ham. Han er ikke spændende! Han piner både dyr og mennesker, men også hans tilstand er et udtryk for indre ulykke eller ufred. Prøv at forstå ham! Prøv at få ham til at lukke sig op, så De kan komme ham til hjælp, det er vejen frem med ham.

  3. En mildere, men til gengæld også mere almindelig type er den over pjankede, der, så snart han er sammen med kammerater, hele tiden skal vise sig og gøre sig til. Han virker i høj grad almindelig forstyrrende.- med sit såkaldte ,,gode humør".

  4. På lejre og ture vil man især forstyrres af de pyldrede enebørn, der ikke er vant til at tåle og undvære. Deres klynk og pip kan let bringe uro i rækkerne, for ikke at tale om, at de altid er vant til at kræve deres vlilje gennemført og gå deres egne veje, når de har lyst. De har ingen sans for fællesskabets betydning, de forstår ikke at holde sammen med andre.

  5. Den blaserte [overlegen] type kan virke utålelig og ølelægge mangt et arrangement med sine rynkede øjenbryn og hånlige bemærkninger om barnlighed, så del ikke er let at få flokken med. (Sådanne fyre kan imidlertid kureres grundigt ved en rask lille natteleg -- de er nemlig ofte nogle fejge kujoner i mørke !! Dagen derpå er de som regel føjelige og medgørlige.)

      (Sådanne fyre kan imidlertid kureres grundigt ved en rask lille natteleg -- de er nemlig ofte nogle fejge kujoner i mørke !! Dagen derpå er de som regel føjelige og medgørlige.)

  6. Den ubegavede, den åndssvage af lettere grad er ofte en vanskelig herre at styre, for der skal jo som bekendt hjerne til at opføre sig ordentligt.

  7. Karakter-løse eller karakter-svage dreng bliver undertiden fredsforstyrrere, hvis de kommer i lag med spetakel-magere; deres opførsel afhænger af, hvilke kammeraer de for tiden har.

  8. Det er også galt, hvis de er for karakter-faste og viljes-stærke, for kommer man på tværs af dem, slår det gnister. De bliver let stædige og påståelige og viger ikke engang for våbenmagt. Det bedste middel overfor dem er afgjort samtaler i ro og fred.


    V. Disciplinære Midler.

  Der findes efter min mening disciplinære midler, som benyttes i hjemmet og skolen, men som vi ikke kan benytte i ungdomsarbejdet, fordi de der vil virke slik imod deres hensigt og derved blot forværre forholdene eller de virker moralsk nedbrydende på den dreng, det går ud over.

  Lad mig straks begynde med at sige, at det til dels er på grundlag af erfaringer fra min drenge- og leder-tid i KFUM, jeg bygger min påstand.

  1. Giv ikke for mange forbud --- Danmark er som bekendt landet med de 10,000 forbud - men opdrag hellere til frihed under ansvar* og opøv drengenes sunde sans til selv at dømme. [* Ibsen 1888]

  2. Tillad aldrig, at nogen slår drengene for alvor. Jeg véd godt, at det bruges visse steder, og af visse folk. men legemlig afstraffelse hører ikke til i det frivillige arbejde, hvor man må forudsætte frivillig god opførsel.

  3. Sæt aldrig en dreng til ekstra-arbejde som straf, lad ikke arbejde og straf blive to sideordnede begreber. tag hellere, som nævnt, arbejdet fra en dreng som straf.

  4. Det er rent ud forkasteligt at sende store drenge i seng midt på dagen på en sommerlejr. Fristelsen til at onanere bliver derved tidoblet. Så vidt jeg véd, går man også mere og mere bort fra denne form for straf på vore børnehjem.

  5. Det er en stor fristelse for en leder, der har en meget vanskelig dreng, at henvende sig til hans forældre eller lærere for at indhente nærmere oplysninger. Det er imidlertid meget farligt at gøre dette, for hvis drengen opdager det, stempler han det øjeblikkelig som sladder, og han og lederen er færdig med hinanden, og det disciplinære problem løser sig så af sig selv ved, at han går. Kun i særlig graverende tilfælde, som f. Eks. de kriminelle, bør vi henvende os til forældrene. Vi må ikke engang fortælle dem noget ufordelagtigt om deres drenge, selv om de udfritter os, for det er nu engang de færreste forældre, der i en given situation kan afholder sig fra at sige, til drengen: Ja, Hr. N. N. siger også .... ! Og så er spillet gående.

  6. Det er afgjort uklogt at lade drengene sige du til lederen de første år, man har dem. Man har nu engang i drenge-årene merre respekt for en, man siger De til.

  7. Udvisning er et yndet middel for mange ledere. Det skal også indrømmes, at det er et probat middel til at få ro den samme aften, men vi må ikke glemme, at hver eneste dreng --- god eller dårlig --- er hos os, for at vi skal få noget ud af ham. Vi betænke os to gange, før vi viser ud, og alle andre midler må være prøvet først. Det er ingen sag at kurere en patient ved at slå ham ihjel!

  8. Mange ledere har for vane at love og true, uden at opfylde. Det går ikke i længden. Drengene opdager hurligt, at det intet betyder, og så gør man blot ondt værre.

  9. Til slut nævner jeg en højst uheldig og forkastelig måde at skaffe sig lydhørhed på: At give gaver og belønning (bolcheposer!). Drenge holdes ikke sammen med gaver. En musikpædagog spurgte mig engang, hvad jeg havde gjort for at bolde mit børnekor sammen i tre år, for nu havde han haft så og så mange kor, og ingen af dem kunne han få lov at beholde til trods for, at han gav dem opmuntrings-præmier, bolcher og chokolade og iøvrigt behandlede dem venligt. ---

  Jeg kræver præision og påpasselighed af børnene, og hvis de ikke vil oplylde mine krav, biver de hældt ud. Som følge deraf bliver ingen nogensinde hældt ud. - Han stod undrende overfor fænomenet, og jeg er næsten sikker på, at han troede, jeg løj.


Slutning.

  Når, vi ikke må bruge nogle af alle de ting, der her er nævnt, hvad bliver der så tilbage ,,at holde disciplin med"? spørgeren og anden forskrækket leder. Der bliver i virkeligheden en hel del tilbage for den, der holder af sine drenge. Et gammelt ord siger: Kærlighed gør opfindsom. Det passer også i opdragelse-spørgsmålet.

  Jeg tror også, at det meget mere er os voksne, der i første omgang trænger til opdragelse --- selvopdragelse - om De vil. Vi forsømmer os selv alt for meget på det punkt, og derved gør vi det sværere for vore drenge at lyde os følge os !

  ,,DEN, SOM BYDER, LYDER FØRST" er en grund-regel i al opdragelse!


NÆSTE SIDE