Kvindelegemet og Korsettet

Al denne unatur og dristighed i kvindernes påklædning skriver sig fra det øjeblik, de begyndte at sy deres klædning på en anden måde end mændene.   Det var, da middelalderens smukke, folderige kjortel i det 15.   Århundrede måtte vige pladsen for det stive snøreliv og struttende fiskebensskørt.   Lige siden oldtiden og helt op til hen imod reformationen havde nemlig mændenes og kvindernes klædedragt i hovedtrækkene været omtrent den samme.   Den bestod af særken, kjortelen og kappen, og det lå de to køn fjærnt ved påklædningen i nogen særlig grad at tilkendegive kønsforskellen.


Fig. 1.

Kjortelen sluttede fodsidt og folderigt om kvindens legeme og blev sammenholdt om livet ved et bælte, om halsen ved et spænde.   Den skjulte på ingen måde legemsformen, men fulgte nøje skikkelsens frie bevægelser og viste, at der her lige så lidt var noget at dække som at afsløre (Fig. 1).

Legemets nøgenhed virkede derfor heller ikke på den tid med nødvendighed som noget usædvanligt og sansepirrende: når gæsten kom i besøg på ridderborgen, blev han i badet tvættet af husets terner eller endog af borgherrens egen datter.   Og i middelalderens byer trivedes et selskabeligt badstueliv, der ofte var i højeste grad frit og ugenert.

Men da tiden og de ændrede livsforhold efterhånden forandrede mændenes dragt således, at kjortelen spaltedes foran i dens hele længde og lidt efter lidt omdannedes til en kort trøje, fik denne ny mode samtidig afgørende betydning for kvindernes påklædning også deres dragt deltes på midten, og af denne deling fremkom da livstykket og skørtet.   Dette kunde være praktisk nok, hvis ikke skørtet hurtig var blevet forsynet med fiskeben og omdannet til en stiv, navnlig fortil fremstående hvælving, hvorover den endnu lange og folderige kjortel eller kjole faldt ned.   Livsstykket antog samtidig form af et stramt snøreliv, der snævrede midien ind, skød under livet nedad og løftede barmen op.

Således blev allerede i det 15. århundrede mændenes og kvinder nes klædning ret hurtig vidt for skellige og formede sig for kvinder nes vedkommende efter de principer, der i hovedtrækkene har været de ledende lige til vore dage. klædedragten kendetegnede ikke blot kvinden, men søgte tillige at understrege og fremhæve de særlig kvindelige former.


Fig. 2.

Da snørelivet løftede barmen op, følte kvinden også snart lyst til at blotte den, og hendes forfænge lighed og behagesyge forledte hende da til at gøre kjolen så udringet at både skuldre og bryst var næsten ganske nøgne.   En tegning af Hans Holbein fra 1520 af en ung kvinde i basel anskueliggør på det tydeligste denne påklædning der er så fjærnt som muligt fra middelalderens naturlige og tækkelige klædedragt (Fig. 2).


Fig. 3.

Men efter reformationens indførelse blev denne dristige dragt snart uforenelig med tidens strænge religiøsitet og askese.   Det gjaldt da om først og fremmest at lukke for brystets udskæring, og meget mod deres vilje måtte kvinderne derfor iføre dem den spanske, højhalsede kjole, der for oven afslutte des af pibekraven.   Da tillige barmens fyldige hvælving af kirken ansås for at virke umoralsk og anstødelig, blev snørelivet afløst af det høje, stramme korset, som skulde trykke brystet ind og gøre det fladt og lille.   Og for endelig ganske at skjule kvindens under krop og benenes bevægelser, omdannedes fiskebensskør tet til den stive og stærkt udstående vertugal eller krinoline. (Fig. 3).

Det var således i en sjælden grad lykkedes moden at kvæle legemets naturlige form, men om sådanne udvortes forsøg på gennem klædedragten at døde kødet i samme mål højnede moralen, er et ganske andet spørgsmål.


Fig. 4.

Lidt efter lidt kom dog renæssancens frigørende og fornyende bølge også kvinderne til gode.   Den tiltagende velstand og sprudlende livsglæde i det 17.   Århundrede stemmede kun dårlig overens med reformationens sygelige kvindetype.   Derfor slappedes krinolinen snart igen, og korsettet løsnedes således, at legemets former kunde komme til deres fulde ret. (Fig. 4).

