Kvindelegemet og Korsettet

Denne lille afhandling er skrevet på opfordring fra Ugebladet »Hjemmet«s redaktion og har i spredte artikler fornylig været offentliggjort i dette blad.   På grund af det særlige emne fremkommer den nu som et samlet hele.
September 1906. For fatteren.

 
P. Petersens Bogtrykkerl (Egmont H. Petersen), Kjøbenhavn
 


 

Da i sin Tid Adam og Eva i Paradisets Have var så uheldige at spise af den forbudne frugt, begyndte de som bekendt at skamme sig for hinanden og søgte at dække deres legemers nøgenhed med træernes blade.   Derfor vil naturligvis mange bibelstærke læserinder være overbeviste om, at klædedragten først og fremmest er en følge af menneskenes syndighed og skamfølelse.   Men hvis skammen ved at vise sit nøgne legeme var noget så oprindeligt, at den stammede fra tidernes morgen, måtte den høre til en af livets mest uforanderlige værdier og som medfødt allerede være fuldt udviklet hos børnene.   Nu vi ved dog alle, hvor lidt disse skammer sig for deres egen nøgenhed, og hvorledes vi voksne efterhånden må lære dem, at det strider mod god tone at vise sig fuldstændig afklædt.   Derimod falder det vanskeligt nærmere at bestemme, hvor påklædte samme gode tone tillader os at være.   En anstændig kvinde rødmer, når hun overraskes i tæt tilknappet natdragt, men hun skammer sig dybt ved at være den eneste højhalsede mellem lutter stærkt dekolleterede veninder.   Hvad man således skammer sig for i en situation, det forekommer fuldstændig naturligt ved en anden lejlighed.   Den europæiske skamfølelse egner sig derfor mindst af alt til at opstilles som en almen menneskelig og en almen gyldig lov.   Der kan i det hele taget vanskelig tænkes et mereflydende begreb, fordi den er en fuldstændig slave af den herskende og stadig skiftende samfundsvedtægt.

De mange folkeslag, hvor mænd og kvinder, uberørte af kultur og civilisation, færdes fuldstændig nøgne mellem hverandre uden at skamme sig det mindste derved, er egentlig det bedste bevis for, at skamfølelsen oprindelig intet har med legemets nøgenhed at gøre.   Og disse naturfolks sædelighed og blufærdighed står dog mangen gang fuldt ud på højde med europæernes.

Sagen er, at så længe som blufærdigheden ikke såres, så længe skammer man sig ikke.   Det er ikke nøgenheden i sig selv, der krænker blufærdigheden, det er derimod blottelsen, den ubehagelige følelse af at mangle klæder.   Men denne mangel er det naturligvis umuligt at føle for de folk, der aldrig har været påklædte.   Den europæiske mand og kvinde er derimod som regel så fuldstændig afvænnede med synet af det helt nøgne legeme, at de kun ser blottelsen, og da denne under disse forhold altid fremkalder enten forvirring, nysgerrighed eller attrå, føles den også uvilkårlig som en skam.   Kun når en kvinde mærker, at hun kan blotte sig uden at vække sådanne følelser, bliver hendes blufærdighed uberørt, og hun skammer sig ikke.

Det er da klart, at skamfølelsen efterhånden har udviklet sig som en følge af klædedragten, og at den langt fra er anledningen til, at mennesket klæder sig på.   Hvis dette var tilfældet, vilde man vel anstrænge sig for at skjule sit legeme så meget som muligt, og navnlig måtte da kvinderne søge at tilhylle de former, der er ejendommelige for deres køn: men som bekendt er det netop kvindedragtens opgave at fremhæve disse efter bedste evne, og dertil har korsettet været en værdifuld hjælp.   Det giver den smalle midie, de brede hofter og den høje barm, som ægger kvindernes forfængelighed og vækker mændenes attrå.

En sådan europæisk kvindedragt må uden tvivl forekomme de kjortelklædte østerlændinge overordentlig i strid med al blufærdighed.   thi en tildækket, understreget legemsform er værre end nøgenheden selv.   Hertil kommer, at moden har sat det farligste af alt -- blottelserne -- i system og gjort dem til en del af selskabslivets gode tone.   En kvinde må således til daglig nødig blotte mere end sine hænder og sit ansigt, ved festlige lejligheder derimod armene, halsen og en god del af brystet, men i højsommeren under et muntert badeliv tillige det meste af benene.

Når disse kvindemoder ikke virker så stærkt på os, der har dem til daglig for øje, skyldes det vel nærmest vanens magt, der overbærende tilhyller, hvad klædedragten understreger eller blotter.

Der er da ingen tvivl om, at klæderne rent etisk set nærmest er af det onde.   Det kan naturligvis være meget godt at skamme sig for at være altfor nøgen, men det vilde være endnu bedre, om legemets nøgenhed var en så selvfølgelig og dagligdags ting, at ingen af den grund faldt på at vende hovedet.   Det stemmer overens med de erfaringer, mange rejsende har gjort, at jo mere påklædte naturfolkene bliver, desto mindre sædelige viser de sig at være.   Men det vilde rigtignok - selv for de ivrigste system-dyrkere -- blive en temmelig kold og usund fornøjelse at hænge klæderne på loftet, ligesom det også må indrømmes, at nøgenheden næppe vilde klæde os alle lige godt.

klædedragten har således kun sin berettigelse, når den indskrænker sig til at fyldestgøre sundhedens og skønhedens nødvendige krav.   Men det kan ikke nægtes, at kvindernes medfødte forfængelighed har ført dem langt udover dette mål og til tider drevet moden ud i de usmageligste over drivelser med en enestående tilsidesættelse af alle praktiske hensyn.   Og i den henseende har korsettet været dem en velkommen og uimodståelig frister, der nu snart i 500 år har sluttet fast om kvindens midie, har præget hendes klædedragt, formet hendes legeme, trykket hendes indven dige organer og påvirket hendes helbred og derigennem alle hendes åndelige evner.