Denne frigørelse blev dog kun altfor kortvarig.   Havde det strænge spanien i korsettets første tid formet dette som et snævert, dydsbeskyttende panser, var det nu i det 18. århundrede det letlevende frankrig, der atter og endnu voldsommere, strammede snørelidserne.   Ingenlunde for at dræbe formen, men for at overdrive den, for at omdanne kvinde skikkelsen til et unaturligt rokokonips, der passede ind i de affekterte hyrdespil, som opførtes på baggrund af Ludvig d. 14.s tilklippede slotshaver.


Fig. 5.

Det pudrede, kunstfærdig højt opsatte hår (Fig. 5)., de sminkede kinder, de nøgne arme, den stærkt blottede barm, den hvepselignende taille, der tabte sig i en mægtig struttende nederdel -- det var det 18.   Århundredes stiliserede kvindeideal, således som vi kender det i en mere afdæmpet, borgerlig udgave fra holbergs komedier.

Intet under, at en sådan påklædning blev et fængsel, der ustandseligt gjorde kvinderne syge, lige som det stillesiddende, indelukkede liv på anden vis undergravede de res sundhed. de tilbragte det meste af dagen på chaiselongen eller i portechaisen sammen med deres lugteflaske.   De led altid af migraine, vapeurs eller, hvad nu tidens modesygdomme kaldtes, og den evige pudring inficerede deres lunger og gav dem en tidlig død.


Fig. 6.

Lidet nyttede det, at den gamle læge Sømmering med styrke hævede sin advarende røst; han talte naturligvis for døve øren.   Først da revolutionens mægtige storm brød løs, blæste den i et øjeblik alle disse porcellænsfigurer omkuld.   Ikke blot pudderparykkerne og sminkekrukkerne, men selve det forgudede korset og krinolinen, der gennem 300 år havde fået uundværlighedens stempel, for svandt sporløst fra journaler og modemagasiner.   Og ud af denne forvirringens hvirvel fremstod i det 18.   Århundredes slutning den smukke, fodfrie empiredragt (Fig. 6).

Nu fik legemet da endelig en gang lov til igen at udvikle sig frit og bevæge sig utvungent.   I den henseende var dragten noget nær idealet af kvindelig påklædning og nærmede sig meget det antike Grækenlands chiton.

Disse smukke, naturlige kvinde skikkelser syntes som skabte til hele den poesiens guldalderperiode, der gav det begyndende århundrede dets præg.   For os er de her hjemme uadskilleligt knyttede til midsommerens st. hans fester, strandvejens kapervogne og kanalturene i Frederiksberg Have.

Men hvor smuk empire-dragten end kunde være, havde den dog sine skyggesider, som alt for hurtig gav den døds stødet: den var egentlig kun fuldt ud klædelig for det unge, slanke legeme med de faste former, og blev derfor aldrig rigtig velset af de skabninger, som var blevet mere sted moderligt behandlet fra naturens hånd eller af tidens tand.   Den passede desuden mindre godt for vort nordlige klima, fordi den kun kom til sin fulde ret, når kjolens stof var let og fint, og underbeklædningen så minimal, som muligt.


Fig. 7.

Efter henved 30 års forløb begyndte man derfor så småt at ændre formen, og allerede omkring det 19.   Århundredes midte havde moden sporløst udslettet revolutionens sidste dønninger på klædedragtens område.   Under fanfare hentedes korsettet og krinolinen frem fra modens torturkamre for atter at sættes i højsædet, og omstående billede (Fig. 7) viser, hvorledes vore stakkels mødre måtte stramme sig op i deres unge dage for at have håb om at kunne gøre lykke.

Selv om nu det praktiske liv i vor rastløse tid krævede, at krinolinen snart igen blev ofret, har korsettet dog til den dag i dag sejrrigt trodset alle emancipations- og reform-bevægelser.


Fig. 8.

Fra de store modecentrer udgår der hvert halve år en parole, som ubønhørlig kræver at blive adlydt, skønt den stadig er i fuldkommen strid med alle begreber om kvindelegemets naturlige form.   Journalerne taler højlydt her om.   Selv med den dristigste fantasi er det umuligt at tænke sig en menneskelig skabning indenfor et af disse modehylstre (Fig. 8), og alligevel er de for mange kvinder det uopnåelige ideal, hvor efter de frygtløst stræber at omforme og ødelægge deres legeme og sundhed.